Fredericia: - I'm gonna let him in. Fredericianske Sacha Jørgensens jazzede stemme gentager de samme linjer igen og igen, for hun arbejder på en ny sang i 'øveren' sammen med tre andre teenagepiger.
De fire piger er blandt de 17 teenagepiger, der er indkvarteret i Ungdommens Hus i hele efterårsferien, hvor de deltager i årets Pop-Pilot, der afvikles i samarbejde med Dansk Rock Samråd (ROSA). Pop-Pilot er en musiklejr for teenagepiger, som skal styrke pigernes tro på egne kreative og musiske evner. Pigerne bliver inddelt i bands og skal, i løbet af den uge musiklejren varer, komponere deres egne sange og øve, så de sidder lige i skabet.
Siden 2012 har ROSA afholdt lejre flere steder i landet. De sidste fem år har den ene af de tre lejre været i Ungdommens Hus i Fredericia, som sørger for instrumenter, kost, logi og undervisning af kvindelige musikere. I år er det elektronisk komponist og lydkunstner Sofie Birch, trommeslager Sarah Ziebe, den aarhusianske sangerinde Gurli Octavia og den dansk-tyrkiske sangerinde Luna Ersahin, der er instruktører på musiklejren.
Hjerte banker for musik
16-årige Sacha Jørgensen er en af de tre musikinteresserede unge fra Fredericia, der deltager i årets Pop-Pilot. Og det er anden gang, Sacha er med på musiklejren i Fredericia.
- Jeg kommer for at lære at spille forskellige instrumenter, at stå på en scene - og for at lære at skrive musik, siger det unge talent, der til daglig går på Ollerup Efterskole, hvor omdrejningspunktet er sang og musik.
Sacha Jørgensen har altid sunget - i hvert fald lige så længe hun kan huske. Hun har spillet guitar i halvandet år, og efter sommerferien er hun begyndt at spille bas. At Sachas hjerte banker hårdt for musikken, er der ingen tvivl om. Hendes øjne lyser op, og stemmen bliver passioneret, når hun taler om sin musiske fortid, nutid og fremtid.
- Første Pop-Pilot gjorde mig mere interesseret i musikbranchen. Jeg vil virkelig gerne være musiker. Skrive tekster til andre. Arbejde med unge mennesker. Og det kunne være så fedt at være jazzsangerinde, siger Sacha Jørgensen, som sidder sammen med den 15-årige fredericianske Pop-Pilot, Mia Nørgaard, der skyder ind:
- Mmmm ja, du er også virkelig god til jazz.
Venskaberne trækker
Selvom Pop-Pilot er et projekt, der har til formål at få flere unge piger til at blive noget ved musikken, så er det ikke alle Pop-Piloterne, der drømmer om en karriere i musikbranchen. En af dem er 15-årige Mia Nørgaard, som er på musiklejr for fjerde år i træk. Ligesom Sacha Jørgensen har Mia også sunget, ligeså længe hun kan huske. Og siden første musiklejr har hun spillet ukulele. Det var en af de andre Pop-Piloter, der fik hende i gang med det instrument.
- Jeg kan rigtig godt lide at spille og synge i min fritid, men jeg har faktisk ikke lyst til at være noget med musik. Jeg vil gerne læse medicin, siger Mia Nørgaard, der er med på lejren på grund af fællesskabet.
Flere af pigerne på årets Pop-Pilot er ligesom Mia gengangere fra tidligere år. Som noget nyt er musiklejren i Fredericia for 15 til 19-årige - alderskravet er hævet, så deltagere over 16 år kan være med. De to andre musiklejre i Thisted og på Amager er for 13-16-årige.
Når Mia Nørgaard er i 'øveren' sammen med sit Pop-Pilot band, arbejder hun blandt andre sammen med Emma Bach Andersen fra Aabenraa og Karoline Mousing fra Randers, der været Pop-Pilot i Fredericia et par gange tidligere. Karoline udgav tidligere på året sin første single under kunstnernavnet Moura.
Traditionen tro slutter lejren med en koncert, hvor pigerne fremfører deres sange, inden de rejser hver til sit. Og siger på gensyn til de venner, de har fået.