Fredericia: Kaya og Bebe er ude at luft mor Helle og farmand Thomas, da ElboBladet møder dem på Rådhuspladsen.
- Vi er på vej ned til Lene. For Lene har godbidder, siger Kaya, der trods sine kun ti måneder for længst er blevet gammel nok til at regne den ud.
- Jaja, men vi kan godt lige nå at snakke med ElboBladet først. Vi har jo mange gange undret os over, at vi ikke har været med i Ugens hund før. Så nu tager vi os lige tid til det. Lenes godbidder løber ingen steder, siger Bebe, der syv år gammel og derfor for længst er blevet gammel nok til at have rystet ungdommens utålmodighed af sig.
KayaJeg bliver kaldt Støjberg, fordi jeg ikke kan lide fremmede.
De to hunde er klædt på til kulden, Kaya i sort og Bebe i rødt.
- Vi er ellers født til at klare kulden. Vi er nemlig tibetanske terriere. Så kulde generer ikke os, siger Bebe, mens Kaya tilsyneladende forsøger at spise al sneen på Rådhuspladsen.
- Nej, siger Kaya og ser op med små sneklumper hængende i skægget.
- Vi fryser faktisk aldrig.
Blueslegende og eksminister
Bebe og Kaya har begge navne, der refererer til tibetanske udtryk. Men der ligger også noget andet bag. I hvert fald for Bebes vedkommende.
- Far og mor udtaler det Bibi - ligesom blueslegenden B. B. King, siger hun og logrer.
- Ja, og nogle gange bliver jeg kaldt Støjberg, fordi jeg ikke bryder mig om fremmede. Det er vistnok noget med noget politik-noget, siger Kaya.
Kaya er en vandhund.
- Jeg elsker at hoppe i springvandet og vandrenden her i gågaden. Det er der ikke ret mange andre tibetanske terriere, der kan lide, siger Kaya.
- Nej, jeg holder hellere lidt ekstra afstand og går langt uden om vandpytter, siger Bebe.