Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Hvad er egentlig "det normale"

Søren Thorsen, præst ved Hannerup Kirke. Arkivfoto: Privatfoto
Annonce

Med god grund tales der meget om, hvad corona har betydet for os. Det gælder også for nutidsformen: hvad corona betyder lige nu for os som samfund og individer.

Der er dem, der taler om, at mødet med den frygtede virus har givet os et sjældent indblik i, hvad der egentlig betyder noget, når ydre omstændigheder sætter os under pres og begrænser vores frihed, for da bliver det klart, at det er fællesskabet, der er vigtigst.

Det er velkendt, at der er dem, der fremhæver fællesskabet ved hjælp af overskriften: Sammen hver for sig. Og rigtigt er det vel, at fællesskab, når man fratages muligheden for på velkendt vis at agere i sammenhæng med andre, tager til i styrke. Og det sker jo på trods, for fællesskabet bliver vi i en ret ligefrem forstand ofte sat udenfor, hvad der jo gælder, når hensynet til corona fører med sig, at det arrangement og det tilhørende fællesskab, jeg gerne ville have deltaget i, aflyses.

Vi forstår, eller forsøger at forstå, grundene til, at det skal være sådan, og vi mindes også hyppigt om, at der på trods af offentlig, økonomisk imødekommenhed er dem, der må indkassere store tab i deres virksomheder, ligesom der er dem, der nærmest lammes af frygt og kun vanskeligt kan få en hverdag til at fungere. Og så er der måske også i tiden en længsel, som formentlig mange deler; en længsel efter, ja, efter hvad? Måske blot det, at denne undtagelsestilstand må høre op.


Det helt normale skal nok forstås som et liv, der leves uden et ydre pres.

Søren Thorsen, præst ved Hannerup Kirke


Netop længslen efter andre tider blev jeg mindet om forleden, da jeg havde fundet en ellers overset bog i reolen.

Måske er det også en del af et bredere corona-relateret mønster, at der bliver læst mere? Men i al fald faldt jeg over "Mit liv som barbar", skrevet af polsk-jødiske Janina Katz.

Katz, 1939-2013, kom til at leve et liv, hvis ydre dramatik vidner om den yderst turbulente tid, der ligger lige forud for vores egen. Katz mistede en stor del af sin nærmeste familie på grund af nazisternes grusomheder, og selv overlevede hun holocaust, fordi hun for en tid blev ”adopteret” af en katolsk familie, og efter krigen blev hun genforenet med sin biologiske mor.

Katz blev voksen under kommunismen, tog favntag med poesi og politik, og hun måtte på ny begynde forfra, da statsligt støttet antisemitisme i slutningen af 1960erne i Polen tvang mange af landets i forvejen hårdt prøvede jøder til at emigrere.

Katz og hendes mor kom til Danmark. Og Katz’ historie er i sig selv værd at læse, og den er på uforvarende måde måske en kommentar til også vores omskiftelige tid, selvom der er kategoriforskelle, når man sammenligner de implicerede perioder. Men der er måske alligevel noget, der forener os henover tidsspændet, og det minder Katz os læsere om, når hun i en passage taler om længslen.

Og inden det skal afsløres, hvad hun længes efter, vil jeg gerne gå tilbage i tid, til dengang jeg selv havde fornøjelsen af at opholde mig i Polen, af at læse der, og ikke kunne lade være med at lægge mærke til, hvad der blandt de medstuderende blev talt om dengang i tiden ikke længe efter Murens Fald. For det overraskede mig, at det, de ofte talte om og længtes efter, var det normale. Og disse medstuderende kom jeg til at tænke på, da også Katz i sin bog fortæller om længslen efter netop det normale.

Og nu har ”det normale” vel ikke den bedste presse, for hvem stræber efter det normale? Det er jo snarere det ekstraordinære, vi søger. Og kan man tale om det normale i det hele taget; er det ikke blot endnu et middel på undertrykkelsens vej, hvor de, der har magt og indflydelse, bruger normalitetsbegrebet til yderligere at stigmatisere minoriteter og andre allerede udsatte grupper?

Alle disse indvendinger har Katz og de unge polakker, jeg i sin tid talte med, naturligvis haft indgående kendskab til, men deres anliggende har, tror jeg, haft et andet sigte: det normale har at gøre med at leve et liv med helt normal omgang med hinanden. Og det helt normale skal således nok forstås som et liv, der leves uden et ydre pres. Pres fra politisk ensretning eller ombrydning, som det har været gældende i den polske kontekst.

Også jeg selv længes efter det normale på den måde, som Katz omtaler det; længes efter et normalt liv uden ydre pres - nu fra corona. Længes efter et normalt liv, hvor man kan besøge hinanden uden frygt for at komme til at smitte hinanden; hvor man kan synge sammen, fejre noget sammen uden at tage den indre tommestok i brug; hvor man kan gøre helt normale ting som det at give hinanden hånden og udtrykke det dermed forbundne: God dag eller farvel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Ny bog om Skærbæk på vej

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Mad med mening

Elbobladet

Ny liste klar: Her skal du også bære maske eller visir i Fredericia

Elbobladet

Nedsparing kan booste din pension markant

Elbobladet

Mundbind er på plads mellem indkøbsvarer og skolebøger - efterspørgslen på smarte mundbind er stor

Elbobladet

Trinitatis Kirke har fået ny præst

Elbobladet

Julemand med visir?: Borgmester lover masser af juleri med en juleby under trygge coronavilkår

Annonce