Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Black lives matter: Racismen findes også i Esbjerg

HORSENS, DENMARK - JUNE 16: Mohammed Dauda of Esbjerg fB celebrates after scoring their first goal during the Danish 3F Superliga match between AC Horsens and Esbjerg fB at CASA Arena on June 16, 2020 in Horsens, Denmark. (Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)
Annonce

Den internationale menneskerettighedsbevægelse Black Lives Matter har fået stor opmærksomhed efter den brutale anholdelse af George Floyd, der endte med at koste ham livet. Bevægelsen har også nået Esbjerg, hvor EfB-spilleren Mohammed Dauda for nyligt fejrede sin scoring med en knælende Black Lives Matter gestus. Vi har talt med en række sorte mennesker i Esbjerg om bevægelsen og om racisme.

- Drengene jagtede mig hjem fra skole og kaldte mig N-ordet og Nutella

Sarah Utto, 28 år, er hjemmegående med sin datter på 1,5 år. Hun har læst international pædagogik på SDU i Odense. Hun skrev sin BA om hudfarvens betydning i Danmark. Sarah Utto er fra Esbjerg, hvor hun i folkeskolen gik på Kvaglundskolen. Hun er også datter af byrådspolitiker Mussa Utto (S). Foto: Privat

Spørgsmål til Sarah Utto:

Hvordan har Black Lives Matter kampagnen påvirket dig?

- Rent følelsesmæssigt har det påvirket mig meget. Det gør mig rigtig ked af at høre og se, at mænd og kvinder i USA bliver dræbt på grund af deres hudfarve. Det gør mig rigtig frustreret, at vi stadig i 2020 kæmper for at blive set og behandlet ligeværdigt. Det gør mig ked af det, at nogle ikke-sorte nægter at komme ud af illusionen om, at racismen ikke findes. Så den her tid er fyldt med følelser og oplevelser, som jeg måske har undertrykt.

Er der noget konkret, du personligt selv har gjort i forbindelse med Black Lives Matter bølgen?

- Jeg har ikke selv haft mulighed for at deltage i en demonstration, men jeg har brugt de sociale medier meget til at poste nogle af de problematikker. Jeg tror, det er sjældent, at jeg har talt så meget om racisme, som jeg har gjort i denne tid. Det er nu, folk lytter, det er nu, der er fokus på området. Hvis jeg har sagt det i min hverdag før, har jeg oplevet, at jeg er blevet beskyldt for at bruge offerkortet eller racekortet. At jeg er snerpet eller oversensitiv. Det er blevet afvist.

Har du selv oplevet racisme?

- Ja. Fra noget så banalt som, at jeg i børnehaveklassen har fået at vide, at der er en farve, der hedder hudfarve, som ikke er min. Det har gjort, at jeg har følt mig forkert. - Jeg er blevet jagtet på vej hjem fra folkeskolen af drenge, der synes, det var sjovt at råbe Nutella og N-ordet efter mig. Jeg har også fået råbt N-ordet efter mig af folk, jeg ikke kender. Jeg har også mødt det, vi kalder hyggeracisme, hvor mine hvide venner har kaldt mig N-ordet for sjov, eller hvor nogle har sagt: Du er pæn ... af en afrikaner at være.
Når jeg så siger, at jeg ikke synes, det er sjovt, så bliver det vendt mod mig. Hvorfor tager jeg det så personligt, får jeg smidt i hovedet. Men jeg synes jo ikke, det er sjovt, jeg bliver irriteret og frustreret, fordi det bliver sagt på grund af min hudfarve.

I Danmark kan vi blive enige om, at der er problemer i USA, men vi har dem slet ikke på samme måde her, siger vi så. Hvad tænker du, når du hører det?

- Det er der, det bliver farligt. Når vi tror, det ikke findes, fordi vi forbinder racisme med ekstremer. I tv så jeg en debat om, hvorvidt racismen findes i Danmark. Det er jo ikke en debat, man kan tage som hvid. Der må de hvide lytte. Hvis jeg siger, jeg har oplevet racisme, og at jeg har kæmpet med det hele mit liv, og at det har påvirket mig, så må I tro mig. Det har været ekstra svært at finde sig selv og elske sig selv. Det ved I ikke, fordi I ikke lytter. At hvide ikke opfatter sortes følelser som valide, det er nok det største problem. Det er de hvide, der bliver nødt til at forstå, at de bliver nødt til at være antiracister. Hvis man afviser folks følelser og oplevelser, hvordan skal vi så vokse, hvordan skal vi komme videre som samfund? Det ville være meget lettere, hvis det er de hvide, der, når de oplever racismen, siger, at det ikke er ok. For hvis jeg siger noget, så bliver personen sur og irriteret over, at jeg skal ødelægge stemningen, og at jeg jo godt ved, at der ikke er ment noget negativt. Så derfor er det vigtigt, at man stopper det som hvid. Det er sådan, man er antiracist.

