Annonce
Elbobladet

Niklas' mor var på stoffer: Jeg savnede hende hver eneste dag

Da Niklas Brink Olesen var fire år, blev han akut flyttet væk fra sin mor, der var ude i et voldsomt narkomisbrug. I fire år savnede han hende. Siden er hun blevet clean, og han er vendt hjem til hende igen. Foto: Peter Friis Autzen
Da han var lille, blev Niklas flyttet fra sin mor, fordi hun var narkoman. I dag er hun clean, og han er flyttet hjem til hende igen.
Annonce

Fredericia: - Min mor er en sindssygt god mor. Jeg elsker hende. Og jeg er meget stolt af hende.

17-årige Niklas Brink Olesen læner sig frem i stolen.

- Man skal ikke gå og synes, at det er synd for mig, at jeg har haft den opvækst, jeg har haft. Jeg har haft det godt. Men jeg savnede min mor. Jeg savnede hende hver eneste dag i de fire år, siger han.

Han taler om de fire år, hans mor brugte på at slippe fri af sit omfattende stofmisbrug. Fire år, hvor Niklas boede hos sin far.

Han fik tit brev fra sin mor.

- Hun skrev, at hun savnede mig og den slags. Men der gik nogle år, før jeg fandt ud af, hvorfor jeg pludselig skulle flytte fra hende.

Niklas har kraftig ADHD og kan have svært ved at huske detaljer. Ikke mindst fra årene, inden hans mor kom i behandling.

- Jeg var fire år, så det er nok ikke så underligt, at jeg ikke husker så meget. Men jeg kan huske, at jeg ikke syntes, der var noget galt derhjemme eller med min mor. Og at jeg ikke forstod, hvorfor jeg lige pludselig skulle flytte.

Annonce

Flyt med det samme

Det var ellers en helt almindelig dag.

- Min mor talte i telefon med nogen om at gå i behandling for noget. Og hun ringede til min far for at høre, at han kunne tage mig akut og med det samme. Hun skulle nemlig af sted nu, siger Niklas.

Hvis ikke hans far kunne træde til, skulle Niklas flytte hjem til en af sine bedste venner og hans familie.


Jeg er god til at sige nej. Og hvis folk ikke forstår det, fortæller jeg dem, at min mor har haft et stofmisbrug.

Niklas Brink Olesen


- Jeg vidste ikke, hvad stoffer var. Og jeg vidste ikke, hvad der var galt med min mor. Jeg fik bare at vide, at hun var syg og skulle på sygehuset. Og så tog vi hjem til min far, siger Niklas.

Han beskriver forløbet nøgtern og  uden drama. Han ved godt, at det ikke er helt almindeligt at gå sådan et forløb igennem - men han synes omvendt ikke, at det skal fremstå som noget særligt. Og han gider slet ikke, at nogen har ondt af ham - det fortæller han flere gange.

Flytningen kom uden varsel for lille Niklas. Han var ikke forberedt, og han vidste ikke, hvad der foregik. Kun at han skulle hjem til sin far.

Kort efter fik han det første brev fra sin mor. Der kom brev cirka en gang om ugen - og de breve kom til at betyde rigtig meget for Niklas.

- Jeg tjekkede postkassen hver dag for at se, om der var brev fra hende.

Annonce

Tre år uden at forstå

Livet sammen med sin fader og faderens kæreste var anderledes, men ikke dårligt, synes Niklas.

- Jeg vidste stadig ikke, hvad der foregik med min mor. Men en dag fortalte min far og hans kæreste mig, at min mor var i behandling for stofmisbrug. Jeg tror, at jeg var syv år. Jeg forstod stadig ikke rigtig, hvad det var - for hvad er der med "stoffer"?

Hver dag træner Niklas flere timer på sin BMX-cykel. Dels fordi han kan lide det, men også fordi hans ADHD ellers holder ham vågen om aftenen. Han er simpelthen nødt til at køre sig selv træt. Foto: Peter Friis Autzen

Niklas har fået at vide af sin far, at faderen faktisk gerne ville have ventet endnu længere med at fortælle sønnen sandheden. Men omstændigheder gjorde, at det ikke kunne udskydes længere. Måske fordi det blev sværere og sværere at undgå nærgående spørgsmål fra legekammerater, skolen og fra Niklas selv.

- Siden har jeg læst om narkomisbrug og om, hvor hårdt det er at komme ud af. Jeg er meget stolt af min mor. Ikke kun fordi hun kæmpede sig ud, men også derfor, siger Niklas.

Efter fire år flyttede han tilbage til sin mor, hvor han i dag bor med sin lillebror og moderens mand.

Annonce

Jeg siger bare nej

Niklas har med egne ord "galoperende ADHD". Selvom han får stærk medicin, har ADHD'en stor indflydelse på hans liv. For at kunne sove om aftenen kører han sig hver dag træt med flere timers træning på BMX-cyklen.

ADHD'en gør det også svært at holde fokus i ret lang tid ad gangen. Derfor har snakken med ElboBladet været bredt ud over to dage.

- I skolen fungerede jeg slet ikke. I mange år gik jeg i en almindelig folkeskole, selvom jeg slet ikke hørte til der. I dag arbejder jeg hos T.Hansen. Det er jeg glad for, siger han.

En mekaniker-uddannelse indgår i fremtidsdrømmene.

Hvad med stoffer, alkohol og hash?

- Ikke her. Ikke til mig. Altså; jeg har prøvet at ryge hash, men det siger mig ikke noget - og jeg har også snakket med min mor om det. Jeg siger bare nej, når nogen byder. Og hvis de ikke forstår, fortæller jeg, at min mor har haft et stofmisbrug. Så forstår de godt, at jeg ikke vil, siger han.

Så Niklas er kun afhængig af sin dampcigaret og lidt af rigtige cigaretter. Og af sin mor.

Niklas' mor var ude i et voldsomt narkomisbrug og var blandt andet heroinafhængig. Hun føler selv, at hun har svigtet og skadet Niklas. I dag er hun clean på 10. år. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Elbobladet

Fredagsjam på Tøjhuset genopstår

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Ugens hund: Debbie elsker eventyr

Annonce