Fredericia: Se der! Og der, og der!
Aktiviteter var ingen mangelvare fredag aften. Her fejrede Fredericia Kulturnat i anledningen af Trekantområdets Festuge med aftenåbent til kl. 22 og et hav af aktivitetstilbud og ting at se på, hvis ikke man lige var i færd med at svinge dankortet i en af byens butikker.
Ballondyr blev bundet, melorme smagt, biler nøje udset, musik lyttet, og overalt flød snakken med folk, der skulle hilse på bekendte, de stødte på - ja, by night bandt for alvor byen sammen.
Hos Ecco i Danmarksgade var den røde løber og et væld af balloner fundet frem foran butikken. Her stod Vathana Mahalingam, Camilla Nørgaard og Grethe Bitz klar til at finde det rette par sko til dem, der besøgte butikken.
- Det er dejligt at opleve livet i gaden, og at vi igen for alvor kan samles med den gode afstand, Fredericias gågade kan tilbyde, sagde butikschef Vathana Mahalingam.
- Godt nok er Kulturnat ikke årets travleste by night, men så er det til gengæld en af de hyggeligste, og det gør det kun bedre, når vi er heldige med vejret, uddybede hun.
Som at gå i tivoli
I Midtpunktet var der et linet et udvalg af forskellige aktiviteter op, som eventvirksomheden 123fest stod at betjene. Børnevenlig bueskydning og basketballnet i girafhøjde var blandt mulighederne.
Ved boksebolden havde fredericianske Dan Jensen fundet sig godt tilpas sammen med sønnerne Phillip og Jamie.
- Vi er her selvfølgelig for at støtte op om byen og nyde, at livet igen åbner sig efter en tid med corona. Det er altid hyggeligt med by night, konstaterede farmand Dan.
- Ja, og så er det fedt, at man kan prøve alle tingene her gratis. Normalt skal man jo betale for det, når man prøver det i tivoli, lød det begejstret fra storebror Phillip, som havde forsøgt sig med de første jabs på maskinen.
Dan JensenVi er her selvfølgelig for at støtte op om byen og nyde, at livet igen åbner sig efter en tid med corona. Det er altid hyggeligt med by night.
Helt gratis blev dagen imidlertid ikke for familiens ældste.
- Vi skal finde et sted at spise, og ellers regner vi med at høre musik og hygge. Vi skal også have kigget på sko og tøj til drengene, der skal på lejrskole med friskolen i næste uge til Rødvig Ferieby, fortalte Dan Jensen med et stort handelssmil om læberne.
Liv og glade dage
På Rådhuspladsen var der gang i dj og sænkede biler, Dracula var på rundtur på samme måde som man kunne transportere sig rundt i hestevogn og i Vendersgade var der gang i insekterne med væddeløb og melormespisning ved området over for Vega Garn.
- Til daglig er der ganske stille der, så det er skønt med en masse larm og liv. Det er fantastisk, når der sker en masse i byen, pointerede indehaver Tina Prytz.
Hvordan vil du betegne handelskulturen her i byen?
- Jeg synes, den er rigtig god. Der er travlt, men folk sørger stadig for at spritte hænder og passe på hinanden. Når det er sagt, er det rart at mærke, hvordan folk gerne vil hinanden, og at livet er vendt tilbage, sagde hun.