Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Når der går skår i konfirmandundervisningen

Privatfoto
Annonce

”Arj, Eva, det er jo skide svært, det her”. Ja, undskyld sproget, læsere. Men en konfirmand kan såmænd bruge eder, der er værre. Så bær over med hende. Og med mig for at citere hende.

I onsdags gik mine konfirmander til præst i otte timer. Otte! Det var der da også et par stykker, der på forhånd stønnede højlydt over. Jeg forstår dem. I en corona-tid, hvor de skal sidde på samme pladser, stort set ikke må bevæge sig i undervisningen, end ikke for at hente en kuglepen uden mundbind og plastikhandsker, hvor masser af mine sjove undervisningsideer også er coronaramte, så lyder otte timer uoverskueligt længe.

Min medunderviser og jeg var klar på at bruge alle kneb. Og med kirketjenerens gode hjemmelavede mad og friskbagte drømmekage gled time efter time alligevel ned. Hos os stod der ”tilgivelse” på programmet.

Eva Jerg, sognepræst ved Christianskirken i Fredericia, står bag denne uges præsteklumme. Foto: Peter Leth-Larsen

På mange forskellige måder arbejdede vi med tilgivelsens svære kunst. Vi konstaterede, at vi alle som én var mordere, hvis det er nok bare at have tænkt dårligt eller ufordelagtigt om et andet menneske. Vi talte om, at der er forskel på, om Gud skal tilgive alt eller alle. Allerede her tænker jeg, vi er flere, der kan give konfirmanden ret: Det her med tilgivelse er jo skide svært, besværligt og ind i mellem grænsende til det umulige. For os.

Så var det, at al teorien, filmene, ratingerne og samtalerne skulle synliggøres. Alle konfirmander valgte sig en tallerken. På den skulle de skrive noget, der var vigtigt for dem, noget, de ville ønske måtte blive ved med at være i deres liv.


22 par drengeøjne så vantro på mig. 22 par pigeøjne, der virkelig havde gjort sig umage med at skrive pænt lige så. ”Skal vi smadre en tallerken?” ”Ja, og bagefter skal I lime den sammen igen”. Endnu større vantro.


Med stor koncentration blev der gået til opgaven. Ord efter ord føjede sig på genbrugstallerkenerne fra Kirkens Korshær. ”Venskab”, ”tillid”, ”tro på mig selv”, ”frihed”, ”nysgerrighed” - meget andet. Ubemærket tog jeg en hammer, mens jeg sagde: ”At selv om vi gør os umage, så går livet engang imellem i stykker. Og engang imellem smadrer vi det selv” – og så slog jeg på min tallerken, så den gik i tusinde stykker. SÅ blev der stille i konfirmandstuen! ”Nu skal I gøre det samme”. 22 par drengeøjne så vantro på mig. 22 par pigeøjne, der virkelig havde gjort sig umage med at skrive pænt lige så. ”Skal vi smadre en tallerken?” ”Ja, og bagefter skal I lime den sammen igen”. Endnu større vantro.

Konfirmanderne fik lim – og selvom den var både dyr og god og så stærk, at det måske har kostet et par hjerneceller eller to i det godt ventilerede lokale, så kræver den tålmodighed. Det var der, holdende på to stykker tallerkenstump, de faldt, ordene: ”Arj, Eva, det er jo skide svært det her”.

Det er det. Det er tilgivelse også. Det kræver tålmodighed, udholdenhed, vedholdenhed og oprigtighed for at tilgivelse skal lykkes. Alligevel kan vi ofte stadig både se og mærke, hvordan skårene er klinkede, også i vores liv, ligesom limkanterne afslører, hvad der var sket med tallerkenerne.

Privatfoto

I limen var der blandet guldglimmer. Jeg fortæller konfirmanderne om det japanske ord ”kintsukuroi”, der betyder: At reparere det ødelagte med guld. Sådan bliver det, der er sat sammen, endnu mere værdifuldt, end det var før.

Vi bliver ikke nødvendigvis forgyldte af at tilgive. Men tilgivelse gør noget ved os. Båden den, der rækker den ud – og den, der tager imod. Og det gør noget ved os at kende evangeliet om Guds tilgivelse.

Det lykkedes ikke at lime alle tallerkenerne sammen. Det var sådan set heller ikke meningen. Vi skulle trods alt videre med at lave Messy Church gudstjeneste (i en kirke med et alter af guld– og hvor hele kirkeudsmykningen hedder: ”Du skal elske din fjende” ) og til besøg af gode mennesker fra sognet, der kom og fortalte om, hvordan det var, da de gik til præst. Nå ja, og drømmekagen, ikke at forglemme. Sådan gik der otte gode timer dén onsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Præstens klumme: Kan den byttes?

Elbobladet

Ugens hund: Rosa jager æbler

Annonce