Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Brok smovs brok smovs brok smovs brok

Journalist Peter Friis Autzen. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Nogle gange er verden lille. Sådan siger mange i hvert fald, hvis man i det store udland møder en af sine kolleger eller en gammel klassekammerat.

Man kunne måske omvendt hævde, at verden netop er stor, når den slags sker - dét er vist et spørgsmål om indstilling. Ligesom det er et spørgsmål om grundhumør, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt.

I sommerferien sad jeg på en bænk i en by, der ligger 32 kilometer fra Fredericia - i luftlinje. Familien var gået på gloshopping og samlede appetit til at handle lokalt senere, og jeg havde sat mig for - som en gammel mand med paraplystok i hånden - at glo på mennesker. Det elsker jeg. At se på mennesker. Smilende og hoppende børn, forældre med hovedet i mobilen, unge der bruger masser af energi på at se ud som om de ikke bruger energi på at se ud på nogen bestemt måde. Jeg kan få timer til at gå med bare at sidde sådan. Nogle gange falder jeg ligefrem i snak med folk - endda folk, jeg ikke kender.

Det sidste er en "sport", vi vist ikke er så mange, der dyrker længere. Så når vi endelig finder hinanden, er det en fornøjelse. Vi er lette at kende: Vi er dem, der sidder på en bænk eller en caféstol længere end 37 sekunder uden at gå på mobilens facebook.

Nå, men denne eftermiddagsstund i en by 32 kilometer fra Fredericia - i luftlinje - sad jeg altså på en bænk. Ved siden af mig - i behørig coronaafstand men dog indenfor hørevidde - sad et par damer, Jeg gætter på, at det var mor og datter. Den ene i 40'erne, den anden i 60'erne.

De havde gang i en snak, der fik mig til at tænke over det der med halvfyldte og halvtomme glas.

De spiste hver deres is. En gammeldags isvaffel med to kugler.

- Det er da utroligt så meget is, hun kom i, sagde den ene bebrejdende med henvisning til den åbenbart urimeligt gavmilde is-ekspedient.

- Ja, der er jo nærmeste halvanden kugle for hver kugle, sagde den anden med samme bebrejdende tone, hvorefter de smovsede i nogle sekunder.

- Ja, hun kunne da godt have brugt en større vaffel, sagde den første så.

- Ja, det er jo ikke vaflen, de taber penge på, sagde den anden bekræftende.

- Nej, dét er det i hvert fald ikke, sagde den første, mens hun knasede gennem vaflen trods dens øjensynlige discount-kvalitet.

- Nnneej, sagde den anden og gik i stå, mens hun slikkede sig om munden og overvejede, hvad hun nu skulle brokke sig over.

De smovsede løs, og det var tydeligt, at de i høj grad nød isen. Men der kom ikke andet end brok ud af deres mund. Intet andet. Overhovedet.

Da isene var spist, var de to enige om, at nu havde de travlt - det havde nemlig taget alt for lang tid at spise den urimeligt store is. De sagde ikke, hvad de skulle nå, men jeg gætter på, at de skulle hen og sidde på en anden bænk og ærgre sig over solskin og blomster og smil.

Ja, jeg kan godt se hykleriet: Jeg brokker mig over, at folk brokker sig. Det rammer mig lige i femøren som en boomerang. Smock! Men alligevel.

På den 2. side: Jeg glæder mig over, at jeg skal 32 kilometer væk fra Fredericia for at møde kronisk halvtomme glas. For her i Fredericia brokker vi os ikke over småting, der er ligegyldige eller måske ligefrem dejlige. Vel?

Hils din nabo fra ElboBladet!

Annonce
Annonce
Elbobladet

Ivan og den etbenede hane

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Hundeposer holder Bambi væk

Elbobladet

Fællessang med afstand

Elbobladet

Tur til Jelling og Albert i Vejle

Elbobladet

Jung kommer til byen

Elbobladet

Bysbarn viser fotokunst i Trinitatis

Elbobladet

Et liv i broget sammenhæng

Annonce