Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Hvor tætte er vi egentlig?

Journalist Peter Friis Autzen. Foto: Søren Gylling
Annonce

ElboBladet og Fredericia Dagblad har redaktionslokaler midt i byen. På anden sal og med vinduer ud mod Danmarksgade og Prinsessegade.

På den 2. side af lokalerne er der en bagdør, hvor redaktionens rygere kan gå ud og trække lidt røg. Når solen står på, er det også et godt sted at nyde en kop kaffe og måske en klapsammener med leverpostej.

Forleden sad jeg på trappens øverste trin og skuede ud over Jyllands hovedstad. Med sol i ansigtet og en vind, der ikke var helt efterårskold, kunne jeg i nogle minutter kunne bilde mig selv ind, at jeg ikke frøs.

Jeg nød lidt frisk lyd i ørerne, og jeg tænkte på en snak, jeg havde med en mand tidligere på ugen. Vi talte om avisen - noget, jeg vist næsten ikke kan lade være med.

Jeg mener, at en by er meget mere end en samling huse. Vi, der deler by, har noget med hinanden. Noget, vi er sammen om. Vi behøver ikke at kende hinanden hver og én, men vi kender til hinanden. Vi ikke bare bor her: Vi hører til her.

Det sidste - det med at høre til - er stærke sager. Men det er ikke så moderne. Jeg kan i hvert fald mærke på min generation af sidstevers-unge, at der ikke har været ret meget anseelse i at slå rødder og høre til. I stedet har der været prestige i at være rodløs og demonstrere, at man kan realisere sig selv hvor som helst. Det har været finere at have udsyn mod verden end mod haven.

Måske har vi taget fejl af begreberne og bildt hinanden ind, at rodløshed er en nødvendighed for at kunne gribe dagen. I hvert fald er det min fornemmelse - og det er kun en fornemmelse, det ved jeg godt - at det ikke længere er så almindeligt at føle, at man hører til et sted eller en by.

Men nu har jeg boet så længe i Fredericia, at jeg ikke bare bor her. Jeg hører til her. Mine rødder holder mig ikke bare fast - de giver mig noget.

Annonce

Nyt syn fra en ny vinkel

Manden, jeg talte med, syntes, at jeg var træls at høre på. Han mente slet ikke, at vi der deler by, er så tætte. Og han kunne overhovedet ikke mærke det fællesskab, jeg ævlede om.

Han er en rar mand, og jeg kan godt lide ham. Men tanken strejfede mig, at han måske var fællesskabs-blind. Hvordan kan man være det, når vi uge efter uge i ElboBladet skriver om fællesskabet og alle dets mange mennesker? Jeg forstod det ikke.


I min generation af sidstevers-unge har der ikke været ret meget anseelse i at slå rødder og høre til.


Nå, nu sad jeg så i solen og fik øje på to gavle. To baggårds-gavle, der lå utrolig tæt. Jeg kunne kun lige akkurat se ind imellem dem. Måske var der kun en halv meter fra den ene bygning over til den anden. Og jeg så det som et billede på, at - jo, gu er vi tætte her i Fredericia!

En time senere går jeg ned ad gaden og ser de to samme gavle - men nu fra en anden vinkel. De ligger slet ikke tæt, men derimod forskudt af hinanden - med en hel baggård imellem. Den nærhed, jeg så fra redaktionens bagdør, er der slet ikke.

Har jeg mon taget fejl? Er vi i Fredericia og omegn slet ikke så tætte, som jeg troede? Hvis ikke - så må vi gøre noget ved det.

Jeg ved godt, at jeg siger og skriver det tit, men denne gang skal du love mig at gøre det:

Hils din nabo fra ElboBladet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Frokostjazz i Tøjhuset

Elbobladet

Peugeot 208 ser ud til at holde hjem

Elbobladet

Se fotos: Axeltorv er klar til jul

Annonce