Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Da Jenni smadrede Esbjerg

Jenni Olsen har lavet fem steder i Esbjerg til katastrofeområder efter måske en krig, en pandemi, en miljøkatastrofe. For at råbe os op. Foto: Jenni Olsen
Jenni Olsen er fotograf og billedbehandler og har smadret Esbjerg i Photoshop. Ikke fordi hun er sur på byen. Der var faktisk en idé med dystopien. Hendes fem billeder er blevet kommenteret vildt og delt og delt på Facebook.

Dystopi: På tre af de fire hvide mænd er der skrevet et bogstav. S. O. S. Den ene mand har fået knækket hovedet af. På banegårdspladsen er asfalten revnet, og et rådyr går og græsser midt på kørebanen. På Torvet er Christian den IX faldet af hesten, og i Skolegade er alt groet til, Industrien-skiltet hænger, og der kommer ukrudt op af asfalten. Himlen er mørk, alt er menneskeforladt, smadret, dystert, skræmmende. Det er Esbjerg efter den totale ødelæggelse. Efter vi har ladet stå til og ikke passet på miljøet og heller ikke passet på os selv og hinanden. Eller efter en pandemi, som vi ikke tog alvorligt for eksempel.

De fem billeder af Esbjerg efter og uden menneskelig eksistens ser ægte ud, men er det da heldigvis ikke. De er skabt af Jenni Olsen i Photoshop, og hun er alt andet end dark sides og pessimistisk.

Skolegade. Illustration:  Jenni Olsen

Den 38-årige fotograf og billedbehandler har under corona og hjemsendelse fra sit job som grafisk designer og fotograf hos Cimi Beauty Bags i Guldager arbejdet på en foto(shoppet) serie med titlen #stayhome med reference til hashtagget Stay Home, som vi har brugt under corona-pandemien. At kigge på billederne er lidt som at læse George Orwells ”1984” en mørk og stormfuld aften i et tomt og knirkende hus, mens ”Blade Runner” eller Twelve Monkeys” kører i baggrunden på fjernsynet. Uhyggeligt.

Annonce

- Tanken om at lave noget - som at ødelægge en hel by i Photoshop - har egentlig ligget og luret hos mig længe. Jeg ville gerne lave en mere personlig serie, en serie der var udfordrende. At smadre en by i Photoshop er udfordrende, griner Jenni Olsen.

Vandtårnet. Illustration: Jenni Olsen

Photoshop 8 timer dagligt

Hun er 38 år, mor til datteren Saga og kaninen ”Jenni”, som bor indenfor og udenfor på Enghavevej, gift med Kenneth som er grafisk designer. Den rigtige Jenni er uddannet fotograf fra Medieskolerne i Viborg og har arbejdet som erhvervsfotograf, været selvstændig med portrætfotografering, reklamefotos og ejendomsmæglerfotografering, indtil hun blev træt af at fotografere og fik job som billedbehandler hos en reklamefotograf i Vejle, hvor hun i 4-5 år otte timer dagligt sad og redigerede hans billeder i Photoshop. Lamper, shampooflasker, mennesker på et kontor med en kaffekop i hånden.

- Det var dejligt. Jeg elsker det, siger hun.

Banegårdspladsen. Illustration: Jenni Olsen

Men så fandt parret hus i Esbjerg, og Jenni Olsen fik fuldtidsjob hos Cimi Beauty Bags, hvor hun står for alt grafisk materiale. Ved siden af jobbet er Jenni Olsen freelance og laver bestillingsopgaver for virksomheder og underviser i billedbehandling hos FOF.


Som fotograf redder du ikke menneskeliv, men jeg kunne med mine billeder fortælle, at vi bliver nødt til at gøre noget. Om det så er en pandemi, eller at vi smadrer vores planet, så skal vi gøre noget. Og vi skal gøre noget nu. Og fotokunst behøver ikke at være en pæn lilje eller en badebro med stille vand.

Jenni Olsen


I marts sidste år blev hun ligesom alle andre sendt hjem fra arbejde, og det gav Jenni Olsen tid til at lave det fotoprojekt, der i lang tid havde puslet i hendes hoved.

Annonce

Man kan faktisk dø

- Det var meget nemt for mig at fotografere mennesketomme steder, jeg behøvede ikke engang fjerne mennesker i Photoshop, for gaderne var helt tomme, da jeg gik rundt. Jeg kunne godt mærke, det blev mere og mere et corona-projekt for mig. Jeg havde i lang tid været lidt irriteret over folk, der ikke blev hjemme og tog restriktionerne alvorligt. Så selvom det her ikke skulle være et politisk budskab, så blev det alligevel en kommentar til en tid, hvor vi er nødt til at hjælpe og passe bedre på hinanden og på vores klode og klima, og ja, du skal også affaldssortere, for det hjælper også dine børn og børnebørn, siger Jenni Olsen.


Jeg er på ingen måde sur på Esbjerg. Det er ikke derfor, jeg har smadret byen i min billedserie. Jeg kan virkelig godt lide at bo her og har mange gange haft en fest i Skolegade. Jeg vidste godt, billederne også ville få nogle til at reagere lidt voldsomt – det får man, når man smadrer en by. Men jeg er mest overrasket over, hvor mange, der har delt mit opslag på Facebook og skrevet, at de synes, billederne er fede. Der var endda en, der skrev, at han fik en tåre i øjnene.

Jenni Olsen


Torvet. Illustration: Jenni Olsen


Hun vil gerne udstille sine billeder et sted i Esbjerg, men de fem styk får snart selskab af Photoshoppede billeder, der blandt andet forestiller en kæmpe coladåse midt i en skov og en klat tyggegummi på størrelse med et hus midt i en gade. For at fortælle os, vi skal huske at passe på miljøet.

- Da jeg blev mor til Saga, fandt jeg ud af, at man faktisk kan dø. Jeg blev pludselig bevidst om, hvor skrøbeligt det hele kan være. Og jeg vil jo gerne have, at hun vokser op i en verden, hvor folk ikke hader hinanden, hvor der ikke er krig, hvor vi passer på miljøet – og hinanden under en pandemi, siger Jenni Olsen.

Se mere af Jenni Olsens arbejde

Du kan se mere af Jenni Olsens arbejde på www.photolsen.dk


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kriminaliteten er faldende

Annonce