Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Det er fanme uhyggeligt, du!

Journalist Peter Friis Autzen. Foto: Søren Gylling
Annonce

Ak ja, så kom den: Den første halloween helt uden udklædte rædsler ved døren. Corona holdt dem væk, eller også er nabolagets unger bare blevet for store.

For nogle år siden var jeg vidne til, at fantasien for alvor foldede ud sig ud. En pige i mit nabolag havde tænkt over, at voksne ikke bliver skræmt af hekse og vampyrer. Der skulle mere til.

Hvad er voksne egentlig allermest bange for, tænkte hun og konkluderede: Regninger.

Så hun klædte sig ud som en rudekuvert - med poststempel, rude og det hele. Se, dét er fileme et skræmmende syn foran døren: En regning på størrelse på en tiårig pige. Mamma mia!

Ved mindst én dør foldede pigen sig endnu mere ud: Først ringede hun på som regning. Efter at have taget imod sin første omgang slik vendte hun tilbage og ringede på igen - nu med et påmonteret "rykker"-mærke nedenunder kuvertens rude. Det scorede hun lidt ekstra ved (måske et gebyr?). Kort efter vendte hun tilbage en tredje gang - nu med et "inkasso"-stempel. Og fik endnu et ekstra gebyr i sin slikpose.


Men så skete der noget. Noget, der næsten fik mig til at skride i buskene.


I år kunne en oplagt voksen-skræmmende udklædning være en skumgummibold med påmonterede champignoner fordelt over hele overfladen - som nelliker i en appelsin til jul. Det ville ligne en corona-virus, og den skræmmer virkelig.

Jeg stod klar inde på den 2. side af døren. Men ikke så meget som én eneste rudekuvert, vampyr, virus, heks eller nogetsomhelst kom og ringede på. Øv.

Annonce

Mørke tider på vej

Forleden var jeg ude at køre bil. Det regnede og var mørkt.

Ligesom dig er jeg verdens bedste bilist. Afbalanceret og rolig med både rutine og sikkerhed og overblik og trafikforståelse og respekt for bløde trafikanter og overbærenhed for andre bilisters begrænsede evner - og beskedenhed. Alt sammen presset ind mellem mig og mit rat - hvor der ellers ikke er plads til ret meget.

Men så skete der noget. Noget, der næsten fik mig til at skride i buskene.

Jeg skulle svinge til højre i et t-kryds. Jeg havde tændt for både lygter, blinklys og vinduesvisker. Der var fri bane, og jeg trillede fremad med få kilometer i timen.

Pludselig var han der: En motionist kom løbende fra min højre side. Skjult bag vinduesstolpens blinde vinkel og uden så meget som én eneste refleks på sig.

Jeg blokkede de ellers blokeringsfri bremser og undgik at påkøre motionisten.

Misforstå mig ikke: Det er mit ansvar at orientere mig. Det er mig, der har vigepligt. Det ville have været min skyld, hvis jeg havde påkørt ham. Men hvor ville det være smart med reflekser og lygter. Ikke bare på motionsløbere, men også på hunde, hundeluftere og cyklister.

Alle kan glemme den slags. Men hvis man er på farten hver dag - på vej til skole, rundt med hunden, ude at omdele aviser eller motionere - kan mørket ikke komme bag på en. Og så skal man huske den slags.

Jeg er hunderæd for en dag at påkøre nogen i mørket. Og igen: Det er mit ansvar. Men kære cyklist, hundeejer, motionist, avisbud, fodgænger: Jeg har brug for din hjælp.

Og bare rolig: Regnen vaskede bremsesporet væk. I hvert fald det på asfalten.

Hils din nabo fra ElboBladet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce