Fredericia: - Det er nørderi. Det er helt forfærdeligt, men jeg kan ikke lade være. Til gengæld bager jeg aldrig, siger Dorthe Brejndahl og griner.
Hun ved godt, at hendes kærlighed for kaffebønner er lidt større end hos andre, men hun står gerne ved den.
Dorthe Brejndahl, indehaver af Fredericia KafferisteriDet er vanvittig spændende og fascinerende, når man dykker ned i kemien i bønnen.
I midten af januar slog hun de fiktive døre op for Fredericia Kafferisteris netbutik. Herfra sælger hun sin egen speciallavede kaffe, som hun rister på sit risteri, der holder til i den gamle skole på Ryttergrøftvejen i den nordlige del af Fredericia.
I sommer blev kafferisteren bestilt fra en leverandør i USA. Corona udsatte dog leverancen, og efterfølgende har Dorthe Brejndahl brugt tid på at få den installeret.
- Der har været stor interesse for det. Efter en artikel om vores åbning blev bragt, har folk spurgt ind til det og glædet sig. De vil gerne have noget godt kaffe, og det er fedt at opleve, siger hun og henviser til en artikel fra august, hvor Dorthe Brejndahl blandt andet fortalte om sine planer med risteriet.
Kemien er rigtig
Siden er der løbet mange bønner gennem kafferisteren, der kan klare seks kilo på en time, når den er opvarmet.
Man skal derfor ikke forvente at se kaffen i samtlige supermarkeder, men det er heller ikke tanken med risteriet.
- Jeg kan fint drikke kaffen fra supermarkedet, men hvis man ønsker, at den skal være lidt ekstra lækker, så får man altså bare noget andet her, siger Dorthe Brejndahl og tager en slurk af sin kaffe.
Til daglig arbejder hun som kemiingeniør hos Lego og er desuden medejer af Fredericia Brewpub i Gothersgade, hvor hun gerne bruger tid på at nørde en anden drik, øl.
Og så er hun i øjeblikket i gang med uddannelsen til kafferister, som foregår gennem organisationen Specialty Coffee Association. Her har hun bestået første modul og skal påbegynde det næste til maj.
- Det er vanvittig spændende og fascinerende, når man dykker ned i kemien i bønnen, siger Dorthe Brejndahl med stor begejstring i stemmen.
Smag på Fredericia
Indtil videre kan man købe kaffen på netbutikken, hvor den sendes eller udleveres hos Fredericia Brewpub, hvor den også kan købes.
Derudover har Vin Med Mere også fået kaffen på hylderne, og Dorthe Brejndahl er åben for, at den kan komme ud til flere fredericianere.
- Jeg er stadig tidligt i processen, men jeg tænker, at de, der spørger, får lov til at forhandle kaffen, siger hun.
Selv foretrækker hun at lave sin kaffe med filter - også selvom det er lidt gammeldags, indskyder hun.
- Jeg er nok lidt konservativ, så jeg bruger ikke meget tid på at gøre det smart med mælk. Personligt synes jeg, at den er en forurening i kaffen, men folk skal selvfølgelig have lov til at drikke deres kaffe, som de vil, siger hun.
Dorthe Brejndahl arbejder på at lave et fæstningsblend. I forvejen kan man købe en Fredericia-blanding.
- Jeg har forsøgt at lave et blend, der favner bredt med noget fra Brasilien og fra Afrika. Det giver en harmonisk kaffe, siger kaffeentusiasten.
Kaffeklub
Er du stor tilhænger af at smage på øl, kender du måske foreningen Danske Ølentusiaster, der arbejder for udbredelsen af og kendskabet til kvalitetsøl.
Står det til Dorthe Brejndahl, kan hun godt forestille sig en kaffe-pendant til foreningen i den kommende fremtid.
- Jeg kunne godt tænke mig, at der kom mere hverdag og hvermandseje i kvalitetskaffen. Efterhånden er det blevet sådan, at man skal have en espressomaskine til mange tusinder stående, og det, synes jeg, er en fejl. Filterkaffe kan sagtens være virkelig god, hvis man bruger de rigtige bønner, og det vil jeg gerne slå et slag for, siger Dorthe Brejndahl.