Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Uvurderlig rigdom

Michael Hvistendahl Munch har skrevet denne uges præsteklumme. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

”Nu er jeg en meget rig mand!” svarede min hustrus far, da hun fortalte ham, at han havde fået endnu et barnebarn. Det samme svar gik igen, da hun talte med sin morfar: ”Jeg er en meget rig mand – for jeg har fem oldebørn.”

Antallet af børnebørn eller oldebørn er vist ikke det, vi først tænker på, når vi taler om rige mænd og kvinder. Det var det i hvert fald ikke, da jeg gik på Rungsted Skole og senere Rungsted Gymnasium i Nordsjælland. Dengang var de rige forældre dem, der havde flest penge og dyre biler, og ikke dem, der havde flest børn. Og også i dag forholder det sig vist sådan, at rigdommens første association er de kolde kontanter.

Så jeg ved ikke, hvorfor ordet ”rig” var det første ord de to mænd uafhængigt af hinanden tænkte på, da de hørte, at stamtræet havde fået endnu et skud. Måske fordi de begge er vokset op i Sovjetunionen, hvor det ikke gav mening at sammenligne sin formue, fordi alle var lige i deres armod? Og så skulle man bruge et andet parameter til at måle sin rigdom?

Annonce

Jeg ved det ikke. Men jeg fandt, at det var tankevækkende svar, de to mænd gav, og at de måske havde fat i den længere ende, end min øjensynligt kapitalistisk prægede hjerne, der åbenbart som det naturligste i hele verden forbinder rigdom med penge.


Jeg ved det ikke. Men jeg fandt, at det var tankevækkende svar, de to mænd gav, og at de måske havde fat i den længere ende, end min øjensynligt kapitalistisk prægede hjerne, der åbenbart som det naturligste i hele verden forbinder rigdom med penge.


Ikke fordi at antallet af børn – eller børn overhovedet – er det afgørende; jeg tror ikke, jeg ville gøre de to mænds svar ære, hvis jeg antog, at det stadig handlede om noget så simpelt som mængder og biologi. Det handler tværtimod om relationer. Om samhørighed. Om fællesskaber. Om at være noget for andre mennesker, og om at turde lade andre mennesker være noget for dem.

For de to mænd gælder det, at deres liv er blevet beriget med endnu et menneske, som de har et forhold til – i dette konkrete tilfælde i kraft af slægten, men det er kun én af et utal af måder at danne forbindelser og fællesskaber imellem mennesker. Kristus så det og rakte ud og bad os række ud, også over de grænser vi normalt sætter mellem mennesker. Og med pinsens sprogunder og indstiftelsen af Helligåndens Fællesskab understreges det, at Jean-Paul Sartre ikke havde ret, da han skrev, at ”helvede er de andre.”

De andre og fællesskabet med dem er tværtimod det mest værdifulde, vi kan finde på denne klode. Og når de andre er livets rigdom, så giver det selvfølgelig ikke mening at holde andre udenfor – for så bliver vi alle fattigere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Ugens hund: Bobby elsker bare sutter

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Rift om vilde frø og planter

Elbobladet

Opvaavni tilbage i Fredericia

Annonce