Annonce
Elbobladet

Præsteklumme: Hue hej – hvor det gik!

Eva Jerg er sognepræst ved Christianskirken i Fredericia. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

”Hvordan kan det være, at din studenterhue slet ikke er hærget? Og hvorfor har den ikke et kors på?” Sådan er jeg adskillige gange blevet spurgt denne sommer, hvor mine piger sprang ud som studenter, og hvor huset selvklart har stået i festtegn i dagevis. Jeg havde fundet min studenterhue frem, med de strengeste ordrer fra pigerne om ikke at iføre mig den offentligt. Hvilket jeg naturligvis brød så ofte, jeg kunne komme afsted med det.

Pigernes første bud på, hvorfor min hue var så hvid – og kun gulnet af tidens tand – var naturligvis, at jeg var kedelig allerede dengang i 1987. Det skal jeg ikke udelukke. Men dengang i 80’erne festede vi simpelthen ikke nær så mange dage og nætter, som de gør nu. Den i år meget hypede studenterkørsel var slet ikke opfundet dér i fiskerbyen Esbjerg. Jeg tror faktisk, vi cyklede rundt til hinanden. Hele rækken af hak og klip og bid, de unge i dag får i huen, kendte vi ikke til. Så vi følte os ikke engang kedelige.

Den virkelige forklaring på den hvide hue er, at jeg blot et par dage efter dimissionen skulle på ferie. Fra ferien skulle en veninde og jeg videre med tog og støde til vores gymnasiekor. For vi skulle på koncertturne i det, der dengang hed Jugoslavien. Hvis jeg havde været min mor, havde jeg ikke fået lov. Men man kan ikke få nej med tilbagevirkende kraft. Det var helt skørt. Vi havde togbilletten. Pladsbillet til nattoget. Forplejning og godt humør.

Da natten falder på i vores kupé, faldt den kvindelige part af ægteparret over for os i søvn. Jo dybere hun sov, des mere nærgående blev ægtemanden over for os to studiner. Så veninden og jeg holdt os vågne hele natten. Næste morgen er vi ved endestationen, som overraskende nok viste sig IKKE at være i Jugoslavien, men i Italien. Dér stod vi: Udmattede af at våge, sultne, uden mobiltelefon (for den var ikke opfundet endnu), uden valuta (for visakortet var heller ikke hver mands eje dengang) – og uden at ane, hvordan vi kom frem. Så det kan godt ske, at huen stadig var hvid, men vi var et par sindsoprivende oplevelser rigere, der nok i dag ville have udløst endda et par hakker i huen. Vi kom uskadte frem. Hvordan husker jeg knap. Men jeg husker et æble, et behjertet menneske rakte mig dér på den italienske togstation.

Eva Jergs studenterhue. Privatfoto

Det er min hue på billedet. Uden kors på kokarden. For mange år senere så en nyslået, men ulykkelig student min hue. Hun havde før dimissionen mistet sit kors på huen, og så lånte hun mit. Jeg fik det aldrig tilbage. Man kan godt låne tro af hinanden. Og tænk: Jeg tror, det var det, vi gjorde: Vi to veninder, en nat på vej igennem Europa: Lånte hinanden tro på, at det nok skulle gå. At vi nok skulle komme sikkert frem.

Det er godt, vi ikke altid ved, hvilke stationer der venter os på livets rejse. For så er det ikke sikkert, vi turde begive os afsted. ”Frygt ikke”, siger Jesus flere steder. Det betyder ikke, at vi skal være dumdristige, men at vi må leve i tillid og med håb. Det betyder også, at når vi – af den ene eller den anden grund – ikke selv kan tro, så låner Jesus os sin tro.


For mange år senere så en nyslået, men ulykkelig student min hue. Hun havde før dimissionen mistet sit kors på huen, og så lånte hun mit. Jeg fik det aldrig tilbage. Man kan godt låne tro af hinanden.


Så: Al mulig held og lykke på rejsen ud i fremtiden til studenterne, uanset huefarve og hærgningsgrad.

Og al mulig rejselyst på livets rejse ønskes alle vi andre. Vi skal nok komme frem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Baby-salmesang i Trinitatis Kirke

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Din vin kan være sminket med kemi

Elbobladet

Opel sætter strøm til Vivaro

Elbobladet

Giv haven et eksotisk pift

Annonce