Annonce
Dette er en klumme. Den udtrykker skribentens holdning.
Elbobladet

Præstens klumme: Det kan være svært at sige farvel

Susanne Charlotte Knudstorp har skrevet denne uges præsteklumme. Foto: Lyng Kirke

Jeg havde forrettet en bisættelse i Lyng kirke. Kisten var blevet båret ud til rustvognen. De pårørende havde lagt en blomst hver på kisten. Rustvognen var kørt bort, imens klokkerne ringede.

Jeg havde sagt farvel til de pårørende og var på vej ind i kirken igen, da en kvinde tog fat i mig. Jeg genkendte hende og spurgte ind til hende. Da fortæller hun mig, at det er første gang, hun er i Lyng kirke efter et meget ulykkeligt dødsfald i hendes familie for 10 år siden. Og at det er meget svært for hende. Hun har vægret sig imod at komme ind i Lyng kirke. Kan ikke. Ser kisten med hendes kære for sig.

Jeg forstår ikke. Kan simpelthen ikke forstå, hvad hun mener. Men kan se, at hun virkelig er berørt. Det er voldsomt for hende.

Annonce


Hvis dette var en enlig svale, så havde jeg nok lagt det bag mig. Men jeg er blevet konfronteret med dette flere gange. Mennesker, som nægter at komme ind i Lyng kirke, fordi de har måttet tage et frygteligt farvel fra dette rum.

Hvis dette var en enlig svale, så havde jeg nok lagt det bag mig. Men jeg er blevet konfronteret med dette flere gange. Mennesker, som nægter at komme ind i Lyng kirke, fordi de har måttet tage et frygteligt farvel fra dette rum.

Citat fra tekst

Jeg har måttet forrette tjenester i andre kirker på grund af dette. Det er altså ikke det at komme i kirker, der er problemet. Problemet er den kirke, hvorfra en grim afsked har fundet sted. Men det er jo uholdbart i længden!


Jeg tænker meget over det. Jeg har en god ven, som er meget aktiv i en kirke i Vejle. Da jeg vendte situationen med hende, fortalte hun mig, at hun selv aldrig kunne drømme om at gå ind i den kirke, hvor hendes alt for tidligt afdøde mand blev bisat fra. Så hun har det på samme vis.

Jeg har selvfølgelig stillet mig selv det spørgsmål, hvorfor jeg ikke kan forstå deres følelser? Måske er en af grundene, at jeg kommer fra en lille landsby, hvor landsbykirken var den kirke, vi brugte. Til alt!

Når de små børn skulle døbes. Når vi kom op i kirken og knælede ned ved alteret for at blive konfirmeret. At vi selvfølgelig gik i kirken og blev gift. Og det var fra kirken, vi bar vore kære døde ud - ud til enten rustvognen eller ud på kirkegården til graven.

Det var vores kirke, og selvom der kilometermæssigt ikke er så langt til nabokirken, var det mentalt helt umuligt.


Kirken kunne rumme og favne os alle. Jeg har altid set min hjemkirke som det sted, der husker. Vi huskes – af Gud. Og det er det, kirkerne over hele landet tydeligt vidner om. Vi huskes.

Se på indretningen i Lyng kirke. Vi huskes. Og træet står midt i rummet og spænder sine grene ud over os. Det står som stamtræet og vidner om dem, der er gået forud for os. Og dem, der vil komme efter. Vi huskes!

Og alterskranken åbner sig ud til begge sider. Vi går til alters med alle kristne ud over hele verden, og vi går til alters med dem, der ligger på kirkegårdene. Vi huskes. Af Gud. Og det fortælles os hver gang, vi kommer ind i et kirkerum. Men sådan er det ikke for alle.


Jeg har også gjort mig andre tanker. Kan det spille ind, at man ikke kan komme ind i det rum, hvor man måske mistede sin barnetro? Når vi tvinges til at tage afsked med et elsket menneske alt for tidligt, så virker det uretfærdige

Meningsløst, og måske kan vi ikke holde fast i den barnetro, som gav os en tryghed og bar os igennem mange ting, men nu ikke slår til?

Tro er ikke bare noget, vi gør. Troen lever i og med vort liv. Alt hvad vi oplever og måden, hvorpå vi forholder os til vor omgivelser, er ud af tro. Troen kan bære os igennem det sværeste, men troen kan også svigte, så tvivl og især fortvivlelse kan tage over og få os til at stå afmægtige tilbage. Den afmagt er så ødelæggende.


Måske er det det, der sker? At denne afmagt placeres i et bestemt rum, som man så undgår at komme ind i. Måske er det en måde at prøve at undgå at blive konfronteret med afmagten?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at afmagten kommer i vort liv, igen og igen. Og vi er alle nødt til at prøve at komme overens med den på hver vores måde.

Min afmagt prøver jeg at lægge i Guds hånd. Og jeg tror, at dér ligger den godt. Men jeg ved, at jeg kan blive udfordret, og jeg ved, at jeg aldrig kan sige, at jeg aldrig kan miste min tro. Men jeg håber, at jeg aldrig holder op med at se Guds levende kærlighedserklæringer til sine skabninger i det liv, jeg har fået.

Annonce
Elbobladet

Voldmester taler til cafémøde

Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Det var Eva, der sagde, jeg sku'!

Annonce
Elbobladet

Landsdækkende kæde kommer til Fredericia: - Det er et godt område for os

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Brandmand landede jobbet, han havde drømt om i 16 år: - Jeg bliver helt tændt af holdånden

Elbobladet

William Morris i ord og billeder

Elbobladet

Fredericia bliver et nyt, grønt åndehul rigere - og du er inviteret

Elbobladet

Fredericias nye store gospelkor giver sommerkoncert

Elbobladet

Rigtig cirkus i Fredericia for første gang i tre år

Elbobladet

Sølvmedalje til Klara og Marco

Elbobladet

Præstens klumme: Guds rige er som et sennepsfrø

Annonce