Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Fortælling for børn om dåb og corona

Tina Iversen har skrevet denne uges præsteklumme. Privatfoto

Nogle gange, når man er i et gammelt hus, kan der være en helt særlig stemning. Næsten som om man kan mærke de mennesker, der har boet i huset før. Kirkerne i Fredericia er også gamle huse. Og der har været rigtigt mange mennesker dér i tidens løb. Tænk, hvis kirkernes vægge kunne tale! Fortælle om de mennesker, der bare kom i kirken, fordi de syntes, det var sådan et dejligt og fredeligt sted at være. Her kunne de komme og sidde på bænkene. Ja, det kan man faktisk stadig den dag i dag.

Og det var der engang to børn, der gjorde. Gik ind i kirken og satte sig. Johanne og Jens var bedste venner. Det var midt på eftermiddagen, og de skulle egentlig hjem. Men da de gik forbi kirken, så den så flot ud, og de kunne se, at der var tændt lys, og så fik de lyst til at gå ind og kigge.

Det gjorde de så. De listede lige så forsigtigt ind og gik op og satte sig på den forreste bænk. Og nu sad de lige så stille og kiggede sig omkring i kirken.

”Hvad siger du?” sagde de til hinanden på samme tid, for de syntes begge to, at de havde hørt en stemme.

”Jeg sagde ikke noget!” sagde Johanne.

”Det var ikke mig,” sagde Jens. De så begge to lidt forvirrede ud og kiggede ned mod døren for at se, om der var kommet andre ind i kirken… De var ikke forskrækkede, for det var en venlig stemme.

"Jeg sagde; hej med jer, Johanne og Jens! Hvor er det hyggeligt at se jer!” Nu kunne de begge to både se og høre, hvor stemmen kom fra. Det var døbefonten, der talte til dem.

“Jeg blev næsten helt forskrækket, da I kom ind!” sagde døbefonten.

“Hvad er det, I har på ansigtet?”

”Nå ja, det er vores mundbind. Vi havde helt glemt, at vi havde dem på,” grinede Johanne.

“Det er, fordi vi lige er stået af bussen. Vi tager dem lige af, så du kan se vores ansigter!” sagde Jens.

”Nå, det behøver I faktisk ikke. Jeg kender jer jo, også selv om jeg ikke kan se hele jeres ansigt!” sagde døbefonten.

”Kender du os?”

”Ja, lige fra I var helt små!”

Og så fortalte døbefonten, om dengang Jens blev døbt. At han havde fin kjole på, selv om han var en dreng. Og om dengang Johanne blev døbt. At hun skreg og skreg, så ingen kunne høre, hvad præsten sagde!

”Men hvordan kunne du kende os, når vi nu både har mundbind, jakke og hue på?” spurgte Johanne.

”Jeg glemmer aldrig nogen! Jeg kan altid kende de små børn igen, også selvom de bliver 100 år og ligner en heks!” sagde døbefonten.

”Og for resten fik I et særligt tegn, dengang I blev døbt,” fortalte døbefonten.

”Det tror jeg altså ikke, at jeg har fået. Det har jeg i hvert fald ikke set,” sagde Jens.

”Jeg fik et Dagmar-kors”, sagde Johanne. “Er det tegnet?”

“Både ja og nej,” sagde døbefonten. “I har faktisk begge to fået to kors, men det er ikke nogle, man kan se. Man kan bare vide, at de ér der, for det har jeres mor og far, jeres faddere og alle de andre, der var i kirken set, at I fik. Og da I fik de to kors, sagde præsten sådan nogle gamle ord: Modtag det hellige korsets tegn, både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus!

Døbefonten lavede en sjov stemme, imens den sagde det.

“Øh, døbefont??” sagde Jens.

“Ja, hvad er der Jens?” spurgte døbefonten.

“Nu er det jo sådan, at min lillebror snart skal døbes. Kan han godt blive døbt, når der er corona?” spurgte Jens lidt nervøst.

“Vi har snakket om, at vi bare vil hygge os derhjemme efter dåben. Men hvad nu hvis han slet ikke kan blive døbt. Hvad gør vi så?” spurgte Jens.

“Din lillebror kan godt blive døbt, selvom der er corona. I kan bare ikke være så mange i kirken. Så det lyder som en god plan med dåb i kirken med de allernærmeste og hygge derhjemme bagefter,” sagde døbefonten.

“Ok, så er jeg mere tryg,” sagde Jens glad.

“Vi må hellere se at komme hjem. Ha' det godt døbefont. Vi ses snart igen!” råbte Johanne og Jens på vej ud af kirken med mundbindene hængende fra hver deres ene øre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Et øjeblik: Se - en dukselilje

Annonce