Annonce
Elbobladet

Ny salgschef vil sætte større fokus på Audis billigste biler: - Det er også hr. og fru Hansen, vi vil trække til

Peter Krogaard begyndte i jobbet som salgschef 1. februar. Efter en måned, hvor bilhuset var lukket ned for kunder, er der kommet godt gang i bilsalget hos Audi, fortæller Peter Krogaard, der særligt glæder sig over de nye bilafgifter, der ifølge salgschefen er meget fordelagtige for Audi. Foto: Søren Gylling
Audi er mere end biler i millionklassen. Det budskab ønsker Peter Krogaard at udbrede hos familien Danmark. 1. februar tiltrådte han i stillingen som salgschef hos Audi Fredericia.

Fredericia: Skjorterne er nystrøget, og lakken på de ekstravagante biler funkler i belysningen i det rummelige bilhus i tre plan på adressen Kongens Kvarter 32.

Efter otte år hos Nissan i Odense har 46-årige Peter Krogaard fået sin nye hverdag hos Audi Fredericia.

1. februar tiltrådte han i stillingen som salgschef, og trods en periode med nedlukning er han kommet godt fra start i de nye omgivelser.

Annonce

- Den første måned gik med at lære kollegaerne og huset at kende. Der er mange systemer, som skal læres, forklarer Peter Krogaard.

Mere end millionklassen

Den nytiltrådte salgschef kommer til Audi med en vision: Fortællingen om, at bilmærket er mere end blot eksklusivitet og høje priser.


Jeg synes, det er spændende at lave skiftet fra, hvad folk tror om Audi, til hvad vi gerne vil fortælle. For det er to forskellige ting.

Peter Krogaard, salgschef hos Audi Fredericia


- Jeg synes, det er spændende at lave skiftet fra, hvad folk tror om Audi, til hvad vi gerne vil fortælle. For det er to forskellige ting, forklarer Peter Krogaard og uddyber:

- Vi har biler til høje priser – jeg vil ikke sige, at de er dyre, for man får kvalitet for pengene - men det er også andre modeller til en lavere pris, vi skal leve af sælge.

Peter Krogaard finder motivation i at komme dybere ind i tingene. Det gælder også kollegaer, for selvom jobbet som salgschef i høj grad handler om tal, betyder mennesket også utroligt meget i det daglige, forklarer han. Foto: Søren Gylling

Stenen skal så at sige vendes rundt, så der kommer mere fokus på bilerne, der fås fra cirka 250.000 kroner fremfor bilerne i millionklassen, pointerer salgschefen. Den del af forretningen er der nemlig helt styr på.

- Det er også hr. og fru Hansen, vi vil trække til. Det kan godt være, at vi går rundt i hvide, nystrøgede skjorter og fine sko, men vi snakker gerne om alt fra jagt og fiskeri til golf og fodbold, eller hvad gæsten måtte have lyst til at snakke om. For mig at se handler det om, at vi hele tiden er nytænkende, siger salgschefen.

Annonce

Bryder sig ikke om 'plejer'

Peter Krogaard er udlært i tøjbranchen, men skiftede hurtigt tøjet ud med biler, da han begyndte hos SMC i Odense i 1997, hvorefter han kom til Porsche i Odense. Siden har han været en tur forbi Volvo og senest Nissan hos Karvil Biler, som han altså havde otte år hos, inden en headhunter kontaktede ham om den nuværende stilling.

- I første omgang vidste jeg ikke noget om, hvor stillingen var, men ud fra beskrivelserne kunne jeg mærke, at det var den rette stilling for mig. Jeg vil dog lyve, hvis jeg sagde, at det ikke betød noget, at den var hos Audi, siger Peter Krogaard.

Der er højt til loftet og styr på selv de mindste detaljer hos Audi, som holder til på Kongens Kvarter ved motorvejen. Blandt andet byder førstesalen på et stort konferenceområde, hvor der også er bygget et barområde. På billedet ses området, man møder, når man kommer ind i bygningen. Foto: Søren Gylling

Han ser spændt på fremtiden hos Audi i en stilling, som han ser sig selv i mange år frem.

- Da jeg begyndte, fik jeg fortalt, at jeg ville få verdens bedste arbejdsplads, og det er jeg kun blevet bekræftet i. Der er en god stemning, og alle hjælper hinanden, så det har været en rigtig god begyndelse, siger Peter Krogaard og tilføjer om sit arbejde:

- Jeg skal ikke lære sælgerne at sælge biler, for det har de helt styr på. Jeg skal derimod dykke ned i nogle ting og undersøge, hvad man kan gøre anderledes. Jeg er ikke god til ordet plejer, der antyder, at man kører i samme spor. I stedet synes jeg, ordet nytænkende er godt, for vi skal hele tiden tænke i nye baner og være dedikerede og engagerede.

Privat bor Peter Krogaard i Odense med kæresten Rikke. Han har tre børn fra et tidligere forhold. Når ikke arbejdet og biler fylder hos den 46-årige salgschef, nyder han at slappe af i sommerhuset i Hasmark på Nordfyn, hvor han og familien tilbringer meget tid sammen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

John kan fejre 40 år som mælkemand

Elbobladet

Happy jazz i Tøjhuset

Elbobladet

Ugens hund: Jeg indhentede mors kano

Elbobladet

Mystisk musikvideo fra Fredericia

Elbobladet

Hun var SÅ forsigtig, men endte alligevel med at smitte hele familien: Nu advarer Gitte alle andre mod at lade corona-paraderne falde

Elbobladet

Nyt liv på vej i det gamle bøfhus: Succesfuld dessertcafé vælger Fredericia foran Odense, Herning og Aarhus

Annonce