Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Er du med på en bytter?

Journalist og souschef Marianne Husted. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Fredericia centrum er altid en gåtur værd. Især på en solskinsdag er der altid noget at opdage, når man kigger sig omkring. For eksempel et spir, et flot håndværksmæssig detalje eller et imponerende nybyggeri, som skyder op.

I dagene mellem jul og nytår overlader jeg dog gerne bymidten til de mange, som har travlt med at få byttet de mange julegaver, som andre havde travlt med at købe inden jul.

Jeg besluttede for nogle år siden, at jeg ikke nødvendigvis behøver at være en del af bytteræset. Jeg tænker, at når giverne har lagt kræfter i at finde frem til den rigtige gave til mig, må det være den rigtige gave. Og så pyt med, at Kähler-huse, Kaj Bojesen-dyr og andet står i trængsel i vindueskarme og reoler. Jeg kan jo altid lave skiftende udstillinger, hvis det skulle blive for meget.

Jeg bytter kun, hvis jeg har fået to eller flere eksemplarer af den samme bog - eller en bluse, som er mindst to størrelser for lille.

Og jeg har udstået tiden, hvor mine børn og jeg stod tidligt op den 27. december for at få byttet to af tre ens lego-æsker, eller hvad der nu måtte være kopier af. Siden har forhandlingsivrige børn flere gange vekslet gavekort til diverse butikker med kontanter hos mig, som jo altid kan bruge bruge en ny bøtte ansigtscreme, eller hvad det hjemlige bytteri nu måtte indebære.

I år er alle gaver faldet i særdeles god jord. Den bedste var uden tvivl en årskalender med billeder af barnebarnet Sylvester fra sit første leveår. Den har allerede fået hæderspladsen over spisepladsen i køkkenet. Et videoklip af samme lille dreng, der begiver sig ud på sin første længere tur på usikre ben, blev også set igen og igen - og vist til hele familien af den nærmest pinlige farmor.

Det har måske noget med alder at gøre, men for mig er det en stor gave at kunne mødes med familie på tværs af generationer. Spille sjove spil, spise alt for meget god mad, grine sammen, drille hinanden - alt i mens, jeg undrer mig over, at de små niecer og nevøer så hurtigt er blevet voksne, som ankommer til julefrokosten med kærester, tager for sig af akvavitten og gerne kaster sig ud i en godmodig diskussion.

Familietraditionerne omkring jul og nytår ville jeg ikke bytte for noget i verden.

Og jeg glæder mig til som et lille barn over, at vi har besluttet os for et årligt familietræf i maj, hvor alle mødes til en weekend med leg, dejlig mad og samvær. Det vil vi nemlig samle på i 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Baby-salmesang i Trinitatis Kirke

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Din vin kan være sminket med kemi

Elbobladet

Giv haven et eksotisk pift

Elbobladet

Opel sætter strøm til Vivaro

Annonce