Annonce
Elbobladet

Vender Vendersgade?

Journalist Gustav Roesbjerg Pedersen. Foto: Peter Friis Autzen
På den 2. side af gågaden
Annonce

I sidste uge satte vi her i ElboBladet fokus på Vendersgade. Den ene af Fredericias smukke gågader. Den med "byen for alle"-fliserne. Den med de mange tomme butikslokaler.

Det gjorde vi efter gennem nogen tid at være blevet opfordret til at sætte fingeren på et ømt punkt: Hvad sker der lige med Vendersgade? Og har fredericianerne glemt, at de butikker, de ikke handler i, lukker?

Opfordringerne til at tage fat i emnet er gennem tiden kommet fra både butiksdrivende, politikere og andre. Og med udsigt til, at Vendersgade mister endnu en butik, inden denne uge er gået, tænkte vi, at nu var det tid.

Så vi spurgte butiksindehaverne: Hvordan går det? Hvordan ser det ud? Er det et problem for dig og din butik, at så mange lokaler står tomme? Hvad tror du kan vende udviklingen?

Ja, faktisk skulle der ikke mere end det første spørgsmål til, før butiksindehaverne selv ledte snakken ind på det, der blev omdrejningspunktet: At der ikke er nok gående i gaden, og at der er blevet flere tomme butikker.

Nogle bød på pessimistiske udtalelser. Andre på optimistiske.

Otte artikler blev det til - flere end vi plejer at skrive om et emne. Det her er vigtigt.

Efterfølgende har nogle kritiseret avisen for at tale Vendersgade ned. Selv mener jeg ikke, at vi taler gaden ned. Vi konkluderer intet, men forsøger derimod at tage problemet op og ikke mindst belyse et emne, der betyder meget for mange, nemlig byens handelsliv.

En placering i gaden er langt fra ensbetydende med, at man går nedenom. Det er de to tøjbutikker i den sydlige ende beviser på. 50 års jubilæum kan de begge snart fejre - respekt!

Anderledes står det imidlertid til i den anden ende af gaden. Begge lokaler på hjørnet til Danmarksgade står tomme. Er det ærgerligt? Ja, gu' er det surt, at handlende bliver mødt af det syn, når de trasker forbi. Det er ikke just indbydende, og mon ikke at alle i Fredericia ønsker det ændret?

Det er langt fra første gang, at en budbringer bebrejdes for indholdet af budskabet. Måske er det naturligt, at følelserne udtrykkes overfor budbringeren, når et budskab udløser en ærgerlig følelse. Ikke desto mindre er vi alle i samme båd. Ligesom de butiksdrivende i gaden ønsker en gade fyldt med mennesker, er det i vores interesse, at det går godt for dem. Hvad ville ElboBladet være uden et aktivt handelsliv?

Og hvad var der egentlig sket, hvis ikke vi havde skrevet om emnet? Hvad er der sket i tiden op til, at vi skrev artiklerne i sidste uge? Hvert tredje butikslejemål står tomt. Er det ikke godt og vel rettidig omhu at tage fat på snakken nu - selvom det kan være ubehageligt?

Spørgsmålet er, om ikke Vendersgades situation er så klemt, at det både er rigtigt og vigtigt at tage emnet op. Og om ikke det er i gadens egen interesse.

Hvis vi også fremover vil have butikker i Fredericias bymidte, skal vi blive ved med at handle i dem. Hvis vi vil have liv i bybilledet, skal vi selv bidrage til det.

Der er så mange nye oplevelser, der venter, når man opsøger dem. Selv opdagede jeg ved en tilfældighed, at USO åbner en midlertidig outlet-butik i Vendersgade 28. februar, da jeg gik en tur i gaden. Lad det være et signal om, at det vender i Vendersgade.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Mormors jordbærhimmel

Annonce