Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Borggården: Det Faglige Hus køber ind igen

Det Faglige Hus har købt Nykredits bygning i Borgergade for at få mere kontorplads. Det giver god mening som en investering, siger direktør, som samtidig lover, at Det Faglige Hus stadig er polstret til en eventuel konflikt.

Annonce

Det Faglige Hus har igen været på shopping på Esbjergs ejendomsmarked med købet af Borggården, Nykredits bygning på hjørnet af Borgergade og Torvegade. Det sker for at få mere kontorplads, efterhånden som domicilet ved lufthavnen lejes ud - og for på lang sigt at lave Borggården om til lejeboliger og/eller erhvervslejemål.

- Det er en attraktiv beliggenhed og et alternativ til, at vi skulle leje lokaler, så kan vi lige så godt leje af os selv. Jeg tror, vi vil se flere erhvervsejendomme i Esbjerg, der bliver omdannet til boliger, fordi de er svære at leje ud, siger Brian Elsted Hansen, administrerende direktør i Det Faglige Hus.

Det er planen, at Nykredit lejer sig ind i stue og kælder på en fem-årig kontrakt i den 1700 kvadratmeter store ejendom, mens Det Faglige Hus selv råder over de resterende 800 kvadratmeter. De skal bruges til kontorplads for nogle af organisationens ansatte, mens Det Faglige Hus venter på at bygge nyt domicil på Esbjerg Strand og samle alle sine 300 ansatte i Esbjerg der til fordel for de fire adresser, organisationen lige nu ejer og befinder sig på. Men byggeriet af nyt domicil afventer, at organisationen får lejet sine faciliteter ud ved Esbjerg Lufthavn, og der mangler Det Faglige Hus stadig at få lejet mere end halvdelen af de 8.800 kvadratmeter ud.

- Der er et stykke vej endnu. Vi var i dialog med to virksomheder, som gerne ville leje sig ind ved lufthavnen, men på grund af coronakrisen har de valgt at udskyde beslutningen, siger den administrerende direktør.

Stadig råd til konflikt
Brian Elsted, vil jeres 150.000 medlemmer være enige med jer i, at opkøb af ejendomme og investering i lejeboliger er den bedste måde at forvalte medlemmernes penge på?

- Hvis alternativet var at investere i aktier eller obligationer, ville vi ikke kunne realisere pengene hurtigt i tilfælde af en konflikt, og det ville være skidt. Og satte vi vores penge i banken, ville det være en dårlig forretning med de negative indlånsrenter, der er. Ejendomme har altid været den mest værdifaste investering.

Har I stadig råd til at hjælpe medlemmerne økonomisk gennem en eventuel konflikt, nu hvor I har sat så mange penge i bygninger?

- Vi køber kun bygninger, vi tror på, kan sælges igen. Vi vil i worst case kunne belåne vores bygninger og få et kapitalberedskab i tilfælde af en konflikt, men vi er stadig nu økonomisk polstret til en eventuel konflikt, som vil koste os mange millioner. Vi gambler ikke med medlemmernes penge, siger Brian Elsted Hansen.

På sigt vil Det Faglige Hus gerne bygge to etager ovenpå Borggårdens i forvejen tre. Skråt overfor, i Torvegade 6, er landsformand Johnny Nim og direktør Brian Elsted Hansens private ejendomsprojekt i offentlig høring. De håber stadig at få kommunens godkendelse til at bygge 11 etager.

- Hvis vi i fremtiden beslutter at ombygge Borggården, kunne det jo være en ide at bygge i de samme mursten på begge adresser i Torvegade, hvis vi kommer i mål med Torvegade 6, så gaden får et æstetisk pænt udtryk. Det her er også en investering i Esbjerg, at opføre og istandsætte ejendomme skaber aktivitet i byen og en fremtid for den, siger direktøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Succes for frokostpop

Annonce