Føler du, at du bliver set anderledes på, efter der er kommet fokus på Black Lives Matter?

- Nej. Jeg synes ikke rigtigt, der er nogen forskel, og generelt synes jeg, debatten har taget en helt anden drejning, end den burde. Nemlig om racismen finder sted. Jeg bliver stadig stirret på, og folk holder på deres tasker, som de plejer.

Hvad håber du, der kommer ud af det nuværende fokus på racisme?

- Jeg håber i hvert fald, at ikke-sorte forstår, at det her ikke er en trend for sorte mennesker. Jeg har været glad for at se mange hvide til de her demonstrationer. Men jeg håber, folk forstår, at det ikke kun er nu, for jeg har ikke nogen anonymitet i min hudfarve. For mig er det en evig kamp. Jeg ønsker virkelig ikke, at min datter skal gå igennem det, jeg er gået igennem. Men vi har for travlt med at sige i Danmark, at det bare er noget, der foregår i USA. Det skræmmer mig rigtig meget. For før vi kan få forandring, kræver det, at vi indser, der er et problem.

- Alle sorte er ikke kriminelle

Patience Joensen. Foto Tue Sørensen

Spørgsmål til Patience Joensen:

Hvordan har Black Lives Matter kampagnen påvirket dig?

- Jeg har tænkt meget på, hvorfor man ser meget anderledes på os sorte. Farve skulle ikke betyde noget. Vi er alle mennesker uanset hudfarve.

Er der noget konkret, du personligt selv har gjort i forbindelse med Black Lives Matter bølgen?

- Nej absolut ingenting.

Har du selv oplevet racisme?

- Ja, en dag vi var i Køge. På Køge Torv sad en kvinde med sit barn, og jeg satte mig på bænken og begyndte at lege lidt med barnet, som var cirka to år. Straks flyttede kvinden til en anden bænk. Nogle gange føler jeg også, at folk kigger nedladende på mig, men jeg oplever også det modsatte. Ikke alt er racisme. Vi blev stoppet en dag i Skolegade af en kvinde, som henvendte sig til mig og sagde ”Hvor er du smuk”. Det blev jeg naturligvis meget glad for.

Føler du, at du bliver set anderledes på, efter der er kommet fokus på Black Lives Matter?

- Nej.

Hvad håber du, der kommer ud af det nuværende fokus på racisme?

- At folk vil tænke anderledes om os. Alle sorte er ikke kriminelle og farlige, men vil blot leve i fred og ro.

Hvor kommer du egentlig fra?

Thomas Simoni har oplevet den lille racisme på egen krop. Foto Peter Langwithz Smith

STOPPET AF POLITIET: Thomas Simoni har selv oplevet den lille racisme på sin krop, men han tror ikke på, at vi skal grave skyttegrave.

- Det slår næsten aldrig fejl, når jeg møder nye mennesker. Det tredje spørgsmål er som regel ”hvor kommer du fra”. Jeg kan jo godt sige, at jeg kommer fra Randers, det kan man nok godt høre på mit sprog, men min farve gør, at det er interessant at finde ud af, hvor mine rødder oprindeligt var. Det tror jeg ikke, at almindelige danskere oplever som noget af det første, siger Thomas Simoni, der er ved at uddanne sig til folkeskolelærer.

- Jeg er mange gange blevet spurgt om, om jeg ikke vil med i nogle foreninger, der kæmper mod racisme og forskelsbehandling, men jeg har sagt nej. Jeg tror ikke på, at det hjælper, at vi graver os ned og peger fingre af de andre, ligesom jeg ikke tror, at det hjælper at fjerne statuer og skrive historien om af hensyn til den politiske korrekthed. Det var jo det, man gjorde i Orwells bog ”1984”. Her tilpassede man historien, så den passede til magthavernes planer. Jeg tror derimod, at man skal være bevidste om, hvad der er sket af dårlige ting og så lære af det fremadrettet, siger han.

Stoppet af politiet

Hans kulør gør, at han er til at få øje på i bybilledet. - Jeg er blevet stoppet af politiet utallige gange. De har sådan set været flinke nok, men det er klart, at de lige har tænkt ved sig selv, ham der ser lidt suspekt ud, siger han.
De store protester i USA har gjort indtryk på ham, men om det giver forandringer, er han ikke så sikker på. - Jeg tror, det fader ud og går i sig selv igen, og så dukker det op igen, når og hvis der sker noget andet derovre. Jeg tror ikke på, at der lige pludseligt er sket noget, der får folk til at overveje deres egen adfærd. Desværre, siger Thomas Simoni.

Chefen havde ikke set en sort før

Matthew Anyanwu er trommeslager i flere orkestre. Foto Peter Langwithz Smith

GODT TV:

Matthew Anyanwu blev som ung provokeret igen og igen.

