Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Braithwaites øjeblik sendte Danmark til EM

Martin Braithwaites scoring til 1-0 i 1-1 kampen i Dublin sikrede Danmark en plads ved sommerens europamesterskaber, der blandt andet skal spilles i København.

I Dublin mandag den 18. november fanger fotograf Lars Rønbøg en svævende Martin Braithwaite med sit kamera. Klik! Her er historien om esbjergenseren, der med det yderste af sin fodboldstøvle kungfu-sparkede Danmark til EM.

Annonce

Klik! Martin Braithwaite svæver i luften.

Hans højre ben er strakt frem - det venstre bøjet bagud og indunder kroppen. Martin Braithwaite svæver i luften som en fodboldudgave af Bruce Lee. Fra Braithwaites blå Nike fodboldstøvle flyver græsstrå og vanddråber. ”Just do it”, står der delvist på støvlen, og bolden hænger centimeter derfra. Men den er på vej.

Der er spillet 72 minutter og 21 sekunder af Danmarks afgørende EM-kvalifikationskamp på udebane i Irland.
Fire sekunder tidligere ser Martin Braithwaite, at Henrik Dalsgaard på kanten trækker bolden ind i banen til sin venstre fod. Et indlæg er på vej. Og så sætter Martin Braithwaite i spurt mod irernes mål.

------------------
"Jeg føler mig hjemme, når der er pres og opmærksomhed. Det var mit tredje mål i træk på landsholdet, og jeg føler, jeg gennem en
længere periode har vist, at jeg er en målscorer."
Martin Braithwaite
------------------

Der står 0-0 i landskampen mellem Irland og Danmark, og det er nok til at sende Danmark til EM. På det tidspunkt af kampen sidder en anden tidligere EfB’er Jonas Knudsen dog på bænken og er en smule bekymret.

- Vi var lidt under pres i den periode af kampen. Irland lagde et godt tryk på os, og jeg følte, de kom tættere på en scoring, siger Jonas Knudsen.
Martin Braithwaites eksplosion får de tunge irske forsvare til at ligne – ja, tunge irske forsvarere. Jonas Knudsen ved, at lige netop den slags løb er Braithwaites spidskompetence.

- De løb, han tager i dybden, gør ondt på et forsvar. Så jeg ser løbet, og bolden der bliver slået, og jeg tænker: KOM SÅ! Det er et spørgsmål om timing, og mange ting skal gå op i en højere enhed, før det ender som et mål, siger Jonas Knudsen.

Talentet
Han har aldrig været i tvivl om, at Martin Braithwaite har talentet, men årene i udlandet har udviklet Braithwaite, der for længst har erobret en fast plads på landsholdets venstrekant.

- Han er blevet meget mere moden i sit spil. Hans bundniveau er blevet meget højere. Man ved altid, hvad man får fra ham. Han er også blevet en bedre afslutter, men jeg ved også, han har trænet det meget. Alle vidste han havde et stort talent, men nu viser han det uge efter uge, siger Jonas Knudsen.

------------------
"Martin var jo åbenlyst en ung spiller med et kæmpe potentiale. Man kunne da han var ung se, at han havde noget ekstraordinært. Det var hans evne til at udføre tingene i et højt tempo og hans eksplosivitet. Det var klart, at der ventede ham en stor fremtid."
Jess Thorup
------------------

Jess Thorup, Martin Braithwaites træner fra Esbjerg-tiden, ser kampen på tv. I dag er han træner for Gent i Belgien, og han følger med i, hvordan det går hans tidligere spillere, men lige netop denne dag er han bare fan af landsholdet.

- Jeg tror, alle danskere sad med klaphatten fremme og håbede på et resultat. Det er jo vigtigt at være med i en slutrunde. Så jeg sad og heppede som fodboldelsker og håbede på Danmark, siger Jess Thorup, der tilbage i 2011/2012-sæsonen udfordrede en ung Martin Braithwaite.
På det tidspunkt spiller EfB i 1. division, og Martin Braithwaite mangler stadig at få sit endelige gennembrud i Esbjerg-trøjen. Braithwaite har tidligere udtalt til Ugeavisen Esbjerg, at netop den sæson spiller en vigtig rolle for hans udvikling.

