Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Kære Fredericia, jeg elsker dig - med dine fejl og hele moletjavsen

Journalist Peter Friis Autzen. Foto: Søren Gylling
Annonce

Kære Fredericia.

I mange år var mit nytårsforsæt, at jeg ikke ville love noget. Men sidste år faldt jeg til patten og kom med en nytårsforsæt, som jeg mente mig sikker på at kunne holde. For man skal jo ikke love noget, man ikke kan holde - så bliver folk bare sure. Og man skal da slet ikke love sig selv noget, man ikke kan holde - for det er bare sølle.

Mit første nytårsforsæt i mange år blev for et år siden fremsat her i på den 2. side. Jeg lovede, at jeg i 2020 ville elske dig endnu mere, end jeg har gjort før. Og det siger ikke så lidt, faktisk.

Og jeg har holdt det. For kære Fredericia: Du og din omegn er simpelthen det skønneste sted. Du er smuk og dejlig og fuld af konstruktive mennesker, der griber muligheder og hjælper hinanden til både smil og fremgang. De ukonstruktive huserer mere i kommentartråde end ude i den virkelige verden, hvor du og dit fællesskab hver uge gør sig fortjent til at blive kaldt Jyllands hovedstad. Jeg elsker dig, Fredericia.


En god by trækker gode mennesker til. Gode mennesker skaber en god by. En by er dens mennesker.


Som alle andre, man elsker, har også du dårlige dage og detaljer, der trækker ned. Fejl, dumheder, fjolser, selvhøjtidelige klummeskribenter, forsinkede ugeaviser, regnvejr, lange sagsbehandlingstider, uenighed, bristede drømme og selvhøjtidelige klummeskribenter, der gentager sig selv. For bare at nævne nogle af dine brister. Og selvhøjtidelige klummeskribenter.

Men jeg kan godt elske trods fejl. Det fejlfri er faktisk svært at holde af i længden. Har jeg hørt.

Annonce

Jeg savner dig

Den man elsker, savner man. Og i år har jeg savnet dig, Fredericia.

Det her sygdoms-og restriktions-ræs har gjort, at du og jeg ikke har mødtes så ofte, som jeg gerne ville. Men når jeg endelig møder dig, er det altså bare dejligt.

Forleden gik jeg en tur i midtbyen. Det regnede, og dagen var grå, indtil én fredericianer løftede stemningen: En far kom gående med to små børn. En dreng og en pige. Pigen soppede i gågade-renden, der var fugtig af regnvand. Og hun sang af karsken bælg. Hun havde formentlig aldrig hørt om Thomas Blachman og hans fejlrytteri: Hendes sang var bare livsglæde, der boblede over.

Hun sang mange sange - på én gang. En stump af den ene og en stump af den anden. Lidt julesang og lidt andet. Hun sang ikke for at blive hørt, men for at mærke sig selv.

Alle omkring hende smilede, og det slog mig, at en god by trækker gode mennesker til. Og at gode mennesker skaber en god by. En by er dens mennesker.

Jeg gik smilende tilbage til redaktionen og tænkte over, hvordan jeg kunne bruge denne skønne oplevelse til noget. Og det slog mig, at klummen her giver plads til næsten hvad som helst. Vupti!

Kære Fredericia: Jeg har savnet dig i 2020. Jeg elsker dig og glæder mig til at ses næste år. Til at kramme dig - og jeg er ellers kramofob - og tage dig helt ind. Jeg vil give dig et rap over fingrene og stikke dig med min skarpe pen, når du giver mig anledning til det. Men jeg vil elske dig. Måske endda endnu mere end det forgangne år, som også var mere end normalt.

Hils din nabo og ønsk ham godt nytår fra ElboBladet. Så bliver han glad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Skarp pris på Sorento plug-in

Elbobladet

Præstens klumme: Kan den byttes?

Elbobladet

Ugens hund: Rosa jager æbler

Elbobladet

Naturen lige nu: Uglekasser skal op

Annonce