Fredericia: Støvler, benskinner og resten af fodboldoutfittet var blevet derhjemme. Til gengæld ventede der endnu en stor oplevelse, da sidste kapitel om årets store præstation af skolefodboldpigerne fra Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé skulle skrives.
For godt nok blev det ikke til en kamp på Monjasa Park. Men idéen om rådhuspandekagerne, som dagbladet luftede efter semifinalesejren, skulle eleverne ikke snydes for, efter de havde vundet sølvmedaljer i Ultra Skolepokalen.
Derfor var de fredag middag inviteret til is, pandekager og sodavand i byrådssalen, hvor borgmester Steen Wrist (S) og formanden for kultur- og idrætsudvalget, Peder Tind (V), repræsenterede kommunen, mens en anden af byrødderne, David Gulløv (S), i dagens anledning måtte tage plads på bænken som skolelærer og holdleder for pigeholdet.
- I kan selv bestemme, hvem I har lyst til at være, jokede Peder Tind, da skolepigerne, der går i 7.-9. klasse, entrerede byrådssalen og blev henvist til de ovale borde i salen.
Selvom der hverken var tale om byrådsmøde eller pressemøde forud for en vigtig kamp, var lokalpressen mødt talstærkt frem.
- I har gjort det anerkendelsesværdigt godt, fortalte den stolte borgmester til pigerne og tilføjede, at de derfor som de første efter coronapandemien skulle hædres med rådhuspandekager.
- En kommune som Fredericia med 50.000 indbyggere er en relativ lille kommune i forhold til andre, og alligevel formår vi at sætte os på landkortet gennem jeres præstation, så jeg synes, det er hammer-hammerflot, sagde Peder Tind.
Pandekagerne godkendt
De 15 piger modtog de fine ord med smil og jysk besindighed.
Undervejs i Ultra Skolepokalen har de været på McDonald's efter sejrene i turneringen, der har budt på mange ture vest for Storebælt. Derfor blev smilene ekstra brede, da Michael Overgaard Andersen og Tina Grønholdt Hansen fra ADP overrakte dem en check på 200 kroner per mand til enten Café Vivaldi eller Urbania Street Food.
- Vi havde ikke regnet med, at vi ville sidde her, da vi stillede op til skolefodbold. Det er lidt vildt, sagde Sia Hoffmann, der går i 9. klasse på skolen, imens hun spiste pandekager ved siden af Marie Dahlmann fra 7. årgang.
Sådan gik det Ullerup Bæks Skolen afdeling Nørre Allés pigehold
Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allés kampe i Ultra Skolepokalen - 12 kampe, 11 sejre, 1 nederlag:
Gruppespil 1: Erritsø Fællesskole afdeling Bygaden 12-0, Kirstinebjergskolen 4-0, Fredericia Realskole 3-0.
Gruppespil 2: Ødsted Skole 2-1, Sct. Michaels Skole 3-0, Lillebæltskolen 13-0.
Regionskampe slutspil, kvart-, semi- og finale: Tingløkkeskolen 6-2, Brandkjærskolen 3-1, Hjalleseskolen 4-1.
Landsdækkende slutspil, kvart- og semifinale: Vildbjerg Skole 4-1, Muldbjergskolen 5-0.
Finale på Odense Stadion: Københavns Skole og Idrætsakademi 1-2.
Er det første gang, I er her i byrådssalen?
- Jeg tror, mine forældre blev gift her, men ellers har jeg aldrig været her, sagde Sia Hoffmann og grinte, imens Marie Dahlmann fortalte, at det var første gang for hende.
- Det er stort at få anerkendelse fra nogle af dem, som er med til at afspejle og repræsentere byen, og høre, at de også ser vores fodbold, sagde Sia Hoffmann.
- Ja, man bliver lidt stolt over at få al den ros. Jeg har også oplevet at få ros fra familie, naboer og venner. Det er selvfølgelig dejligt, sagde Marie Dahlmann.
Og hvordan smager pandekagerne så?
- De er gode. De er rigtig, rigtig gode, sagde de to piger samstemmende.
Sia Hoffmann, elev i 9. klasse på Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé og en del af skolens pigefodboldholdVi havde ikke regnet med, at vi ville sidde her, da vi stillede op til skolefodbold. Det er lidt vildt.