Annonce
Elbobladet

På den 2. side: En kramofobs bekendelse til coronaen

Journalist Peter Friis Autzen. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, har en angiveligt klog mand en gang sagt.

Sådan en påstand kan selvfølgelig udfordres. For eksempel når man træder i en hundelort, eller cykelkæden hopper af på vej til eksamen. Men ikke desto mindre: Det er dejligt at have overskudsagtigt blik for det gode i situationer, der ellers primært er træls eller triste.

For eksempel hele corona-forløbet. Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er begejstret for hverken sygdom, dødsfald, ufrivillig isolering, økonomiske udfordringer eller trivselsproblemer. Men på to små områder har jeg faktisk nydt den seneste tid - og det har givet mig lidt dårlig samvittighed. Men dårlig samvittighed skal man jo lægge fra sig som en vinterjakke, der er blevet for varm. Så det gør jeg nu.

For det første har jeg stresset mindre på det sidste. "Fars taxa" har ikke haft travlt som normalt. Jeg har ikke skulle bruge tid på at transportere mig til og fra arbejde, og jeg har kunnet gennemføre internetmøder med beskidte tallerkener stående lige ved siden af webkameraet. Vældig afslappet.

Men - og nu lægger jeg mig for alvor ud med nogen, tror jeg - det bedste ved corona-situationen er, at jeg slipper for kram.

Jeg er vokset op med, at kun kærester og københavnere krammer. Måske også kunstnere - men så heller ikke flere. Jeg er en håndtryks-type, og jeg savner at trykke næven. Men min kramme-trang er forbeholdt de allernærmeste.

Et uønsket kram er nærmest et lille overgreb. Jeg overlever selvfølgelig, men det er ikke sjovt. Sjovt er det til gengæld at studere andre, der - af frygt for at virke kramofobiske - læner sig fremover, mens de begge holder armene tæt ind til kroppen og derfor kun lige strejfer hinandens skuldre i et "kram" med endnu mindre kropskontakt end ved et godt, gammeldags håndtryk.

Du synes måske, at en kramofob som mig i virkeligheden er nærheds-forskrækket. Men nej: Jeg disponerer bare min nærhed med større grundighed end kramomanerne gør. Jeg rutter ikke med min nærhed. Derved bliver den mere ægte og oprigtig, synes jeg. Og jeg er træt af altid at skulle aflure min modparts krammepolitik, når jeg mødes med nogen. Det er da nemmere bare at række næven frem.

Annonce

Udtalt Fredericia

Krammekulturen er en slags kropssproglig dialekt, der har bredt sig. Og som jeg lige har slået fast med bagstræberisk jydementalitets-syvtommersøm, oplever jeg det som noget, der er sevet fra Kjøvenhavn til hovedlandet.

Sådan sker det også med det talte ord. I sidste uge satte ElboBladet gang i debatten om, hvordan Fredericias navn egentlig skal udtales. Der findes nemlig flere forskellige udtale-former. Ingen af dem kan hævde at være den eneste korrekte. Men der er dialektiske spor at følge og sågar også klasseskel at studere.

I denne uge kan du læse om afstemningens resultat. Men husk: Fredericia er et dejligt sted - uanset, hvordan du udtaler det.

Hils din nabo fra ElboBladet, så er du rar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Går du med maske?

Annonce