- Jeg spillede lidt over det hele i 1. division, angriber, kant og 8’er. Jeg ved, det var for at give mig nogle forskellige værktøjer, men jeg kan huske, jeg var meget irriteret over nogle af de positioner, jeg spillede i den alder. Men når jeg ser tilbage på det, har det været en god bagage at få, sagde han dengang.
Jess Thorup sender ikke Martin Braithwaite ned på midtbanen for at irritere ham. Heller ikke fordi han ser den plads som Braithwaites fremtid.

- Det var først og fremmest for udviklingens skyld, og så handlede det om at sammensætte det bedste hold. Det kan godt være sundt at få en forståelse for, hvad det kræver at spille andre positioner, men jeg vil ikke tage æren for Martins udvikling, siger Jess Thorup.

------------------
"Holdånden er unik på landsholdet. Jeg har aldrig oplevet det sådan før, og der er ingen tvivl om, at den kan bære os langt. Hareide giver os en masse ro. Der er frihed, og når du har så stor en frihed, vil du gerne betale tilbage. Vi har lov til at leve, have det sjovt, have det godt, og der er ingen tvivl om, at han (Aage Hareide red.) har en stor andel i den harmoni, der er i truppen."
Martin Braithwaite
------------------

Eksplosionen
En eksplosiv spurt. Nu er der kun målmanden mellem Martin Braithwaite og drømmeland – EM 2020 på hjemmebane i København.

Klik! Martin Braithwaite svæver i luften.

- Jeg giver mig alt, hvad jeg kan og strækker benet, så langt jeg kan. Jeg når at tænke på, at målmanden kan komme bragende ind i mig, men jeg vil bare være først på den bold, siger Braithwaite.
Bolden er på vej. Med det yderste af sin blå støvle sender Martin Braithwaite bolden forbi sin holdkammerat fra den svære Middlesbrough-tid, Darren Randolph. Den scoring er mere end et almindeligt mål.

- Det er som en eksplosion af glæde og positiv energi, der flyver gennem kroppen. Det er som om, jeg kan mærke et helt lands glæde. Da jeg scorede det mål, var jeg sikker på, vi nok skulle kvalificere os, siger Martin Braithwaite.

På bænken hopper Jonas Knudsen op i jubel.
- Jeg var utrolig glad, for Martin og jeg er tætte, og vi har kendt hinanden altid. Det har han fortjent, siger Jonas Knudsen.
Og selvfølgelig jubler Jess Thorup også, for …
- Det mål var afgørende, siger han.

Klik! Martin Braithwaite svæver i luften.

I Bruce Lee-tiden kaldte man sådan et spark for en flyvende kineser. Braithwaite kan ikke lade være med at tænke på computerspillet Streetfighter, når han ser billedet af sig selv.
- Jeg har spillet meget Streetfighter. Og jeg kan godt lide at se kinesiske film med kung-fu. Det har jeg altid været vild med, siger Martin Braithwaite, der stadig tager et spil Streetfighter i ny og næ med sine børn.

Klik! Kung-fu Braithwaite svæver i luften.

Til sommer skal Danmark spille EM.
- Det er sindssygt. Jeg tror ikke engang, vi er klar over, hvor vildt det er endnu, før vi står der og mærker euforien omkring det. Jeg kan huske slutrundehypen fra da jeg var dreng, men du mærker det ikke på samme måde til for eksempel et VM i Rusland. Du går ikke på gaden, ser alle reklamerne og føler det på samme måde. Nu kommer vi til at se det over alt. Det bliver sindssygt fedt, siger Martin Braithwaite.

Klik! Martin Braithwaite svæver i luften.

Han scorer og lander glidende på græsset. Er på benene igen. Slår sig på DBU-logoet på brystet, løber ud mod de danske fans fans bag målet. De omfavner Martin Braithwaite. De jubler - sammen.

------------------

"Jeg tænker det er en spændende pulje, nogle gode kampe. Men jeg har det også sådan, at vi skal kunne komme videre fra den, med det hold vi har. Det tror jeg 100 procent på, at vi kan. Spiller vi op til vores bedste kommer vi videre."

Jonas Knudsen om EM, hvor Danmark skal møde Belgien, Rusland og Finland

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Blaaholm er reddet

Annonce