Annonce
Elbobladet

Tag cyklen med på langtur og eventyr

Tendensen bikepacking vinder frem. Ordet er en sammentrækning af ordene "bike" og "backpacking", fordi man tager på rygsækrejse og eventyr væk fra alfarvej på cykel. Tidsmæssigt kan det være alt fra en weekend til flere uger og halve år. (Genrefoto)
Flere danskere tager på længere cykelture. Mulighederne er mange: Du kan være afsted alt fra én dag til flere uger - og sove i shelter eller på luksushotel.

Natur: Rekordmange danskere tilbringer tid i naturen, og samtidig holder mange ferie herhjemme.

Derfor har interessen for længere cykelture fået et gevaldigt boost. Det oplyser både DIF, DGI og foreningen Dansk Cykelturisme.

- Tendensen har været undervejs nogle år, men under coronaåret fik danskerne for alvor interesse for at genopdage Danmark på cykel, siger Jesper Pørksen, der er cykelentusiast og direktør i Dansk Cykelturisme.

Annonce

Samme tendens oplever Signe Strandvig, der er idrætsansvarlig for cykling i DGI, tidligere eliterytter og ivrig langturscyklist.

- Det geniale er, at det ikke behøver at være et stort projekt. Eventyret venter lige i baghaven, siger hun.

Et godt begynderprojekt kan være at cykle ud, have én overnatning og cykle hjem næste dag.

En anden model er, at I har fast base på et hotel, en kro eller en bed and breakfast, hvorfra I kører cirkulære dagture og ender ved "basen" om aftenen.

- Ved at komme frem til et sted, hvor andre har redt sengen og lavet mad, slipper du for at slæbe på telt og madlavningsgrej. På den måde har du allerede fjernet flere barrierer, siger Signe Strandvig.


Ved at komme frem til et sted, hvor andre har redt sengen og lavet mad, slipper du for at slæbe på telt og madlavningsgrej. På den måde har du allerede fjernet flere barrierer.

Signe Strandvig, idrætsansvarlig for cykling i DGI, tidligere eliterytter og ivrig langturscyklist.


Herfra kan du altid bygge på og sove i telt eller shelter på næste tur.

Groft sagt kan du gøre cykelferien let, eller du kan gøre den besværlig - afhængig af ambitioner, fysik og erfaring, konstaterer Signe Strandvig.

Begynd med dét udstyr, du har

I forhold til udstyr kan du sagtens tage de første længere ture på den cykel, du nu ejer.

Jesper Pørksen har selv været på længere ture på en almindelig herrecykel.

Fordelen ved at bruge det forhåndenværende er, at du finder ud af, hvad du savner af udstyr - i stedet for at du i dyre domme køber det, du tror, du mangler.

- Herefter kan du altid tilkøbe det udstyr, du undervejs kommer til at mangle. Eksempelvis vil man hurtigt blive glad for et par cykelbukser og regntøj, siger Jesper Pørksen.

Mange vil også blive glade for en cykeltaske og skaljakke, så man holder varmen, når man holder pause, tilføjer Signe Strandvig.

Tag til mekaniker

Mange nævner frygten for en punktering eller svigtende udstyr som en barriere. En måde at komme omkring det er at køre cyklen forbi en cykelmekaniker først. Her kan du få strammet op, gennemgået skavanker og eventuelt skiftet dæk, hvis de er møre.

Overvej punkteringshæmmende dæk. Det er ikke garant for, at du aldrig kan punktere. Men mange dæk er i dag så gode og slidstærke, at risikoen for punktering er minimal i de første uger.

- Der er en masse små detaljer, man først finder ud af undervejs. Det kan være, at man er en frossenpind, at noget rasler, eller at bagagen sidder i vejen. Det kan man så udbedre inden de længere ture, siger hun.

Annonce

30-40 kilometer om dagen

I forhold til distance, så sæt hellere barren for lavt end for højt.

For det første er det forskelligt, hvor langt man hver især kan cykle i familien. For det andet skal der helst være tid til at stoppe, hvis man ser noget spændende, siger Signe Strandvig.

- Men de fleste vil blive overrasket over, at de typisk godt kan cykle 30-40 kilometer på en dag, tilføjer Jesper Pørksen.

I forhold til rute anbefaler han, at du køber eller låner et cykelkort.

Her kan du få inspiration og se, om der er deciderede cykelruter i nærheden af din A til B-rute. Hvis ikke, findes der masser af cykelvenlige strækninger.

- Som supplement råder jeg til, at man bruger en digital ruteplanlægger - såsom Denmarkbybike.dk. Her kan man plotte ind, hvis man ønsker at komme forbi et museum eller et godt spisested på vejen, siger han.

/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Ugens hund: Bobby elsker bare sutter

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Rift om vilde frø og planter

Elbobladet

Opvaavni tilbage i Fredericia

Annonce