Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Hvad er sandhed?

Søren Thorsen, præst ved Hannerup Kirke. Arkivfoto: Privatfoto

Biblen er fyldt med legendariske og tankevækkende scener. En af dem finder sted i forbindelse med domfældelsen af Jesus. Pilatus var med til at administrere traditionen med at frigive én fange én gang om året. Pilatus lyttede til folkets stemme, og da Jesus var en af to, der skulle vælges imellem, var han helt tæt på, da folket krævede Barabbas løsladt; han var ikke nødvendigvis kendt for det gode, men han slap fri. Anderledes gik det som bekendt med Jesus.

Men Pilatus gjorde i denne sammenhæng to ting, der har skrevet sig ind i vores historie. Han havde selv været i tvivl om det berettigede i at dømme Jesus, men en meningsudveksling med Jesus gjorde, at han lod begivenhederne få sit eget løb og spurgte: Hvad er sandhed? Og så supplerede han ordene med at vaske sine hænder for at understrege, at han var uskyldig i det, der nu skulle komme til at ske med Kristus.

Og siden er det med at vaske sine hænder gået ind i vores sprog og bevidsthed, og ingen er næppe i tvivl om, hvad der er på færde, når man bruger udtrykket: Der er kø ved håndvasken.

Annonce

Måske er det derimod ikke så klart, hvad Pilatus måtte have ment med udtrykket: Hvad er sandhed? Det mest sandsynlige svar ligger nok i, at Pilatus har tænkt, at da der er forskellige forsøg på at udlægge sandhed, vil han ikke afgøre sig for det ene frem for det andet. Han lader det derimod stå åbent som et spørgsmål. Og vi ynder jo også at sige, at det, der er sandhed for dig, ikke nødvendigvis er det for mig. Og Pilatus’ spørgsmål er stadig relevant og aktuelt i nogle sammenhænge, mens der i trosspørgsmål ses efter en anden vej til sandheden.

Men inden vi går ad troens vej, er der god grund til at holde fast i det urovækkende prisværdige i Pilatus’ spørgsmål: Hvad er sandhed? Som mennesker har vi mange bud på, hvad sandhed måtte kunne være. Og det er kun rigtigt at spørge til det, kan man sige, for når mennesket selv mener at ligge inde med sandheden, er der ofte god grund til uro. Det gælder historisk og nutidigt.

At være kristen, i vores folkekirkelige sammenhæng, bygger i nogen udstrækning på Luthers fortolkningsnøgler, sådan at det snarere er, hvad vi får, end hvad vi fortjener, der spiller en rolle. Og Gud kommer os i møde i Kristus, og i fortællingen om ham hører vi, at Kristus, da Pilatus havde sendt ham mod Golgatha, på sin vis gik i et spor, der allerede var lagt ud i jødedommen. For det var et led i jødisk religiøs praksis, at man én gang om året symbolsk lagde al synd, altså alt det, der skiller mennesker fra Gud, fra hinanden, oven på en buk.

Og ved sådan at tænke syndsforladelse meget konkret, så tog bukken synden med sig ud i ørkenen, for derud drev man den for at være sikker på, at den og synden forsvandt. Sådan blev syndebukken født, og også den fortælling har sin aktive virkningshistorie. Og ser vi på Kristus, gik han på sin vis den vej, syndebukken havde banet, men han gav den et andet indhold og et nyt udtryk.

For i stedet at placere alt det, der skiller mennesker fra hinanden og fra Gud, på en anden, på syndebukken, så tog han det på sig selv. Og Kristus bar livet gennem dødsriget og frem mod lyset påskemorgen; han blev syndebukken, der tog døden på sig og samtidig stadig havde livet i sig.

Her ligger der en trossandhed, postuleret, som den naturligvis er, og her viser Gud os også noget betydningsfuldt om måden, vi ser hinanden og vores opgaver på; for kristne er sandheden ikke blot en indsigt; sandheden hedder Kristus, der både bringer godt nyt om lys i mørke og taler om tjeneste: Sådan som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden.

På den baggrund er det, at Luther taler om den kristnes friheds dobbelthed: Kristi gerning for os er en gave, der frisætter, og også en opgave, der forpligter. For kristendommen er jo en paradoksal størrelse, for samtidig med at Gud frisætter mennesket og dermed gør det uafhængigt af al jordisk magt, så kaldes vi til tjeneste over for alle. Kort sagt: vi er givet friheden, der tvinger til tjeneste. Det er på én gang abstrakt og ganske konkret. Sådan som også Frans af Assisi i sin tid udtrykte det: Forkynd evangeliet - om nødvendigt med ord.

Også i vores by gør mange tjenester til gavn for andre. Motiverne for at bidrage til det fælles er selvsagt forskellige; der er embedsansættelser; der er prisværdigt politisk engagement på frivillig basis. Således er der mange, der bruger tid og energi i stort mål som bidrag til den demokratiske samtale og udvikling. Og der er meget godt at sige om demokratiet. Især når det går godt.


Også i vores by gør mange tjenester til gavn for andre. Motiverne for at bidrage til det fælles er selvsagt forskellige; der er embedsansættelser; der er prisværdigt politisk engagement på frivillig basis. Således er der mange, der bruger tid og energi i stort mål som bidrag til den demokratiske samtale og udvikling.

Citat fra tekst


Anderledes er det, når det kommer under pres, for så, ja, hvad så? Så sker der midt i bestræbelser på at rydde og rette op også en del uskønt. Og samtidig med at det er klart, at alle står lige for loven - og at loven behandler en som uskyldig, indtil andet er bevist - så kunne man af og til måske godt tænke sig med Pilatus, og med et strejfblik til håndvasken, at spørge: Hvad er sandhed? i også vores lokale sammenhæng. For sommetider virker det, som om en tilsyneladende sandhed overhaler ret og rimelighed.

Og mens vi venter på det videre forløbs udvikling og juridiske afgørelser, er der måske noget vedkommende at hente fra den sandhed, der ligger uden for os, og dog berører os; den sandhed, Kristus legemliggør, og hvorfra der sluttes til, at Guds frihed gælder alle, gælder ligeværdigt, stiller os alle uden undtagelse lige og frie, samtidig med at vi bindes til, forpligtes på, den ofte besværlige tjeneste af næsten, af hinanden, af kommunen, for kommune betyder jo netop det fælles.

Og der er grund til at sige tak for bidraget til netop vores fælles bedste til dem, der er eller har været i frontlinjen og nu selv, og med deres bagland, må bære det, de ufrivilligt og i al fald i nogle tilfælde uberettiget, er blevet pålagt; sådan som der engang var tradition for det i det tidlige Israel: At lægge det en selv uvelkomne på en anden.

Annonce
Annonce
Elbobladet

Ejere af streetfood-bar går ind i stort Vejle-projekt: Ingen planer om at tage væk fra 'Danmarks bedste streetfood'

Annonce
Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Tak for en dejlig dag

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

25-års fødselar med én ting på ønskesedlen: Krisecenter kæmper for mænd

Elbobladet

På den 2. side: Jeg kommer til at savne køen

Elbobladet

Ugens hund: Olga deler gerne sit bytte med familien

Elbobladet

Mærker stor fredericiansk interesse, men: Is-entusiaster må vente lidt endnu

Elbobladet

Asfaltarbejde på Strandvejen og Vestre Ringvej de kommende uger: Vejene skal fræses og have ny belægning

Elbobladet

Mohamed og Rim kom til Danmark for seks år siden - nu har de åbnet skrædderi i gågaden

Elbobladet

Fredericianske atleter er færdige ved OL

Elbobladet

Fredericianer modtog pris: Tog hånd om nye medstuderende

Elbobladet

Bag disken: Bagermester Bjarne gør klar til at slå sit sidste brød op

Elbobladet

Det summer af glæde og spænding: Gågadesalon klar til åbning

Elbobladet

Undgå at badebassinet bliver en virus- og bakteriesump

Elbobladet

Sushikæde kommer til Fredericia: Forventer at åbne i næste måned

Elbobladet

Fredericias træer: Peter Honorés ahorn på volden

Elbobladet

Præstens klumme: Det er mit legeme og blod - men ikke på en klam måde

Elbobladet

Få dine planter helskindet gennem ferien

Elbobladet

Skolestart? Øv trafiksikkerhed allerede i sommerferien

Elbobladet

Veninder har gode idéer til bymidten: Lad os få flere træer og mere vand

Elbobladet

Erritsø Y's Men's Klub i en coronatid

Elbobladet

Streamer du ulovligt? Spot faresignalerne i tide

Elbobladet

På den 2. side: Kært barn har ingen navne

Elbobladet

Arbejdsgiver: Jeg vil ikke undvære mine fleksjobbere

Annonce