Fredericia: 1, 2, 3, 4, 5... 1098!
Så mange har i løbet af de seneste uger frem til 18. januar kl. 12 været inde at indstille deres favoritter til Byens Bedste Fredericia 2021 på Fredericia Dagblad og ElboBladet.
Læg dertil, at folk har kunnet indstille i ni forskellige kategorier, hvilket størstedelen havde valgt. Så rammer antallet af indstillinger, som juryen skulle have for øje, intet mindre end 4090.
Det var dog ikke nødvendigvis antallet af indstillinger, men også de supplerende begrundelser samt juryens egne holdninger og erfaringer, der skulle danne grundlag for de fire nomineringer i hver af de ni kategorier.
Og lad det være sagt fra en start - det blev ikke nogen helt ligetil opgave at vælge.
Svært at snævre ind
Juryen består af musicalperformer Maria Skuladottir, borgmester Steen Wrist, bankmand Søren Andersen og beboerforeningsformand Jonna Heebøll. Sidstnævnte var imidlertid forhindret på grund af sygdom, så i stedet for en kvartet blev juryen en trio.
De mødtes torsdag eftermiddag på ElboBladet og Fredericia Dagblads redaktion i Prinsessegade. Her blev det til to timers snak og debat, inden sidste nominering kom på plads, og kabalen gik op.
- Vi har været vildt imponeret over, hvor mange indstillinger der er kommet. Vi har forsøgt at vælge ud fra, at der er et bredt udvalg i de forskellige kategorier. Samtidig har vi haft mange overvejelser om, hvilke kategorier de enkelte skulle nomineres i, for der var flere, som var aktuelle i flere kategorier. Vi har dog valgt at holde os til én nominering per virksomhed, så vi kan sætte fokus på de mange handels- og kulturoplevelser Fredericia byder på, lyder det fra juryen.
- Foruden et bredt udvalg har vi har blandt mange parametre vægtet unikke handels- og kulturoplevelser og ildsjælene. Nogle, som tør kaste sig ud i tingene og skabe noget. Selvom vi har givet hinanden plads til at argumentere, har det været svært at snævre feltet ind til fire i hver kategori, tilføjer juryen i fællesskab.
Juryen i Byens Bedste Fredericia 2021Foruden et bredt udvalg har vi har blandt mange parametre vægtet unikke handels- og kulturoplevelser og ildsjælene.
Processen med at gennemgå de mange indstillinger har samtidig sat fokus på, hvor mange forskellige virksomheder lokalområdet byder på, ligesom kategoriernes navne har givet anledning til debat - eksempelvis om hvad håndværk er.
Her er de nominerede
Velvære
- East Coast Surfers
- Helsekosten
- Park by Pili
- Smuk-Nu
Kultur og underholdning
- Teater Malstrøm
- Panorama
- Event C
- Aha
Specialbutik
- Fredericia Fisk
- La Cantina Maria
- Galleri Lillebælt
- VegaGarn
Håndværk
- Andresen’s VVS
- Hansen El
- Fotograf Helle S Andersen
- Me Mori
Til hjem og retro
- Wiberg
- Simple Living
- Fredericia Isenkram
- Retro Sussi
Service- og kundeoplevelse
- Vestbyens Herretøj
- Billunds Boghandel
- Fri Bikeshop
- Den Engelske Pub
Mode
- De Meza
- Miami/Tøjeksperten
- Geist/Gnist
- Uso
Restaurant
- Restaurant Ene
- Ti Trin Ned
- Restaurant Kram
- Mair’s
Café og takeaway
- Afandi
- Urbania Street Food
- Takumi Sushi
- Kurt's Kaffebar
Flere hundrede indstillede er nu blevet til 36 nominerede. Næste skridt i Byens Bedste Fredericia 2021 bliver nu afstemningen, som begynder 4. februar og varer frem til 23. februar kl. 12.
De ni vindere afsløres til et stort prisshow i Eksercerhuset 26. februar.