Annonce
Elbobladet

På trods af coronalukning: Røde Kors-butik sender pengebeløb til udsatte børns sommerlejr

Røde Kors' genbrugsbutik i Fredericia har netop doneret 30.000 kroner til, at lokale udsatte børn kan komme på sommerlejr. Arkivfoto: Mads Hansen
Butikken var lukket ned under coronakrisen og mistede flere hundredetusinde kroner i omsætning.
Annonce

Fredericia: Hvert år donerer Røde Kors-butikken på Fuglsang Allé penge til udsatte børn og unges sommerlejr. Pengene går direkte til at støtte lokalt.

De senere år har Røde Kors Fredericia støttet med 30.000 kroner. Det gør man også i år, oplyser formand for Røde Kors Fredericia Jeppe Nielsen.

- Pengene kommer fra salg i butikken. Vi giver 30.000 kroner til børnenes sommerlejr og 30.000 kroner til de voksnes sommerlejr. I år ved vi, at sommerlejr til børn bliver til noget, men det er endnu ikke afgjort, om lejren for de voksne bliver til noget. De skulle have været i Sverige i år, men det kan de jo ikke på grund af corona, fortæller Jeppe Nielsen.

Torden og lyn gav problemer

Under weekendens uvejr blev Røde Kors' genbrugsbutik ramt, hvilket giver udfordringer i disse dage.

Internettet er gået ned, så derfor virker dankortterminalen ikke, og butikkens kunder kan derfor kun betale med kontanter eller Mobilepay i øjeblikket.

Der arbejdes på at få forbindelsen til at virke igen snarest.

Pengene kommer fra overskud i genbrugsbutikken, men ved udgangen af i år bliver beløbet sandsynligvis mindre, da coronakrisen lukkede genbrugsbutikken ned fra 12. marts til 4. maj.

Annonce

Flere frivillige

Derfor var glæden også stor hos de frivillige, da butikken kunne åbne igen. Kunderne tog også godt imod.

- Vi har faktisk haft et rigtig pænt salg. Vi har sprit og handsker i butikken, og det har kunderne taget godt imod. Men nu kan vi godt mærke, der bliver slækket lidt på det, og så må vi råbe af dem, konstaterer Jeppe Nielsen.

Han vurderer, at Røde Kors-butikken har mistet omkring en halv million kroner i tabt omsætning på nedlukningen og forventer ikke at kunne indhente det tabte i løbet af året.

- Det er mange penge, hjælpearbejdet kommer til at gå glip af, konstaterer han.

Under nedlukningen har fem af de frivillige inklusiv Jeppe Nielsen brugt noget af tiden på at sætte butikken i stand og indrette den. Genbrugsbutikken har nu 80 frivillige.

- Vi har faktisk fået nogle flere her efter corona, men vi kan selvfølgelig altid bruge flere, siger Jeppe Nielsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Går du med maske?

Annonce