Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Cool: 600.000 streams og far på kor

Emil Meedom Apel producerer elektronisk musik, når han ikke går i skole. Hans nummer ”Drunk” har fået 600.000 streams på Spotify, og det er far Dan, der synger på den.

Annonce

Når han går i skole, hedder han Emil Meedom Apel og er en 17-årig dreng i 2.g på Rybners stx. Når han sidder hjemme på værelset og producerer musik, hedder han DJ Miless. Og det er DJ Miless, der har produceret nummeret ”Drunk”, som har fået hele 600.000 streams på musiktjenesten Spotify, som Emil har skrevet musikken til, og som far Dan Apel har skrevet tekst til og indsunget i lydstudiet hjemme i kælderen og sendt op til Emil på computeren ovenpå, hvor sønnen kunne forfine fars lyd og mixe nummeret sammen.

Emil Meedom Apel laver elektronisk dance musik på sin computer i det digitale lydprogram FL Studio. For andre ligner et stykke musik på Emils skærm en blanding mellem skærmene i kontroltårnet i Kastrup og lydsporet til en radioudsendelse, slet ikke til at afkode. Men for Emil ligner det et stykke musik med lyde, stemmer, trommer, guitar. Nogle gange laver han en lyd selv og indspiller den, andre gange finder han lydene i computerprogrammet.

Top 50 i Tyskland
Lige nu har Emil otte egenproducerede numre liggende på Spotify og andre musiktjenester, men det er ”Drunk”, der har fået flest streams, og som hver dag streames 1000-1500 gange. Sidste måned blev den spillet 628 gange i USA, 2.100 gange i Østrig og 28.000 gange i Tyskland, og det er især tyskerne, der har opdaget og er vilde med Emils musik.

Det var en tysk fyr med egen YouTube-kanal og 450.000 følgere, der en dag skrev til Emil, fordi han havde hørt ”Drunk” og gerne ville uploade nummeret på sin YouTube-kanal. Det måtte han godt. Det fik ”Drunk” placeret på ”Germany viral 50”, som er listen over de sange, der er gået mest viralt. ”Drunk” har ligget nummer 20, da den lå højest på listen. Emil får fire dollars for 1.000 afspilninger på Spotify. Hver måned tikker der 1.200-1.300 kroner ind på hans konto. Det er da et meget godt tilskud til en hjemmeboende S.U.

- Jeg drømmer om at blive musikproducer, men det er ret usandsynligt, at jeg bliver stor, for der er mange om det. Men ellers vil jeg bare gerne have det som en sideindtjening, for jeg vil også have en uddannelse. Efter gymnasiet vil jeg have et sabbatår og så nok læse noget med it eller elektronik, formentlig ingeniør, siger Emil Meedom Apel alias DJ Miless.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kandidat: Hende kan man have tillid til

Annonce