- Min kammerat og jeg søgte job på en fabrik, og vi havde ringet derud i forvejen. Jo da, de havde vist nok arbejde, så vi skulle bare komme. Min kammerat, der er hvid, gik ind og fik et job, men da jeg kom ind til chefen, så kiggede han lidt forbløffet på mig og sagde, at der ikke var noget. Jeg tror aldrig, han havde set sådan en black en som mig før, og sådan en turde han ikke ansætte, siger Mattew Anyanwu, hvis biologiske rødder er i Nigeria.

Specielt som teenager i Esbjerg blev han ofte provokeret af nogle, der lige skulle se, hvad han var for en. Og måske prøve kræfter med ham, for han var også dengang en stor og stærk fyr. - Jeg havde et heftigt temperament, og kom tit i slagsmål. Vi var ikke så mange af min slags dengang, så jeg stak ud i bybilledet. Når jeg kom til Tjæreborg eller Varde eller sådan noget, så talte folk engelsk til mig, for jeg kunne da umuligt tale dansk, troede de, griner han.

Opføre os ordentligt Han har også fulgt med i Black Lives Matter i USA, men han tror ikke rigtigt på, at det kommer til at ændre noget.

- Det er godt tv, men det bliver hurtigt glemt, er jeg sikker på. Ting tager tid, og det bedste vi kan gøre, det er egentligt bare at opføre os ordentligt overfor hinanden. - Jeg oplever da engang i mellem stadig at blive provokeret, men jeg har lært at styre mig. Det går jo ikke, at sådan en gammel nar som mig går rundt og deler øretæver ud, vel, siger han.

Dauda tog et knæ for George Floyd

Mohammed Dauda dedikerede sit mål mod AC Horsens til George Floyd. Foto GettyImages/Lars Rønbøg

Et mål for FLoyd:

Mohammed Dauda ville allerede have gjort det mod Randers, men der endte hans scoring i en krammer med holdkammerat Yuri Yakovenko. I Horsens glemte han det ikke, da han igen bragte sit hold på 1-0. Han løb ud mod hjørneflaget og satte sig med det ene knæ i jorden og så strakte han en knyttet højre hånd i luften. - Jeg gjorde det, for det var det samme, politimanden gjorde ved Floyd, da han døde. Det handler om det, der skete i USA med George Floyd. Det var min måde at sende et signal om, at vi alle er lige, og at vi alle skal leve sammen og have de samme rettigheder, fortæller EfB’s ghanesiske angriber Mohammed Dauda.

Selvom han ikke selv har oplevet racisme hverken på eller udenfor fodboldbanen, føler han alligevel et ansvar. - Jeg føler, at når det sker for en sort mand som mig, hvem ved så, om det sker for mig den næste gang. Vi skal støtte hinanden, siger Mohammed Dauda, der tilbage i 2017, 18 år gammel, sagde på gensyn til sine tre brødre, to søstre og sin mor i Ghana.

Så rejste han til Europa for at blive professionel fodboldspiller i fodboldklubben Anderlecht, og selvom han ikke oplevede racisme, så oplevede han, hvor ensomt det kan være at bo i et land, der ikke er ens eget. De fremmede

- Til at begynde med var det virkelig svært. I Afrika er det svært at få arbejde, så mange vil gerne arbejde for at få et arbejde i udlandet, så de kan hjælpe deres familie derhjemme. Så på den måde er det en del af livet i Afrika, at man ikke altid kan bo tæt på sin familie. Og det er den opgave, jeg har taget på mig, det er sådan, det skal være. Men det var svært i starten, hvor der ikke var nogen at snakke med efter træning, og jeg levede alene, siger Mohammed Dauda. Og måske er det netop den oplevelse af at være fremmed i et fremmed land, der fik ham til at sende det budskab og den støtte til Black Lives Matter-kampagnen efter sin scoring i Horsens.

- Vi er i nogle andres lande, så vi føler os som gæster. Vi er her alene, og vi har brug for at støtte vores brødre, der har brug for hjælp, siger Mohammed Dauda, der både har venner, der oplever racisme, og så har han selv fulgt med i medierne, når racismen har stukket sit fjæs ind i fodboldens verden. Derfor greb han chancen for at øge opmærksomheden om racisme, for det er netop, hvad han håber, Black Lives Matter kan gøre.

- Der skal være fokus på, at vi skal sparke racismen ud af fodbold - at vi alle er ens, siger han og forklarer, at han ikke mener, det bør være op til de enkelte spillere og klubber alene. - Vi har UEFA og FIFA, der er de styrende organer i fodboldens verden. De bliver nødt til at komme med løsninger på, hvordan vi forhindrer racismen. De skal finde ud af om klubber skal have bøder, suspenderes eller om spillere skal suspenderes. Der skal implementeres nogle virkemidler, der kan forhindre det her i fodbold, siger Dauda.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce