Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Magt og magt

Bente Hjul Johannessen. Privatfoto

I sidste uge nåede verden en trist milepæl. Der var ”10-års jubilæum” for krigen i Syrien. For ti år siden havde befolkningen fået nok, og der rejste sig store protester mod præsident Bashar al Assads regime. Han slog hårdere og hårdere ned på modstanden og holdt sig endog ikke tilbage for at bruge giftgas mod sin egen befolkning. Her ti år senere er diktatoren Assad stadig ved magten, og der er ikke fred, endsige frihed eller retfærdighed. Syriens hårdt plagede befolkning lider.

Herhjemme hos os har vi drøftet, hvad der foregår i en diktators hoved. Hvordan kan et menneske komme dertil, at man hellere ofrer tusindvis af menneskeliv og millioner af menneskers livsgrundlag end at give afkald på sin egen magt? På et tidspunkt kan en diktator have udøvet så megen grusomhed, at vedkommende ved, at det at miste magten er det samme som en dødsdom. At hævnen vil kræve sit. Så er det at fastholde magten den eneste måde at holde sig i live på. Men hvad sker der i en diktators hoved i processen, inden det kommer så vidt? Hvordan kan man tænke, at det vigtigste i verden er ens egen magtposition?

Assads regime – og ethvert andet tyrannisk regime – står i skærende kontrast til den fortælling fra Det nye Testamente, som hører til den kommende søndag. På søndag er det Palmesøndag, og vi hører fortællingen om Jesus, der ankommer til Jerusalem, fulgt og modtaget af jublende folkeskarer, der viftede med palmegrene og ”rullede den røde løber ud”, idet de bredte deres kapper ud på vejen foran ham.

Hvorfor modtog de ham med den begejstring? Ja, der skal nok have været en hel del folk i skaren, der håbede på, at Jesus ville stille sig i spidsen for et oprør mod romerne. Den besættelsesmagt, der i hvert fald i visse henseender ikke stod tilbage for Assad i grusomhed. Korsfæstelser var den måde, romerne tog sig af oprørere på.

Hvis man forestiller sig, at Jesus i dag ankom til Damaskus eller til Yangon i Myanmar eller til et hvilket som helst sted på kloden, hvor mennesker undertrykkes, så kan man godt sætte sig ind i, hvad folk i Jerusalem måske har tænkt den Palmesøndag. Man kan godt forstå håbet om at blive befriet fra undertrykkerne. Og man kan godt forstå skuffelsen, når det ikke sker.

De folk i Jerusalem, der håbede på et væbnet oprør fra Jesu side, blev skuffet. Jesus nægtede at tiltage sig den form for magt. Han fastholdt, at hans magt var af en anden slags. Han ofrede ingen andre menneskeliv – han ofrede sit eget. Og Gudskelov for det. For selvom man må græde over al den lidelse som diktatorer – og mennesker i al almindelighed – kan påføre hinanden, så er jeg dybt taknemmelig for, at Jesus har vist os, at Guds magt ikke er en voldelig magt, der gengælder ondt med ondt. Det er i stedet en kærlighedens magt, der vil tilgive og skabe forvandling i menneskers sind.

Diktatorer kommer og forsvinder igen. Men to tusind år efter fortæller vi stadig historien om ham, der kom til Jerusalem og ofrede sit eget liv og ingen andres.

Få år efter var der i øvrigt en mand, der tog til Damaskus. Han tog dertil i den hensigt at forfølge og fængsle. Men på vej dertil mødte han Jesus i et syn. Og det ændrede hans liv totalt. Han hed Paulus. Det er ham, der har givet os de smukke ord: Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Lad os leve i tillid til at Guds kærligheds magt er den stærkeste. Og lad os gøre alt, hvad vi magter for at lindre lidelsen i verden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Børn synger salmer i det fri

Elbobladet

Præstens klumme: Aprilsvejr!

Annonce