Annonce
Ugeavisen Esbjerg

67 år i samme lejlighed: Edith fra nummer 10, st. tv

Edith Bjerring nyder sin tilværelse på A. Andersens Vej 10, der har dannet ramme om hendes tilværelse siden 1953. I alt 67 år har Edith nu boet i stuen til venstre, og det bliver hun ved med, for det er her, at hun føler sig allermest hjemme.

1680 kroner om året måtte Svend Aage og Edith Bjerring betale, da de i 1953 flyttede ind i stuen til venstre på A. Andersens Vej 10. Edith bor her stadig. Det bliver hun ved med, for hun elsker sit ”havregrynskvarter”.

Annonce

Hvis vægge kunne tale, så vil dem, der findes på A. Andersens Vej 10, st. tv i Esbjerg være blandt de store berettere, når krøniken om Edith Bjerring skal skrives.

Men Edith Bjerring kan nu også selv. For selv om hun er som mange andre 90-årige, ydmyg, beskeden og uden de helt store armbevægelser, så er der masser af anekdoter at hente hos Edith.

Som for eksempel om dengang, hvor hun måtte føde sin yngste søn inde på sofaen, for der var ingen telefon i nærheden, men Svend kom til verden og Kaj Foldager, Esbjerg gamle 'billardkonge', kom med nelliker.

Ja, der er faktisk et hav af sådanne historier, for sådan må det nu engang være, når man blev gift i 1947 og født i 1929, men denne historie skal egentlig være det personlige billede på et bybillede, så lad os prøve at holde det til dét for nu.

Andet end havregryn
1680 kroner måtte lastmand Svend Aage Bjerring og fru Edith årligt betale, da de i 1953 valgte at skifte husvildebarakkerne ud med den nybyggede lejlighed på den gamle dyrskueplads i Esbjerg.

- Ja, det var jo meget eksklusivt dengang, men vi havde med det samme lyst til at bo her, og så indfriede Svend Aage noget gæld og skillingede sammen ved at tage en masse ekstra vagter på havnen. Og nu har det da
indtil videre været privatadressen i 67 år, og vi har altid betalt huslejen til tiden. Og vi har i øvrigt også spist meget andet end havregryn, klukker Edith med henvisning til betegnelsen ”havregrynskvarteret” om de kendte karréer, som blev opført på den gamle dyrskueplads i begyndelsen af 1950’erne, og hvor folk, hvis de flyttede derind, formentlig kun ville have råd til havregryn.

Et godt sted for børn
Men Svend Aage Bjerring, der både var bokser, gymnast og fodboldspiller, og som i øvrigt fik et godt øje til Edith, da hun var ekspedient i Fru Andersens købmandsforretning, ville bo på A. Andersens Vej. Og det samme ville Edith.

- Vi kunne jo se, at det ville være et rigtig godt sted for børn, smiler Edith, der har givet liv til fem af slagsen og fik ret i sin antagelse.

- Åhhh, det har været så godt. Der har været et leben uden lige, og en overgang boede der faktisk 23 børn i opgangen, fortæller Edith med lys i øjnene.

Allerede i 1942 var der planer om det nye boligområde, da der var stor boligmangel i Esbjerg. Esbjerg Kommune fik derfor udarbejdet en bebyggelsesplan for en del af dyrskuepladsen med lejligheder for børnerige familier. Hovedidéen var at bygge treetagers karréer, hvor lejlighedernes primære opholdsrum vendte mod syd og sydvest.

De to lokale boligforeninger, Andels Bolig- og Byggeforeningen af 1932 og Arbejdernes Boligforening var interesserede i at bygge på området og købte derfor arealerne af Esbjerg Kommune.

Ved årsskiftet 1957-58 var bebyggelsesplanen for den gamle dyrskueplads omsat til virkelighed. Der var opført 30 blokke med i alt 590 lejligheder, som med 2-4½ værelser var ideelle til børnerige familier.

Og én af dem var familien Bjerring, der allerede i maj 1953 bar sofa, seng og gardiner indenfor i den knapt færdigbyggede stuelejlighed på A. Andersens Vej 10, som var helt nye rammer for både Bjerring-parret og for Esbjerg.

- Og fra første dag følte vi os bare hjemme. Man kom hinanden ved, uden at det blev omklamrende. Der var ikke langt til Grådybbadet eller centrum. Folk var gode til at hjælpe hinanden, og ungerne spillede bold og hønse-ring og løb ind og ud hos hinanden og mellem blokkene, og jeg kastede madder ud ad vinduet til dem, når de var sultne, men ikke havde tid til at komme ind og spise aftensmad, ler Edith, mens hun byder på mere kaffe og Marianne bolcher.

Dejligt med gæster
Der findes uden tvivl større lejligheder i Esbjerg end dem i ”havregrynskvarteret”, men hvor der er hjerterum, er der husrum, og i stuen til venstre på A. Andersens Vej 10 har der altid været rigeligt med hjerterum.

Derfor boede man også en periode fem børn og tre voksne, for Ediths far manglede et sted at bo, og så fandt de plads til ham. Varm mad til frokost har der også været, og en smule pålæg i køleskabet må man altid have, hvilket både børn, børnebørn og oldebørn har nydt godt af i alle år, når de anmeldt og uanmeldt er droppet forbi Edith på A. Andersens Vej.

- Det er dejligt med gæster, smiler Edith, der fint finder tid til de huslige pligter, men så sandelig også til andre ting udenfor lejligheden på den gamle dyrskueplads.

Den 90-årige esbjergenser render således stadig til koncerter og veninde-komsammener, og så er der alt det indimellem, som Edith også har lyst til at kaste sig ud i.

Før i tiden var det særligt fodboldklubben B47, hvor Svend Aage var mangeårigt bestyrelsesmedlem og senere æresmedlem, der optog tiden. Der er Edith og Svend Aage mildt sagt kommet en del.

Børn vender tilbage
Der var også Ediths rengøringsarbejde på Taleinstituttet og Englandsfærgen, og frihedskæmper var Svend Aage i øvrigt også, og det gav masser af ’eventyr’ af både den ene og anden slags, men det må vi tage en anden gang, for nu er vi allerede på vej langt væk fra A. Andersens Vej, som jo er der, denne historie skulle centrere sig.

I de hyggelige rammer, hvor der fortsat er gulvtæpper over det meste, sofasæt i grøn velour, bornholmerur samt ”Paladset i Beirut” og ”Diamantfloden” i bogreolen.

Billeder af afdøde Svend Aage, børn og børnebørn pryder naturligvis væggene, og fra altanen, der først kom til mange år senere, men hvor man kan få dejlig sol i ansigtet, er der en fin udsigt til flere steder af boligområdet, der som bekendt afgrænses af Hjer- tingvej, Jørgen Pedersens vej (tidligere Gormsgade), Gl. Vardevej, Grådybet og området, som børnene kaldte Lilleskoven.

Det er blandt andet også herfra, at Edith kan se, at efter nogle år som ’sølvbryllupskvarter’ og med stille sommeraftener, så er mange af dem, der tidligere løb rundt som børn blandt blokkene, i dag vendt tilbage som voksne med egne unger hængende i buksebenene.

- Det siger da lidt om, hvor godt et sted, det er. Jeg kommer i hvert fald til at bo her, indtil det er slut. Så må vi se, hvornår det er, ler Edith med sit hjertelige grin og fortsætter:

- 67 år er mange i den samme lejlighed, og selv om der er kommet altan, nyt køkken og vi slog hul ind til den ene stue for at få mere plads, så ligner det sig selv. Og det kan jeg godt li’. Derfor ville jeg heller ikke flytte, da Svend Aage døde i 1995. Det er her, jeg har hjemme. Det er herfra min verden går, smiler Edith og går over for at sætte en ny kande kaffe over.

Edith Bjerring nyder sin tilværelse på A. Andersens Vej 10, der har dannet ramme om hendes tilværelse siden 1953. I alt 67 år har Edith nu boet i stuen til venstre, og det bliver hun ved med, for det er her, at hun føler sig allermest hjemme.
Edith Bjerring nyder sin tilværelse på A. Andersens Vej 10, der har dannet ramme om hendes tilværelse siden 1953. I alt 67 år har Edith nu boet i stuen til venstre, og det bliver hun ved med, for det er her, at hun føler sig allermest hjemme.
Edith Bjerring nyder sin tilværelse på A. Andersens Vej 10, der har dannet ramme om hendes tilværelse siden 1953. I alt 67 år har Edith nu boet i stuen til venstre, og det bliver hun ved med, for det er her, at hun føler sig allermest hjemme.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce