Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Om mødet med det andet - kristeligt set

Sognepræst Nikolaj Frøkjær-Jensen, Erritsø Kirke. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Vi lever i en stadig mere global verden. Og konsekvenserne af dette bliver stadig mere tydelig på livets forskellige områder. Samfundet bliver hele tiden mere mangfoldigt, og ikke blot kommer vi stadig mere ud i verden. Verden kommer også til os.

Dette har fået nogen til at begræde, at Danmark af i dag ikke længere er som Danmark af i går. Og det er ganske rigtigt. Alene på det kulinariske område er selv en by som Fredericia blevet betydeligt mere mangfoldig, end den har været tidligere.

Vi ser det i gadebilledet. Vi har nu mange forskellige køkkener repræsenteret i byen: Kinesiske, japanske, indiske, mellemøstlige og flere andre. Så alene en gåtur rundt i centrum vil betyde, at vi møder dufte, som er ganske anderledes end dem, der mødte vore forfædre, når de spadserede rundt i de samme gader.

Globaliseringen har forandret vores samfund. Men det betyder ikke, at samfundet var særlig stabilt, før globaliseringen blev den drivende motor for forandring. Tidligere var det industrialiseringen, der omkalfatrede vores land. Den fremtvang den flytning fra land til by, som blandt andet har givet Fredericia og hele Trekantsområdet dets befolkningsmæssige størrelse.

Naturligvis rejser udviklingen af det globale samfund en række nye udfordringer for os. Det er ikke fordi de tidligere udviklinger ikke også rejste store problemer, de var bare anderledes.

Et af de centrale spørgsmål, som globaliseringen rejser for os, er spørgsmålet om, hvordan vi forholder os til det anderledes – det som forekommer os fremmed. Det som vi ikke kan forstå og måske endda finder frastødende.

Umiddelbart er ”imperialisme” i bred forstand den mest naturlige måde at reagere på. ”Vi har ikke plads til den slags i vores oplyste verden” som en vred sygeplejeske skrev på Facebook om den jødiske omskæring.

Sætningen siger egentlig meget godt, hvad denne imperialisme handler om. Verden antages uden videre at være ”vores”. Og det første spørgsmål, man må stille, er da, hvor ”de andre” befinder sig. De er i hvert fald ikke hjemme i en verden, der også er ”deres”.

Hvad der ligger i, at verden er ”vores” bliver også tydeligt. For i ”vores verden” er det ”os”, der bestemmer. De andre kan kun være i ”vores verden” i det omfang, ”vi” tillader det, og giver ”dem” plads. ”Vores verden” er domineret af os. Verden er ”vores” koloni.

Baggrunden for dette er, at vi betragter os selv som ”oplyste” og dermed de andre som ”uoplyste”. Og det er her værd at bemærke, at vi selv har defineret begreberne ”oplyst” og ”uoplyst”. Og naturligvis – kunne man forestille sig andet? – så har vi defineret begreberne sådan, at det er ”os”, der er de oplyste og ”de andre”, der er de uoplyste. Vi tænker altså i sort-hvid kategorier, som vi definerer på en sådan måde, at ”vi selv” er de hvide og ”de andre” de sorte.


Dermed inviterer den virkelige Gud os til at træde ned af den piedestal af overlegenhed, som vi har en naturlig tendens til at bygge til os selv og fra hvilken vi gør verden til vores og udøver vores imperialistiske magt.


Nu var det så begrebet ”oplyst”, der blev brugt. Men det kunne også være mange andre. Humanistisk, menneskelig, moralsk eller hvad ”vi” nu kunne finde på. Og igen: med den implicitte forudsætning, at ”de andre” er det modsatte af ”os”: amoralske, umenneskelige og fanget i religiøs overtro.

Kort og godt kan man sammenfatte den imperialistiske tænkning på den måde, at den tager verden i sin besiddelse, lader de andre få lov til at være tilstede i det, der dermed er ”vores verden” på de betingelser, som ”vi” stiller. Alt dette gør ”vi” på baggrund af en selvopfattelse, der er bygget på selvskabte begreber om ”os selv”, der med sikkerhed opfatter ”de andre” som under ”os” i udvikling , i moral og som mennesker.

Med en sådan selvopfattelse er det naturligvis ikke særligt relevant at lytte til ”de andre” og forsøge at forstå ”dem”. Hvorfor skulle den ophøjede dog bøje sig ned til den laverestående? Vi har jo fået bygget ind i vores selvopfattelses grundvold, at ”vi” er de bedste og som følge heraf ”ejer verden”.

Hvordan stiller kristendommen med sin gudstro sig til dette? Svaret er, at den kan stille sig på to meget forskellige måder alt efter, hvordan vi placerer mennesket i forhold til Gud. Stiller vi således Gud bag ved mennesket – Gud på ”vores” side – så kommer Gud og kristendommen til yderligere at bekræfte ”os” i ”vores” naturlige imperialistiske tilgang til verden og ”de andre”. ”Vi” får Gud i ryggen som en yderligere garant for ”vores” selvopfattelse.

Og det skal måske lige bemærkes, at gud i denne sammenhæng kan skiftes ud med meget andet, som kan få samme funktion. Vores overlegne teknologi, vores rigdom, vores militære styrke, videnskabelige viden kan overtage guds plads og understøtte vores selvopfattelse af, at verden er ”vores”. Sekulære kulturer er derfor ikke nødvendigvis mindre imperialistiske end religiøse!

Men der er imidlertid ikke sådan, at Gud nødvendigvis står bag os. En Gud, der er på vores side, kan i det hele taget næppe være Gud. Den virkelige Gud må stå over os. Og den virkelige Gud stiller os og vores selvforståelse i et kritisk lys. Dermed inviterer den virkelige Gud os til at træde ned af den piedestal af overlegenhed, som vi har en naturlig tendens til at bygge til os selv og fra hvilken vi gør verden til vores og udøver vores imperialistiske magt.

Og når vi træder ned, så sker der noget forunderligt. Så kommer vi i øjenhøjde med ”den anden” og verden går fra at være ”vores” til at blive fælles. Så bliver den anden et mysterium, som vi forundret må prøve at forstå. En egentlig lyttende samtale bliver mulig, og samtalen med den anden kan føre os steder hen, vi ikke anede eksisterede!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

To mindehøjtideligheder

Elbobladet

Historisk rundgang i Trinitatis

Elbobladet

Frokostjazz i Tøjhuset

Elbobladet

Facelifted Crossland uden X

Elbobladet

Nedsparing kan booste din pension markant

Annonce