Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Hverdagen er, hvad man gør den til

Journalist Peter Friis Autzen. Foto: Søren Gylling
Annonce

Forleden var jeg på vej til arbejde en tidlig morgen. Duggen var ikke lettet endnu, og i vejret kunne man fornemme, at sommeren klamrede sig til sine sidste solstråler.

Dug er dejligt. Ikke på indersiden af bilruden, men på træer og buske. Og mest af alt: På spindelvæv. Fascinerende små konstruktioner, lynhurtigt opført, stærke og elastiske og geometrisk smukke at se på - især de klassiske, næsten runde skydeskiveformede spindelvæv.

Denne morgen faldt min opmærksomhed på nogle buske med tætte grønne grene. I morgenduggen kunne jeg se, at der var adskillige små spindevæv spredt ud over buskene, som stod langs et fortov. Måske hundrede.

Synet mindede mig om englehår eller fehår på et juletræ.

Min farmor og farfar pyntede deres juletræ med fehår. Hjemme hos mig pyntede vi med guirlander - og de var da også fine nok, men de små, elegante totter af fehår, som min farmor og farfar nænsomt fordelte over deres juletræ, lignede noget, der var faldet ned fra himlen. Næsten vægtløse som snefnug en frostklar julenat. Som vidnede om ro - for hvordan skulle de uden ro kunne dale så fint ned?

Jeg kan ikke tænke på min farmor og farfar - eller min mormor og morfar - uden at blive lidt varm om hjertet. Og varme i hjertet skal man tage imod, når man er på vej til arbejde tidligt om morgenen og endnu ikke har fået dagens første kop kaffe.

Så jeg lod tankerne flyve afsted sammen med spindelvæv og fehår.

Annonce

Spis rundt om hullet

Min farmor bagte julesmåkager med sukker, smør og kærlighed i mængder, der ville få enhver kostrådgiver til at konfiskere dem - og så spise dem selv. Hendes vaniljekranse var de bedste i verden.

Men så fik jeg en sviger-bedstemor, som også var hjemmebagemester. Hun mestrede at bage til hele familien, så et logistisk hvem-tager-kagedåser-med-til-hvem-net på tværs af landsdele altid skulle planlægges - og hvert år blev det gennemført med behørig respekt for transporternes vigtighed. Omveje på over hundrede kilometer blev kørt for en stor dåse småkager.

Også sviger-bedstemor kunne noget med vaniljekranse. De var en anden model end min farmors. Mere grove i det - og med en duft så god, at de burde monteres fast under næsen på enhver facebookbrokrøv, så vedkommende ville smile saligt i stedet for at taste surt.

Jeg lurede i årevis på at arrangere en bagedyst mellem de to bedstemødre. Den skulle selvfølgelig ende uafgjort - men også med min tykke mave fuld af småkager. Årgh, det kunne være godt.

Jeg nåede aldrig at arrangere min drømme-bagedyst. Det ærgrer jeg mig over. På den 2. side ved jeg slet ikke, om de to mesterbagere ville være interesseret i at deltage. Men jeg kan næsten smage det, bare jeg tænker på det. Friskbagte, lune, velduftende vaniljekranse. Ad libitum.


Jeg nåede aldrig at arrangere min drømme-bagedyst. Det ærgrer jeg mig over. På den 2. side ved jeg slet ikke, om de to mesterbagere ville være interesseret i at deltage. Men jeg kan næsten smage det, bare jeg tænker på det. Friskbagte, lune, velduftende vaniljekranse. Ad libitum.


Pludselig er jeg fremme ved redaktionen og triller bilen i en parkeringsbås. Hverdagen presser sig på. Men også hverdagen er et godt sted, når den er fuld af fehår og duft af vaniljekranse.

Hverdagen er, hvad man gør den til. Eller hvad edderkopper, dagdrømme og morgendug gør den til.

Hils din nabo fra ElboBladet, så er du rar!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

BMW elbil med 500 hk

Elbobladet

MX-30 scorer fem stjerner

Elbobladet

Fransk vintage jul

Elbobladet

Vælg te som du vælger din vin

Elbobladet

Kongehuset - fortid eller fremtid?

Annonce