Annonce
Elbobladet

This is my life: Henry i ildkamp for fremmedlegionen

Henry K. U. Paap er hjemløs i Fredericia. Men inden han endte her, førte hans liv ham til fjerne egne af verden og store op- og nedture. Foto: Peter Friis Autzen
Henry lå fastklemt under det væltede militærkøretøj og forsvarede sig med de dræbte kammeraters ammunition.
Annonce

Fredericia: - Fire af de andre i bilen er dræbt. Mine ben er klemt fast. Jeg giver min radio til den sidste af kammeraterne, så han kan løbe væk og tilkalde hjælp. Han giver mig sine våben og sin ammunition på nær sin pistol, inden han løber væk med radioen.

Henry Paap kendes af mange for sin cowboyhat og sit venlige smil, når han sidder på "sin" bænk på Rådhuspladsen i Fredericia. Men den hjemløse mand har ikke altid smilet til sine omgivelser. Især én gang - på en mission i Centralafrika for den franske fremmedlegion - stivnede smilet.


Det var liv eller død, dem eller mig. Jeg overlevede.

Henry K. U. Paap


- Vi kommer kørende på en vej, der burde være ryddet for miner. Men minerydderne er kommet for langt foran. Oprørerne har været hurtige og har nået at lægge bomber ud i vejen mellem os og minerydderne. Vores pansrede bil rammer en af deres miner, og vi bliver kastet op i luften og vælter rundt, siger Henry.

Hjemløse Henry fortæller selv om sit liv

Henry K. U. Paap er 63 år, tysker og hjemløs i Fredericia. Hans liv har haft både op- og nedture. Og han har oplevet mere end de fleste - og også haft oplevelser, de fleste helst vil være foruden.

I denne artikelserie uden fast rytme fortæller Henry om sit liv. ElboBladet har valgt at gengive fortællingerne med Henrys egne ord, som kun i beskedent omfang er efterprøvet.

- Jeg kan ikke flytte mig. Mine ben er klemt fast under den væltede bil. Min kammerat løber for at komme op på en bjergtop, hvorfra han med radioen kan tilkalde hjælp. Imens angriber oprørerne mig. De skyder efter mig og rammer mig også blandt andet i siden af kroppen - men adrenalinen gør, at jeg ikke registrerer smerten. Jeg returnerer deres ild. Det er enten dem eller mig. Jeg ved, at jeg rammer mindst tre. Og jeg tror, at mindst én af dem dør af det.

Efter lang tid lykkes det kammeraten at tilkalde hjælp, og da den når frem, går det op for Henry, at han er såret. Og at han er reddet.

Annonce

Ingen Rambo her

Nogle år forinden havde Henry meldt sig til den franske fremmedlegion. Dels som et trin i sin håndtering af en skilsmisse. Og dels fordi han ønskede at bevise overfor sig selv, at han kunne klare sig i det legendariske korps.

- Fremmedlegionen er ikke, som folk tror. Der er ikke plads til nogen Rambo eller Arnold Schwarzenegger. I legionen er der grundighed, teamwork og broderskab. Man skal tale fransk, og man skal være på vagt 24-7. Og når du på hvervekontoret har skrevet under, og døren bag dig er låst, er du deres i mindst fem år, siger han og tilføjer, at Fremmedlegionen i dag oplever så stor søgning, at den kan håndplukke de bedste ansøgere.

Ud over den beskrevne mission fortæller Henry, at han også har været på andre operationer. Nogle af dem må han ikke fortælle om.

Livet har både smilet og bidt. Henry K. U. Paap er i dag hjemløs i Fredericia. Inden hans liv tog dén retning, var han blandt andet aktiehandler i New York. Foto: Peter Friis Autzen

Livet i legionen varede i godt fem år - og de har præget Henrys liv. Dels med nogle ar og dels med nogle evner, han stadig gør brug af i dag.

- Jeg forlod legionen som en mand, hvor jeg var ankommet som en kvinde - undskyld udtrykket. Jeg lærte at være meget struktureret og præcis i min ageren og mine vurderinger af ting.  Og jeg lærte, at den allerbedste måde at forsvare sig mod et angreb er at gå væk. Men hvis ikke man kan det, må man kæmpe. Og det er legionærer gode til, siger han.

Overlevelsesteknikker og lignende fra legionær-tiden har også vist sig praktiske, når Henry som hjemløs eksempelvis har haft brug for at overnatte udendørs i frostvejr.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce