Annonce
Elbobladet

Salget af julelyskæder boomer: Vælg de rigtige for dig

- Folk vil hygge i vintermånederne og se på noget pænt, når de alligevel er hjemme under corona. Det har givet sig udslag i en enorm interesse for julelys, vurderer markedsanalytiker. Genrefoto: Stephane Mahe/Reuters
Salget af lyskæder er eksploderet under coronakrisen. Samtidig er produkterne i rivende udvikling, og lysene kan i dag personaliseres og styres digitalt.
Annonce

"Hey Google - tænd lysene i juletræet".

I takt med at månederne bliver mørkere, pynter mange danskere op med julelys, lyskæder og lysnet.

Det gælder ikke mindst under coronapandemien, hvor flere efterspørger lys i mørket.

- Vi oplever en markant vækst. Og alene siden sidste år er salget steget cirka 40 procent - inden vi overhovedet har ramt december, siger Martin Lüchtemeier, der er produktchef i XL Byg med ansvar for julebelysning.

Samme tendens oplever prissammenligningstjenesten Pricerunner.

Og det er især smart home-lyskæder, der kan personaliseres, stemmestyres og programmeres, der hitter.

- En lyskæde er ikke længere bare noget, der kan tændes og slukkes. Det er blevet en personlig gadget og noget, folk virkelig nørder med, siger Martin Andersen, der er prisanalytiker i Pricerunner.

Prisfald og forbrugsfest

De gamle lyskæder var typisk med glødepærer, som er mere skrøbelige - og markant mere strømslugende.

Herefter fulgte en generation af LED-kæder, som var mere energivenlige, men dyre at anskaffe i begyndelsen.

I dag er markedet præget af konkurrence, prisen er presset i bund, og det er blevet billigere at komme i nærheden af en kvalitetslyskæde med LED.

Et velkendt problem fra de gamle lyskæder er, at hvis én pære går, så virker kæden ikke fra det punkt og frem. Og reservepærerne kan være dyre.

Samme problem kan opstå med nogle af de nye LED-kæder, men i så fald vil du være omfattet af de to års reklamationsret - og have ret til en ny. Der findes stort set ikke reservepærer, da det ikke kan betale sig.

Nogle styres via Iphone eller Android - andre kan stemmestyres via digitale assistenter såsom Alexa eller Google Assistant.

- Vi ser en overraskende stor efterspørgsel på smart home-lys. Jeg så dem selv første gang i Las Vegas. Men nu er de kommet ned i en prisklasse, hvor almindelige folk også kan være med, siger Martin Lüchtemeier.

Inden køb så overvej, hvad der er vigtigt for dig.

De intelligente lyskæder giver primært merværdi, hvis du i forvejen har et smart home eller elsker at nørkle med ny teknologi.

I så fald kan du fjernstyre lysene eller sammensætte unikke "serier", hvor pærerne blinker i forskellige kompositioner.

- Du kan også i princippet koble dem sammen med en tyverialarm eller vinduessensor, så det bimler og bamler, hvis der kommer nogen, forklarer Martin Lüchtemeier.

Hvis du derimod bare vil kunne tænde og slukke lyskæden, så gå efter en almindelig LED-kæde, hvor prisen vil være lavere, tilføjer han.

Tænk også over, hvor lyskæden skal hænge.


Vi oplever en markant vækst. Og alene siden sidste år er salget steget cirka 40 procent - inden vi overhovedet har ramt december.

Martin Lüchtemeier, produktchef i XL Byg med ansvar for julebelysning


De almindelige LED-kæder kommer typisk i to typer: 31v (lav volt) og 230v (høj volt).

Sidstnævnte er typisk dyrere, men har også nogle tykkere og mere slidstærke gummikabler.

- Så hvis lyskæden skal vikles om et træ og hænge ude i regn og blæst i flere måneder, så gå efter en 230 volts-kæde, siger Martin Lüchtemeier.

Det kan også betale sig at prissammenligne.

Smart home-lyskæden "Twinkly" er eksempelvis den mest efterspurgte lige nu, viser data fra Pricerunner. Og her er prisforskellen 33 procent mellem den billigste og dyreste butik.

- Så det kan bestemt betale sig at afsøge markedet, siger Martin Andersen.

Når det er sagt, skal du ikke vente alt for længe.

For den heftige efterspørgsel betyder, at nogle mærkevareprodukter allerede nu er udsolgt i flere butikker.

- De fleste butikker har handlet stort ind af håndsprit, men de har måske ikke være forberedt på, at det ville gå så vildt for sig med lyskæder under corona, siger Martin Andersen.

/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Audi-diesel yder 341 hk

Elbobladet

BMW elbil med 500 hk

Elbobladet

MX-30 scorer fem stjerner

Elbobladet

Fransk vintage jul

Annonce