Det er ud af kærligheden, vi beder – netop fordi vi har noget værdifuldt, som vi er bange for at miste. Og det er på grund af kærligheden, vi beder – for at takke for, at der er noget, der er større end os.
Som udgangspunkt siger mange af de mennesker, jeg taler med, at de ikke beder bønner – at de aldrig rigtig har gjort det. På trods af, at bøn ikke er en naturlig del af os i dag, tyder det på, at vi tyer til den, når vi bliver konfronteret med afmagt, sorg, tab, lidelse, fortvivlelse, angst og meget andet af det, der ganske enkelt gør os menneskelige. Samtidig kan det være vanskeligt, fordi vi er opdraget med, at vi har al potentiale inden i os, og hvis vi leder længe nok, skal vi nok finde både styrke og kræfter frem.
Vi vender os altså stadig indad. Der er intet galt i at tro på sig selv – og det er let nok, så længe der er medvind, men når vi møder modstand – som når vi for eksempel bliver skilt, deprimeret, fyret, syge eller bange – når vores eksistentielle grundlag vakler, støder vi samtidig på erkendelsen af begrænsning.
Det er i disse begrænsninger, der sommetider opstår en mulighed for at vende sig væk fra troen på, at du som menneske kan alt – til bønnen om, at vi ikke skal alt. I bønnen vender vi os udad i håb om, at der er én, der hører, hvad vi siger. I tillid til, at der er en mulighed – på trods. Andre mennesker evner måske ikke altid at høre, hvad der virkelig ligger os på hjerte. Derfor har vi behov for at vende os mod noget større, nemlig Gud, fordi han ubegrænset kan rumme alt dét, vi mennesker ikke kan.
Bønnen behøver hverken være perfekt eller specielt konkret, og når vi ikke ved, hvad vi skal bede om, kan vi blot bede Fadervor. Den siger det hele. For vi skal ikke bede for Guds skyld. Han ved på forhånd, hvad vi vil bede om – det eneste sted, vi ikke kan lyve, er nemlig i bønnen.
Bønnen behøver hverken være perfekt eller specielt konkret, og når vi ikke ved, hvad vi skal bede om, kan vi blot bede Fadervor. Den siger det hele.
Men vi skal bede for vores egen skyld, og det er måske netop dét, der er så svært for os. Svært, fordi vi i bønnen gør os gennemsigtige og dermed også blotter alle vores fejl, som vi er så optaget af at skjule. Skjule, fordi vi tror, at andre ikke kan tåle dem eller elske os – på trods af dem. Hvilket måske også er tilfældet indimellem – vi er i sidste ende bare mennesker, og vores dom kan være hård. Det ved vi. Når vi vender os mod Gud, er det i håbet om, at han kan tåle at se, hvad der ligger i vores dybeste indre.
Overgivelsen er ikke let, fordi den forudsætter – ja, kræver – at vi tør give slip på den kontrol, vi er så vant til at have som moderne mennesker. For hvad sker der, hvis vi giver slip? Så risikerer vi at falde. Og hvis vi kun har os selv at falde tilbage på, ser det sort ud. Især hvis vores fundament er skrøbeligt eller ligefrem gået i stykker – og den fortælling, vi så har lavet om os selv, ikke holder. Lige nøjagtig dér har vi brug for at være en del af en større fortælling.