Annonce
Elbobladet

Regioner udskyder operationer: Hver patient bliver vurderet individuelt

Efter Sundhedsstyrelsen kom med nye retningslinjer for håndteringen af coronasmitte på de danske sygehuse, har læger på OUH arbejdet på at aflyse en lang række operationer. I Region Midtjylland aflyses der også. Arkivfoto: Michae
Både Region Midtjylland og Region Syddanmark er i gang med at udskyde operationer, der ikke er akutte. Nogle patienter med smerter vil blive berørt, lyder det fra koncerndirektør.

Danmark: I et forsøg på at håndtere opgaven med coronasmittede patienter begynder alle sygehusene i både Region Midtjylland og i Region Syddanmark at udskyde ikke-akutte operationer.

I Region Syddanmark vil aflysningerne træde i kraft fra mandag, mens de træder i kraft fra tirsdag i Region Midtjylland.

Det drastiske skridt tages på baggrund af Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer, der skal forberede sygehusene på at modtage flere corona-smittede patienter.

- Vi regner med at aflyse relativt mange operationer, siger koncerndirektør for Region Midtjylland Ole Thomsen og fortæller, at regionen først vil have et billede af det præcise tal om nogle dage.

Sundhedsstyrelsen har sendt et notat ud til de danske hospitaler med en vejledende liste over, hvilke operationer, der kan udskydes, og hvilke der ikke kan. I notatet anbefaler Sundhedsstyrelsen, at de patienter, der ikke har behov for akut behandling, ikke er livstruede eller i fare for at tabe førlighed på grund af en udsættelse, bør udskydes, indtil corona-epidemien er ovre, og det er den anbefaling de to regioner følger.

- Kriterierne er, om det er livsnødvendige operationer eller operationer, der sikrer patientens førlighed. Der vil være patienter med smerter, der får deres operation udsat, siger Ole Thomsen.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer

Fredag kom Sundhedsstyrelsen med nye retningslinjer til regionerne i forbindelse med coronaudbruddet.

For at frigøre sundhedspersonale, sengepladser og udstyr, bør sygehusene udsætte behandlinger af patienter, der ikke kræver akut behandling. Det gælder dermed ikke patienter med kræft eller andre livstruende tilstande eller patienter, der kan risikere tab af førlighed.

Mindre indgreb, der er nødvendige for at udføre en tidskritisk behandling som eksempelvis kemoterapi, bør ifølge Sundhedsstyrelsen heller ikke udskydes.

Alle udsættelser skal hvilke på konkret lægefaglig vurdering, men på den vejledende liste over eksempler på operationer, der ikke kan udsættes, er blandt andet:

  • Aborter
  • Kræftudredning og behandling
  • Luftvejstruende tilstande
  • Rygoperationer, der afhjælper tab af førlighed

Blandt listens eksempler på operationer, der kan udsættes, er blandt andet:

  • Galdestenssygdomme
  • Ortopædkirurgiske kikkertundersøgelser
  • Kønsskiftekirurgi
  • Transplantationer af ikke-vitale organer

Kilde: Sundhedsstyrelsens notat om reduktion af hospitalsaktivitet ifm. Covid-19.

Individuelle vurderinger

Det betyder, at lægerne på sygehusene i disse dage gennemgår listerne over operationer og andre behandlinger og afgør, hvilke der må udskydes.

På OUH har man været i gang i løbet af weekenden. Arbejdet med at vurdere behovet for operationer og kontakte de patienter, der får deres behandling udsat er en kæmpe opgave, lyder det fra lægelig direktør på OUH, Michael Dall.

- Hver enkelt patient bliver vurderet. Man kan ikke bare sige, at "den der type patienter, ser vi ikke". Vi er simpelthen nødt til at gå ind og kigge på, hvad der står i journalen, og hvis det er en nyhenvisning, må man kigge på, hvad der står i henvisningen for at se, om det kunne være kræft. For kræft skal vi virkelig sikre os, at vi har fokus på. Selvom vi står over for meget svær situation lige nu, er vi nødt til at sikre os, at vi ikke kommer til at overse noget, der ikke skal overses, siger han.

Annonce

Genplanlægning bliver vanskelig opgave

Patienter, der får en behandling udskudt, får besked fra sygehuset om en udskydelse på ubestemt tid. Michael Dall minder om, at personer, der ikke får en besked om udsættelse, stadig skal dukke op. Og han understreger, at alle patienter beholder deres plads på ventelisten.

Også på sygehusene i Region Midtjylland bliver de patienter, der har en planlagt operation eller behandling vurderet enkeltvis.

- De går operationsprogrammerne igennem, og så kommer det an på, hvad patienten er booket til, om man aflyser eller ej. Det er på det niveau. Det er ikke efter en samtale med patienten, siger koncerndirektør Ole Thomsen.

Han fortæller, at der er fuldstændig styr på, hvem der er i eksempelvis kræftforløb og derfor ikke skal have behandlingen udskudt. På den måde er det ifølge ham en overskuelig opgave, regionens sygehuse står med lige nu.

Men det bliver noget helt andet, når coronaepidemien er overstået, og alle de udskudte tider skal genplanlægges.

- Den helt store, vanskelige opgave bliver at genplanlægge og få kapaciteten op. Det bliver en meget, meget stor opgave, siger Ole Thomsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

John kan fejre 40 år som mælkemand

Elbobladet

Ugens hund: Jeg indhentede mors kano

Elbobladet

Mystisk musikvideo fra Fredericia

Elbobladet

Hun var SÅ forsigtig, men endte alligevel med at smitte hele familien: Nu advarer Gitte alle andre mod at lade corona-paraderne falde

Annonce