Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Smid smålighed, selvoptagethed og dømmesyge på sankthansbålet

Anne-Marie Blak Steensig er præst ved Lyng Kirke. Arkivfoto
Heksens kost kunne bruges til at feje træls træk ved os selv væk.
Annonce

Så blev det midsommer. En smuk og herlig tid. Lune aftener og lyse nætter. Tid til at være sammen. Tid til grill og myg. Tid til at være ude.

Forleden var jeg på aftenvandretur med nogle venner. Og pludselig var den der – nattergalen. Den lille undseelige fugl, der med sin kraftige stemme fløjter og slår sine triller. Utrættelig. Den kan noget.

Bag den kom så en anden lyd. Kuk-kuk, for gøgen sad i ellen og kukkede sit kuk-kuk. Så var der én af de andre der sagde: ”Den skulle hellere smutte hjem og passe sine unger i stedet for at lade andre tage sig af dem. Så sidder den her og har alverden til tid til at kukke, fordi den overlader opfostringen af ungerne til andre.”

Jovist, den lægger sine æg i de andres reder – ét i hver. Det er mærkeligt, at den er indrettet sådan, men når man nu ser, hvor mange gange andre fugle flyver for at finde føde, så er det måske ikke så sært, at det kan være fristende at slippe for slæbet. Det er fast arbejde. Nu er det godt nok hannen, der kukker. Hunnen har en anden lyd – men alligevel, én af dem burde vel tage sig sammen og tage et ansvar. Kom dog ind i kampen.

Har man set udsendelserne om Danmarks natur, har man set, at ungerne ikke er stort bedre. Den nøgne gøgeunge møver rundt i den fremmedes rede og puffer de retmæssige æg og unger ud over kanten. Gøgeungen ser tilsyneladende kun sig selv, og hvis den skal have nok mad – skal de andre ud. Nu. ”Se lige mig – jeg vil fylde det hele. Cirka 20 dage, så smutter jeg hjemmefra”, synes den at tænke.

Slap af! Det er bare fugle, kan man indvende. Sandt nok, men vi genkender ét og andet her. Noget vi ikke kan lide at se. For det første det med at tænke: ”Det er lettere, hvis de andre gør det – jeg slår lige en trille, så er der nok en anden, der siger ja til at flyve lidt stærkere.” Og for det andet kender vi nok det med at gøre os brede på de andres bekostning. Det med at holde ude - eller skubbe de andre ud, så vi bedre selv kan komme til at fylde lidt mere eller fylde det hele.

Kønt bliver det aldrig, når vi sådan bliver primitive. Der er også gennem tiderne kommet mange forslåede og sårede mennesker ud af denne trang til at ville dominere og tryne dem, der er mindre – eller mere sårbare – eller dem der er blevet gjort til syndebukke. Sporene skræmmer, for der er røget mange helt uskyldige liv ud over ”redekanten” i menneskers liv med hinanden. Alt for mange.

Måske er det derfor vi her ved midsommer – ved sankthans, tænder vores glædesblus. For at vise, at smålighed, selvoptagethed og dømmesyge ikke hører hjemme her. Udelukkelse, nedgørelse, hån og sladder om andre slet ikke. De glædesblus, vi tænder, skal sende de tarvelige og sårende ord og handlinger på langfart.

Hvad heksen skal på det bål, står ikke klart for mig, men vi kan da låne hendes kosteskaft og sende alt det af sted, som vi ved skader os selv og de andre.

Det er midsommer – tænd glædesblus. Rigtig god sommer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Mormors jordbærhimmel

Annonce