Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Corona med skrald i

Rosa Nørgaard kører med skraldebil. Sammen med sine kolleger har hun fået en del mere affald at køre med. Flere er jo mere hjemme på grund af corona-nedlukninger. Foto: Tue Sørensen
Rosa Nørgaard har fået travlt med sin skraldevogn. Flere arbejder hjemme på grund af corona, så der er meget mere affald på ruten. Og flere biler står i vejen.

Frontkæmper: 57-årige Rosa Nørgaard har kørt skraldebil i 15 år. Hun elsker tempoet i jobbet, som er på akkord på en måde, så det kan betale sig at skynde sig lidt.

- Når man er færdig med sin rute, er man færdig med sit arbejde den dag. Det kan jeg godt lide, siger Rosa.

Hendes mand, Morten, er ansat i samme firma i Esbjerg. Det er Morten Nørgaard, der planlægger og koordinerer kombinationen af chauffører, skraldebiler og ruter for Marius Pedersen A/S. Sammen drev Rosa og Morten Nørgaard Brobageren i Østerbyen en del år, men da der meldte sig en interesseret køber med et godt tilbud for 19 år siden, sagde de ja og stoppede i bager-branchen.

Morten fik hurtigt derefter job hos Marius Pedersen. Rosa fulgte ham et par år efter. Hun var først i sving som gartner hos Esbjerg Kommune i en periode.

- Men så en vinter, hvor vi var sendt hjem, som man ofte bliver som gartner, fik Morten mig lokket med som afløser på en skraldebiltur, og så var jeg solgt. Siden opstod muligheden for et fast job, og jeg tog stort kørekort, så jeg også kunne køre skraldebilen. Det skifte i livet er jeg bare så glad for, siger Rosa Nørgaard.

Annonce

Corona giver mere skrald

Hun og kollegerne har fået mere at lave, end de plejer, for når corona lukker samfundet ned, er der flere hjemme i byens huse og boligblokke. Og så kommer der mere affald i både den nye madspand, den almindelige skraldespand og den røde miljøkasse.

- Ja, der er markant mere affald nu. Til tider må vi køre en ekstra tur på ruten for at få det hele med, fortæller Rosa Nørgaard.


Der er markant mere affald nu. Til tider må vi køre en ekstra tur på ruten for at få det hele med.

Rosa Nørgaard


Genbrugsspandene til papir, pap, metal og glas er der også mere i. Især stiger mængden af pap voldsomt. Det er et resultat af den stigende nethandel, der betyder, at mere og mere pap og anden emballage ender hjemme i privaten og skal skaffes af vejen. Det boost, nethandlen har fået under coronapandemien, kan virkelig ses i genbrugsbeholderne, har Rosa Nørgaard bemærket.

Hun synes i øvrigt, det er blevet lidt vanskeligere at komme rundt med skraldebilen, end det har været.

- Når folk er hjemme, er der også flere biler hjemme. Der står flere biler alle steder, hvor vi kommer, så vi kan ikke altid holde der, hvor vi helst vil holde. Vi må indimellem rende lidt længere med spandene. Det tager jo tid, vi gerne ville spare, men det er der ikke så meget at gøre ved, siger Rosa Nørgaard, som dog er ret træt af en ting i forbindelse med corona.

- Jeg ville ønske, folk ville smide deres brugte mundbind i affaldsspanden i stedet for at smide dem alle mulige andre steder.

Annonce

Passer på hinanden

Rosa og kollegerne bruger ikke mundbind, mens de er på arbejde, men de passer på hinanden og holder afstand. Marius Pedersen A/S har også fordelt mandskabet på flere biler for at reducere risikoen for smitte blandt skraldefolkene. Indtil nu er det lykkedes at holde hele staben fri af corona, oplyser regionschef Anders Nygaard fra Marius Pedersen A/S i Esbjerg.

At indsætte flere skraldebiler, end der er tømninger til, er en bekostelig affære, men alternativet ville blive værre og dyrere.

- Vi tror, det er god beslutning. Det ville blive dyrere at måtte lukke ruter eller lade biler stå på grund af sygdom i medarbejderstaben, siger Anders Nygaard.

Mere mad i madspanden

Mængden af madaffald i den forholdsvis nye madspand, som alle hustande i Esbjerg har fået, er steget voldsomt. Når restauranter lukker, og flere mennesker er mere hjemme, så bliver der lavet mere mad hjemme og hentes mere takeaway hjem. Corona-nedlukningen giver mere affald i det hele taget. Marius Pedersen A/S har netop bestilt fire ekstra gasskraldebiler hjem for at håndtere de større mængder. De nye skraldebiler kommer til Esbjerg om 4-5 uger. 

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce