Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Camilla Pedersen skal være mor: Vil tilbage og slutte af med et brag efter fødslen

Camilla Pedersen løb i weekenden Red Bull Conquer the Castle på Rosenholm Slot. Selvom hun er gravid i femte måned, så fejler formen intet. Foto: Nikolaj Frits Nielsen / Red Bull
Det var meningen, at 2020 skulle være året, hvor Camilla Pedersen sluttede karrieren. Så kom corona, og Camilla og kæresten Jakob gik i gang med projekt baby. Til marts kommer deres lille dreng, og derefter vil Camilla tilbage på absolut topniveau for at slutte karrieren af med et brag.
Annonce

Nyt liv: Det er svært at tale om at stå over for den største prøvelse og den sværeste udfordring, når man er kongerigets mest vindende triatlet nogensinde samt har ligget 19 dage i koma og kæmpet sig tilbage til livet.

Så måske er det mest rigtige at skrive, at 37-årige Camilla Pedersen står over for sit livs vigtigste opgave. Rollen som mor.

- Ja, det er sgu dejligt, lyder det smilende fra den altid smilende esbjergenser, der skal nedkomme til marts.

2020 var ellers ikke lige sat af til projekt baby. Det skulle derimod være året, hvor Camilla Pedersen tog afsked med sin sport på absolut topniveau. Hun begyndte året i fornem form og med øjnene stift rettet mod sæsonens højdepunkter i form af blandt andet EM og VM, men så kom en coronapandemi på tværs og satte en stopper for forårets ræs. Men som med så meget andet, tog Camilla Pedersen det i stiv arm.

- Så var der jo bare mere tid til at træne. Svømmehallerne lukkede godt nok ned, men så kunne jeg fokusere endnu mere på min cykling og løb, fortæller den tidligere europa- og verdensmester, der blev Årets Esbjergenser i 2014.

Annonce

Gravid i første forsøg

Foråret gik, og de mange træningspas og timer på landevejen kunne stadig ikke veksles til de største konkurrencer. Og da både EM og VM så blev aflyst, besluttede Camilla Pedersen og kæresten Jakob Olesen, der er partner hos Deloitte i Aalborg, at 2020 måske alligevel skulle være året, hvor de skulle arbejde på at blive forældre. Et arbejde, de godt kunne finde ud af.

- Ja, jeg blev såmænd gravid i første forsøg. Det var selvfølgelig overraskende, men også vildt dejligt. Også fordi jeg ikke var blevet undersøgt for, om det overhovedet var muligt efter min ulykke, som jeg selvfølgelig har haft nogle mén af og fra, fortæller Camilla Pedersen til Ugeavisen Esbjerg og fortsætter:

- Og det var selvfølgelig også rigtig dejligt at mærke og opleve, at jeg har en sund krop. Særligt efter at jeg i mange år har skulle høre fra den ene og den anden, at det bestemt ikke kunne være sundt for min krop at træne så meget, siger Camilla Pedersen, der netop er gået ind i sin graviditets femte måned.

Annonce

Slutter ikke endnu

Camilla Pedersen havde sagt til Jakob, at når de skulle være forældre, så var det slut med elitesport på absolut topniveau. Derfor er forældrerollen også blevet udskudt ad flere omgange, for Camilla havde fortsat en enorm motivation. Hun følte ikke, det sidste var opnået indenfor sin elskede sport. Og det gør hun fortsat ikke.

- Jeg vil selvfølgelig være der 100 procent for vores dreng, det skal der slet ikke herske nogen tvivl om. Men jeg kan ikke slutte min karriere på denne måde. Konkurrencesport på allerhøjeste niveau har været mit liv i de sidste 10 år, og det kan jeg ikke bare slutte ved at køre et eller andet lille løb nu her. Så jeg vender tilbage til sporten, når jeg har født, smiler Camilla Pedersen, der godt selv kan høre, at det er lidt af en nyhed.

Camilla Pedersen i aktion til Thor Beach Triatlon, hvor hun er 7 uger henne. Foto: Michael Pedersen

- Jakob og jeg har talt det godt igennem, og han ved jo bedre end nogen anden, hvor meget sporten betyder og har betydet for mig. Han forstår godt, at jeg vil slutte ordentligt af. At jeg vil takke af med et brag, siger Camilla Pedersen.


Jeg vil takke af med et brag.

Camilla Pedersen


Den dygtige atlet kan ikke sætte præcis tidspunkt på, hvornår hun så er tilbage på topplan efter fødslen. Det kommer an på, om de får en lille knægt, der bare sover igennem og arter sig, eller det bliver en lille terrorist, som holder far og mor vågne konstant, som Camilla Pedersen selv formulerer det.

- Uanset hvad, så har han selvfølgelig absolut førsteprioritet. Men Jakob snakker om at tage barsel og kombineret sommerferie i juni/juli, hvor jeg så vil forsøge at træne mig i form til ironman i København i august og VM i Holland i september, siger Camilla Pedersen og slår fast:

- Og går det godt, så vil jeg måske prøve at få Hawaii med. Men VM ville i hvert fald være en fin måde at slutte af på. Og det ville give mig ro i maven at vide, at jeg sluttede på toppen. Det føler jeg, at jeg skylder både sporten, mine konkurrenter, min familie og ikke mindst mig selv.


Jeg har indtil videre kun taget to-tre kilo på, og jeg har heller ikke døjet med morgenkvalme. Men jeg skal godt nok tisse meget. Som i HELE tiden.

Camilla Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce