Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Børneteateret vender tilbage til skoven

Der plejer at være stor interesse for at være med i sommerforestillingen. Her er det fra indskrivningen til Ronja Røverdatter for nogle år siden. Foto: Arkiv
"Brødrene Løvehjerte" bliver årets sommerforestilling, der opføres i beskåret form.

Teater: Sidste år var intet, som det plejer, men gradvist vender vi tilbage til normalen, og et af de sikre tegn herpå er annonceringen af, at Esbjerg Børne og Ungdomsteatrets telt nu er kommet på plads i Nørreskoven.

Det kom op at stå i weekenden, og nu vil skuespillere, instruktør, musikere og koreograf så småt gå i gang med at øve op til premieren, der foregår den 4. juni. Det er Astrid Lindgrens elskede "Brødrene Løvehjerte", der er på programmet. Ligesom det var sidste år.

- Vi blev jo nødt til at aflyse sidste år, men heldigvis har en lang række af de bærende kræfter valgt at stille op igen, så vi skal ikke begynde helt forfra, siger teatrets formand Gitte Schunck.

Annonce

Halveret

Der bliver ni forestillinger som sædvanligt, men der er skåret ned på antallet af børn og unge på scenen. Dels af hensyn til diverse restriktioner samt sikkerheds- og hygiejne foranstaltninger og dels giver det sig selv.

- Hen over året har vi mistet halvdelen af dem, der plejer at spille teater hos os. Vi har aflyst en del forestillinger, så det er vigtigt for os at vise, at vi stadigvæk er her. Det meste af året har vi ikke kunnet lave noget, så det har været en trist tid, og det gør, at nogen, der ellers gerne vil spille teater, måske finder på noget andet at lave, siger formanden, der ligesom de andre bestyrelsesmedlemmer har set på, at økonomien er blevet mere og mere begrænset.

- Vi har heldigvis haft en forstående kommune, der jo står for teaterhuset i Borgergade. I de måneder, hvor vi ikke har kunnet bruge huset, har vi ikke skulle betale husleje. Det har været rart, og ellers kunne vi i øvrigt ikke have overlevet, siger Schunck.

Nu gennemfører man sommerens forestillinger og håber så i øvrigt på økonomisk støtte fra Dansk Amatør Teater Samvirke, som man forventer at søge tilskud fra til efteråret.

Skulle der sidde lokale fonde, der vil hjælpe, skal man være mere end velkommen, skulle vi hilse og sige.

Billetterne bliver sat til salg indenfor 14 dage eller lige så snart, der er overblik over, hvordan man skal forholde sig i forhold til covid-19.


Vi laver sommerteater for at vise, vi er her endnu.

Gitte Schunck, Esbjerg Børne og Ungdomsteatret
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kriminaliteten er faldende

Annonce