Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Kan den byttes?

Michael Hvistendahl Munch har skrevet dennes uges præsteklumme. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Julen varer helt til Helligtrekonger, hvor vi i kirken markerer, at vise mænd nåede frem til Betlehem for at besøge den nyfødte konge. Med sig bragte de gaver - guld, røgelse og myrra, som de overrakte det lille Jesusbarn, ligesom vi kan læse det i Matthæusevangeliet. En begivenhed, der forudsiger Jesu kongedømme allerede fra barnsben.

Det satte imidlertid den kære Maria i en prekær situation. For hvad skal man med guld, røgelse og myrra, når man netop har født et barn og stadig prøver at få amningen til at fungere? Tre vise kvinder havde nok i stedet medbragt bleer, ammepude og mad til de første par dage, men nu stod Maria altså der med kostbare og velmente, men dog knapt så brugbare gaver, når man står med et lille barn på armen 200 kilometer fra sin hjemby.

”Det er tanken, der tæller” siges det ofte i forbindelse med gavegivning, og der er da også tænkt mange tanker om gaverne gennem tiden. ”Do ut des” – ”jeg giver, for at du skal give” er et udtryk, der kendes helt tilbage fra romerretten. Det fandt især anvendelse, når rigere borgere gav gaver til fattigere borgere mod forventning om, at de så ville bakke de rigere op politisk. Den moderne version er, at vi i dag giver en del af vores indtægt til staten, mod at staten garanterer for vores sikkerhed, sundhed etc.

Det er næppe den tanke, der ligger bag, når forældre og børn udveksler legetøj for tegninger juleaften, men spørger man den franske filosof Jean-Paul Sartre (1905-1980), så er en gave også i dag principielt altid udtryk for et magtforhold, der binder modtageren til at gengælde enten med en tilsvarende gave eller med taknemmelighed. Og er der to gavegivere om den samme modtager, så kan det hurtigt ende i en kamp, som den der udspiller sig mellem Onkel Joakim og Marahajahen af Pengostan i Carl Barks’ klassiker ”Stor – Større – Størst,” hvor de konkurrerer om at bygge den største statue til Andebys grundlægger, Kornelius Blisand.

Der er dog også andre synspunkter. Den ligeledes franske filosof Jacques Derrida (1930-2004) ser gaven, som det vi nok ideelt tænker den, nemlig en gave uden forventning om modydelse. Men desværre, indvender Derrida, gør det også gaven umulig, fordi den skjulte forventning om en modydelse eller den glæde, vi selv får ved at give, gør, at vi alligevel altid får noget igen. At give en gave uden at få eller forvente noget igen er altså lige så svært, som når Jesus senere i evangeliet siger til os, at ”[n]år du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte.” (Matt 6,3). Det er ikke gaven i sig selv, men os mennesker den er gal med.

Lige nu tænker du måske, at du er glad for, at jeg ventede med at skrive ovenstående til her efter jul. Men der er som altid en redning i evangeliet. For hvad skete der egentligt med gaverne fra de vise mænd? Guldet, røgelsen og myrraen? Hvorfor nævnes de ikke igen i evangeliet? Fordi julen ikke handler om gaverne. Så uanset hvor meget vi stresser og kæmper med gaverne og indpakningen, så kan vi i vores stille sind huske på, at den eneste gave, der virkelig betyder noget i julen, det er dén, vi kun kan modtage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Kribler i butikkerne, men forvent ikke køtilbud: Handelen i Fredericia forsøger kontrolleret genåbning mandag

Elbobladet

Butiksformand: Corona var den øjenåbner der skulle til - nu er det de fysiske butikkers tur

Elbobladet

De kridtede sko er klar i startblokken: Sådan forbereder de lokale butikker sig til at genåbne

Elbobladet

Fem planter der giver pangfarver i haven

Elbobladet

Se fotos: Solopgang ved Lillebælt

Elbobladet

Sympatisk Hyundai i20

Annonce