Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Vi spørger da bare lige Onkel Gugel

Journalist Peter Friis Autzen. Foto: Søren Gylling
Moderne tider har gjort det svært at dyrke synkron-grubling.

For tiden sker det jo ikke, men kender du fornemmelsen af være til familiesammenkomst og blive placeret ved siden af Tante Bent, der altid ødelægger den gode stemning, hvis snakken så meget som strejfer en af hans kæpheste?

Enhver regelmæssig læser her på den 2. side ved, at jeg umuligt han have noget imod kæpheste - jeg har jo selv en hel stald med dem. Men hvor mine egne kæpheste er smukke arabere, er andres altid uelegante muldyr.

Så når jeg under hyggesnak hen over sildemad og påskebryg er kommet til at bevæge mig ind imellem Tante Bents kæpheste - og opdager det alt, alt for sent - får jeg brug for alle mine smalltalk-evner.


Den slags kan jeg godt savne: Synkron-grublen.


Mere eller mindre elegant afsporer jeg samtalen, så hele selskabet undgår, at Tante Bent pludselig eksploderer i hyggesmadrende udbrud om overdrevent politisk korrekte ispindenavne, valgfusk og den store løgn om månelandingerne.

- Hvad var det nu, han hed, ham der der var med i Bigbrother og siden blev popsanger? Ham med pandehåret? Han slog en stribe hitliste-rekorder, men hvad pokker hed han? Jeg har det lige på tungen, siger jeg.

Vupti! Med et trylleslag er vi laaangt væk fra Tante Bents sovende kæphest.

- Mener du ham der, der sang danske udgaver af svenske pophits? Åhja, hvad hed han?!

Sådan! Tante Bents kæphest var tæt ved at vågne, men står nu slumrende i sin fold. Og alle er glade. Selv Tante Bent.

Men dén går ikke længere. For nu om stunder sidder Onkel Gugel med til bords. Straks tager sidemanden sin mobil frem, taster lidt ind og svarer efter få sekunder: Christian!

- Nåååja, siger alle og er derefter stille længe nok til, at kæphesten vågner, vrinsker og sætter i fuld gallop.

I dén situation kunne jeg godt undvære Google.

Annonce

At gruble sammen

En gang i 1990 sad jeg i en bus ved siden af en gymnasieveninde. Vi lyttede begge til hendes walkman (til de yngre læsere: Spørg Onkel Gugel!), som var fancy og kunne udstyres med to sæt hovedtelefoner.

Musikken, som jeg havde indspillet på et kassettebånd (til de yngre læsere: Spørg Onkel Gugel!) - et blandet mix, som blandt andet bød på nummeret "The Rumour" med Olivia Newton-John (til de yngre læsere: Spørg Onkel Gugel!).

- Nøj, hvor kan man bare høre, at den sang er skrevet af ham dér, hvad er det nu, at han hedder?!

Vi vidste lige præcis, hvem vi tænkte på, men kunne ikke komme i tanke om navnet. Vi aftalte, at "det er også lige meget", velvidende, at man ikke kan lade den slags ligge.

En lille time senere ser vi pludselig på hinanden og udbryder i kor: Elton John!

Nu om stunder ville Onkel Gugel havde ødelagt den lille times synkron-grublen, hun og jeg havde sammen. Den slags kan jeg godt savne: Synkron-grublen.

Nå, men hvis du har brug for at genfinde gamle artikler fra avisen her, kan du søge på ElboBladet.dk. Eller spørge Onkel Gugel.

Hils din nabo fra ElboBladet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce