Annonce
Elbobladet

This is my life: Henry gav sønnike en lille fisk på krogen

Tyske Henry er hjemløs i Fredericia. I artikelserien "This is my life" fortæller han om sit liv. Mange kender Henry på hans store skæg og cowboyhat. Her er han dog med kasket og forholdsvis nyklippet skæg. Foto: Peter Friis Autzen
Når dagen er grå og trist, tænker Henry tilbage på livet med sine sønner. Det giver både lys i mørket og varme i kulden.

Fredericia: Mindet om gode tider kan varme dig på en kold dag. Det ved hjemløse Henry fra Fredericia en del om.

Når han er alene og fryser, finder han varme i mindet om sit livs bedste tider. Og ofte vender tankerne - og følelserne - tilbage til tiden, inden en spritbilist tog begge Henrys sønner fra ham.

- Den bedste tid i mit liv? Der er flere gode minder, men hvis jeg skal vælge ét minde, kan jeg ikke lade være med at tænke på fisketure med mine drenge. Vi snittede altid pinde og lavede drager af plastikposer og grene. Jeg kunne også lave en lille vandmølle. Der skal ikke så meget til for at glæde børn - bare man er sammen. Den slags gjorde vi tit, siger Henry.

Han havde flere fiskestænger, og hans yngste søn, Julien, brugte den mindste stang.


Selvom man er stille, er man sammen.

Henry Paap, hjemløs


- Jeg havde skaffet nogle små fisk, der skulle fungere som madding. Mens Julien ikke så det, satte jeg en fisk på hans krog. Og så sad vi dér og var stille sammen. Det kan man godt, når man fisker. Og selvom man er stille, er man sammen. Det var dejligt, siger Henry og sender et blik ud over en næsten mennesketom Rådhusplads i Fredericia.

- Pludselig vibrerede Juliens fiskesnøre, og han hev sin fisk i land. Han var så glad - og han vidste ikke, at han bare havde fanget sin madding. Han var så lykkelig og stolt over at have fanget fisk sammen med sin far. Jeg fiskede efter ørreder og tilberedte fangsten derhjemme bagefter, siger Henry.

- Det var den bedste tid: At være sammen med mine drenge og se dem smile.

Annonce

Tomrummet efter sønner

Henry mistede sine sønner i en trafikulykke. De var fire og seks år og var på weekendtur med genbofamilien, mens alenefar Henry hvilede sig efter en hård arbejdsuge. I en tidligere artikel i serien her har Henry fortalt om forløbet.

Når han i dag ser tilbage på sit liv og de mange fejl, han har begået - og den rodløshed, der har ført til hans hjemløshed - er han ikke i tvivl om, at meget havde set anderledes ud, hvis ikke han havde mistet sine drenge.

Hjemløse Henry fortæller selv om sit liv

Henry K. U. Paap er 63 år, tysker og hjemløs i Fredericia. Hans liv har haft både op- og nedture. Og han har oplevet mere end de fleste - og også haft oplevelser, de fleste helst vil være foruden.

I denne artikelserie uden fast rytme fortæller Henry om sit liv. ElboBladet har valgt at gengive fortællingerne med Henrys egne ord, som kun i beskedent omfang er efterprøvet. Henry taler og forstår flere sprog - også dansk. Men han foretrækker at tale engelsk - derfor hedder artikelserien "This is my life".

I tidligere afsnit har Henry blandt andet fortalt om at miste sine to sønner og om at kæmpe for den franske fremmedlegion. Og om, hvorfor han er endt i Fredericia, om hjælpsomme sjæle blandt hjemløse i Frankrig og om svigt i familien under hans opvækst. Og om at miste sin bror under tragiske omstændigheder.

- Så havde jeg været far. I stedet for bare at gå og gå og gå væk fra tomrummet i mit liv, havde jeg haft nogen at være der for - og nogen, der var der for mig, siger han.

Når kulden og nutidens realiteter bider i Henry, tænker han tilbage på bedre tider.

- Ikke for at pine mig selv og dyrke savnet, men for at finde lidt varme og glæde. Det kan man godt gøre. Det virker i hvert fald for mig, siger han.

Sådan kender de fleste Henry, der ofte sidder på en bænk på Rådhuspladsen. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce