Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Coronakrise: 10.000 tider og operationer aflyst

Et coronaklar sygehus har skabt en pukkel af aflyste operationer, ambulante besøg og andre undersøgelser. Cirka 10.000. Det kommer til at tage lang tid at indhente, siger sygehusdirektør. Han er lettet over, at det med 43 Covid19-indlagte i perioden ikke er gået så galt som frygtet - og taknemmelig for sit fantastiske personale.

Annonce

I begyndelsen af marts var der ingen, der vidste, hvad der ventede os.

Ville corona-virussen smitte danskerne som italienerne og spanierne, ville Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg mangle sengepladser, respiratorer, ville personale blive syge og dø som i Italien, ville vi? Ingen af delene ventede os, viste det sig, men på Sydvestjysk Sygehus var de forberedt på worst case. Nu, knap to måneder efter, at den første dansker blev testet positiv med Covid19, kan direktøren på Sydvestjysk Sygehus, Per Busk, gøre en foreløbig status. Og den er langt mere positiv, end han og vi andre havde frygtet. 43 patienter havde, torsdag i sidste uge, været indlagt på SVS med Covid19, 328 har været på sygehuset med mistanke om sygdommen. 10 af de 43 indlagte har været i respirator på grund af deres tilstand. Ingen af dem ansatte på SVS.

- Og nogle af dem har ligget der i op til to uger. Det har primært været ældre mennesker, men vi har også set patienter fra 40’erne og opefter, siger Per Busk, som henviser til regionen for svar på, om Covid19 på SVS har kostet dødsfald.

Puklen skal afvikles
Den alvorlige og uvisse situation betød i Esbjerg, at sygehusledelsen i begyndelsen af marts fik indrettet afdelinger udelukkende til corona-patienter, både de positive og de mistænkte til observation, man fik rejst et telt på p-pladsen foran sygehuset for at kunne teste henviste patienter med corona-symptomer, personale blev udlært i at kunne håndtere Covid19-patienter, og der blev fyldt op med værnemidler på lagrene.

Corona-beredskabet og indsatsen på SVS betød samtidig også, ligesom alle andre steder i landet, at planlagte operationer og mindre vigtige behandlinger blev aflyst og udsat. Og nu presser de sig på. På Sydvestjysk Sygehus har corona-krisen betydet et efterslæb på 10.000 aflyste operationer og ambulante besøg og andre undersøgelser på en måned. Og den pukkel skal nu afvikles.

- Det kommer til at tage lang tid. Vi har selvfølgelig løbende taget os af kræftbehandlinger og patienter, hvor en udsættelse ville skade deres prognoser. Nu åbner vi gradvist op, og Sundhedsmyndigheder har givet alle sygehuse nogle principper ud fra hvilke, vi efterhånden tager de patienter ind, der haster mest. Men nu er vi i gang med at åbne så meget op, som vi kan, siger sygehusdirektøren og tilføjer:

- Vi skal jo fortsat have et corona-beredskab, så vi hurtigt kan opgradere, og vi er også nødt til at gardere os til den gode side, hvis tingene pludselig ændrer sig. Det har været en udfordrende tid for alle på sygehuset, men det har været utroligt at opleve, hvordan medarbejdere og ledere har taget situationen seriøst og ydet en særlig indsats, siger Per Busk.

Mandag skrev formanden for Region Syddanmark og Danske Regioner, Stephanie Lose, på Facebook, at der vil blive rejst test-telte 11 nye steder i landet, heriblandt i Esbjerg. De vil indgå i TestCenter Danmark, som kun tester borgere uden symptomer, der som en del af en epidemiologisk overvågning inviteres til test. I teltene vil man kunne lave virustest og på sigt også antistoftest. På sigt vil også ”nære kontakter” til borgere smittet med corona blive testet.

FAKTA: Sådan prioriteres efterslæbet nu
Patienter, der ud fra en lægefaglig vurdering har størst behov, prioriteres først. Den lægefaglige vurdering vil bero på, hvor vigtigt indgrebet er i forhold til at styrke, opretholde eller hindre forværring af patientens sundhed, funktionsniveau, livskvalitet eller arbejdsevne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

FysioDanmark udvider

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce