Annonce
Elbobladet

Nyt undervisningsforløb skal få skoleelever til at kigge mod erhvervsuddannelser

Udenfor fik elever afprøvet skruemaskinerne. Og selv lidt regn kunne ikke tage glæden fra dem, da de byggede et legehus. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind
"I got skills" er navnet på nyt forløb for kommunens elever i 8. klasse. Målsætningen er at få flere til at søge mod erhvervsuddannelserne.
Annonce

Fredericia: Læge, fysioterapeut, journalist - eller i hvert fald gymnasiet.

Sådan svarer størstedelen af eleverne i 8.y på Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé, når de bliver spurgt om, hvad de ønsker af uddannelse.

Enkelte nævner dog også en EUD eller erhvervsuddannelse, som det også kendes som.

Men står det til Rikke Hvid, der er projektleder på undervisningsforløbet "I got skills" i Fredericia Kommune, skal flere unge få øjnene op for håndværksuddannelserne.

- Vi har et lokalt mål, der handler om, at vi gerne skal have en stigning på to procent til erhvervsuddannelserne, forklarer Rikke Hvid, der er projektleder hos Fredericia Kommune. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Som en del af den optakten til DM i Skills 2021 kommer elever i kommunens 8. klasser en dag på Bülows Makerspace ved Bülows Kaserne for at prøve fem forskellige håndværksfag. For selvom DM i Skills sidenhen er aflyst, har det ikke ændret ved planerne for de unge.

- Undervisningsforløbet "I got skills" var i sin tid en måde at markedsføre DM i Skills på. Det handler dog mindst ligeså meget om at give en viden om erhvervsuddannelserne og på den måde fremme dem, forklarer Rikke Hvid.

Annonce

Afprøver håndværksfagene

Brolægger, elektriker, tømrer, maler og ny teknologi er de erhverv, eleverne arbejder med på forløbet i Bülows Makerspace. Og Rikke Hvid tror, at det hjælper på forståelsen, at undervisningen også foregår i praksis.

- Det kan være, at man finder ud af, at der er noget, man kan finde ud af og synes, er sjovt. Det er jo først og fremmest lysten, der skal få en til at tage en uddannelse, siger projektlederen.


Det er vigtigt at vise, at der findes mange forskellige former for erhvervsuddannelser, men noget, der er mindst ligeså vigtigt, er at få noget diversitet ind i fagene, så der eksempelvis kommer flere kvinder i de traditionelle håndværkerfag.

Rikke Hvid, projektleder på forløbet "I got skills" i Fredericia Kommune


Og selvom de førnævnte erhverv typisk er dominerede blandt mænd, henvender forløbet sig ikke til et specifikt køn.

- Det er vigtigt at vise, at der findes mange forskellige former for erhvervsuddannelser, men noget, der er mindst ligeså vigtigt, er at få noget diversitet ind i fagene, så der eksempelvis kommer flere kvinder i de traditionelle håndværkerfag, siger Rikke Hvid.

Annonce

Businessman og uafklaret

Efter dagens introduktion og oplæg fra gulvlægger Michael Lund Kristensen og kosmetikerelev Emilie Alkjær deler eleverne fra 8.y sig ud på de forskellige arbejdsstationer.

Ved et bord sidder Felix Nielsen, Rasmus Lykkegaard og Yasin Cetinturk og nørkler med ledninger og pærer, når ikke VR-brillerne tager deres opmærksomhed.

- Det er meget hyggeligt at være her, for så skal man ikke lave lektier, siger Ramus Lykkegaard og griner.

Yasin Cetinturk, Rasmus Lykkegaard og Felix Nielsen fik afprøvet elektrikerfaget til "I got skills". Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Han vil være businessman sammen med Yasin Cetinturk og regner derfor ikke med at tage en erhvervsuddannelse.

Men kan man ikke være businessman, hvis man tager en erhvervsuddannelse?

- Det ved jeg ikke. Så meget har jeg ikke sat mig ind i det, men jeg tror, det er på HHX, man lærer sådan noget, svarer han.

Anderledes forholder det sig for Felix Nielsen. Som den eneste i 8.y ved han endnu ikke, hvad han skal efter folkeskolen. Derfor kan håndværksdagen muligvis hjælpe ham på vej.

- Men jeg er ikke blevet klogere på det endnu, siger han.

Stationen med ledninger og kredsløb har i hvert fald ikke tændt elektriker-lysten.

- Jeg tror, at man skal forstå det, før det bliver lidt mere spændende, nævner han.

Annonce

Pilotprojekt

På de forskellige stationer er eleverne fra 8.y fra Ullerup Bæk Skolen kommet i sving. Skelettet på et legehus får således vægge og hullerne i vægge bliver spartlet.

Skoleundervisningen var torsdag i sidste uge en smule forandret for en række elever. I den kommende tid skal samtlige elever på kommunens 8. årgang afprøve undervisningen, der varer en skoledag. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Om dagen får betydning for elevernes fremtidige valg, må tiden vise. I første omgang er forløbet tænkt som et pilotprojekt, der løber i år.

- Nu prøver vi det af, og så er vi spændte på, hvad eleverne siger, og om de får noget ud af det. Men der er ikke truffet plan om, at det skal være her i mange år frem, siger Rikke Hvid.

Foruden "I got skills" skal elever igennem forløbet "Byg og hyg", der er obligatorisk for kommunens elever i 6. klasse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Vælg te som du vælger din vin

Elbobladet

Kongehuset - fortid eller fremtid?

Elbobladet

Fredslyset 2020

Elbobladet

Peugeot 208 ser ud til at holde hjem

Annonce