Annonce
Ugeavisen Esbjerg

”De har jo også en Matas i Grønland”

Pernille Juhl har altid drømt om at bo en tid i Grønland. Grønland hører ligesom til Danmark og til at være dansker. Hun var nysgerrig på landet og kulturen. Nu er hun der. Og selvfølgelig skulle hun også på hundeslædetur i Ilulissat. Foto: Privat
Et salathoved til 90 kroner, ”Store Malene” udenfor stuevinduet og de mest gæstfrie mennesker. 29-årige Pernille Juhl fra Esbjerg har taget orlov fra pædagogjobbet for at arbejde på et børnehjem i Nuuk på ubestemt tid. Hun turde egentlig ikke – hun turde bare heller ikke lade være med at prøve det.

Eventyret: Pernille Juhl havde tøjkrise af en anden verden inden rejsen. Hun ville gerne have den helt rigtige jakke til det grønlandske klima, og hun var jo også nødt til at tage adskillige deodoranter og shampooer med hjemmefra, indtil hendes søster sagde ”sig mig, tror du ikke, de har deodoranter i Grønland?”

- Og de har jo en Matas i Nuuk. Og man kan også bestille pakker fra Asos heroppe – man ved bare ikke, om det tager tre dage eller fire uger, før de kommer. Jeg havde også tænkt, hvad kan jeg købe i supermarkedet, men de har næsten et større udvalg især af laktosefri produkter, og alt er ikke dyrere – udover friske grøntsager selvfølgelig. Men jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig, griner Pernille Juhl i telefonen fra landekode +299.

 Den 19. januar tog Pernille Juhl til Grønland for at arbejde, og hun sendte en stor kuffert i forvejen med fragtskib. Fire uger tager det. Til gengæld er det meget billigere end med fly. Lige nu skifter vejret hele tiden i Nuuk. "Det er det værste lige nu med meget slud. Det føles som at gå rundt i knæhøjt slushice", siger Pernille. Foto: privat

Den 19. januar rejste hun til Grønland for at arbejde som pædagog på et privatejet børnehjem. Egentlig troede 29-årige Pernille Juhl engang, at hun skulle læse på CBS og være businesswoman. Hun arbejdede som tjener og manager på en café i København og var rigtig god til det. En dag kom en gruppe pædagoger fra et bosted ind på cafeen, og deres samtaler om jobbet lød så spændende, syntes Pernille. Det gik op for hende, at pædagoger ikke kun er nogle, der passer børn i en skole eller daginstitution ligesom Pernilles mor i Esbjerg.

Annonce

- Jeg havde aldrig undersøgt faget, og jeg kiggede på den her gruppe pædagoger og tænkte, det var en spændende måde at arbejde på, siger hun.

Efter noget tid fik hun nok af København, flyttede til Skagen sammen med nogle kolleger fra cafeen for at arbejde der som tjener i sommersæsonen, flyttede bagefter hjem til sine forældre i Esbjerg og havde vagter på Vinbaren og i Kunstpavillonen. Og så vendte hun tilbage til København og tog jobs indenfor pædagogfaget for at afprøve det. Hun blev handicaphjælper for to familier med handicappede børn, og bagefter søgte hun ind på pædagogstudiet. Under sine praktikforløb på skolen var hun blandt andet seks måneder i socialpsykiatrien på et bosted for mennesker med blandt andet skizofreni og misbrug. Ved siden af havde hun studiejob på et herberg for kvinder og i akuttilbuddet, som hjælper mennesker, der er i en livskrise, som måske truer med selvmord eller som ringer, fordi de sidder på deres køkkengulv og ikke kan komme op, fordi de er så angste.

- Det er ikke et job for alle. Man skal virkelig kunne holde hovedet koldt, siger Pernille Juhl.

Den tredje praktik overvejede hun at tilbringe i udlandet. I Grønland. Men et halvt år var for lidt til at rejse så langt væk, tænkte hun, så i stedet fik hun praktik med sit ønskejob på en børnepsykiatrisk afdeling, hvor hun også samlede empiri til sin bachelor. I sommeren 2019 blev Pernille færdig som pædagog og søgte og fik forskellige vikariater for at prøve noget forskelligt. Blandt andet et job i en behandlerskole for børn med forskellige diagnoser.

- Det her billede er taget i fjeldet bag ved børnehjemmet. Jeg har set meget nordlys heroppe, men den dag var det flotteste, jeg har set. Foto: Privat

- Men jeg har altid vidst, at jeg en dag ville til Grønland. Vi er jo herhjemme vokset op med, at Grønland er så stor en del af Danmark, men jeg har aldrig vidst, hvordan kulturen er der, hvordan der er. På herberget hørte jeg en del grønlandske kvinder fortælle om deres liv. Så jeg bad om orlov fra mit job og købte en flybillet til Grønland, før jeg kunne nå at ombestemme mig, for så ville jeg komme i tvivl. Og så søgte jeg job deroppe og efter en bolig. Og jeg har sagt til min arbejdsplads, at jeg ikke kommer hjem til sommer, men om jeg bliver her i et år eller to, ved jeg ikke, fortæller Pernille.


Vi hører mange historier om grønlandske børn, der vokser op i voldelige og alkoholiserede familier og hjem. Men det sker jo også i Danmark. Jeg har da været i chok over nogle af de historier, jeg har hørt via mit arbejde – og det er der ingen, der snakker om i Danmark. Der er også rigtig mange børn i Grønland, der har det godt.

Pernille Juhl


Udsigten til bjerget "Store Malene" fra Pernilles værelse. "Min kollega og jeg træner op til at gå op på Store Malene til sommer. Jeg har ingen erfaring med at vandre eller bestige bjerge, men det skal nok gå", siger hun. Foto: Privat

Siden januar har hun lejet sig ind i et møbleret værelse i Nuuk i et hus hos et dansk par og har aldrig følt sig så velkommen noget sted. Fra sit stuevindue og køkkenvindue kan hun se direkte over på ”Store Malene”, et smukt bjerg der er lyserødt i et bestemt lys. ”Det ser jeg altså ikke fra min lejlighed i nordvest”, som hun siger. Hun har set nordlys hver dag. Deroppe stopper folk slet ikke op for at se det. I dag er der en grad i Nuuk, men det føles varmere.

- Det her billede er taget i min opgang. Da jeg kom ind i opgangen første gang, så jeg alt det grafitti, der var og tænkte “hvor er det dog, jeg skal bo”, men nu er den vokset på mig, og nu er jeg ret vild med, at den er lidt uhyggelig. Foto: Privat

Hun arbejder som pædagog på et privatejet børnehjem, i et hus med syv børn i alderen 0-18 år. Det er omsorgssvigtede børn, og hendes job består blandt andet i at lave mad til dem, vække dem om morgenen og læse godnathistorier for dem om aftenen. Hun laver også behandlingsarbejde og tager på terapiture med børnene og hjælper dem med at finde rundt i alle de følelser, de har. Og hun har super søde kolleger. De fleste er grønlændere og har alle en helt speciel tilknytning til naturen. Der er ikke èn af Pernilles kolleger, som ikke ville kunne tage ud i fjeldet i fjorten dage og klare sig. I realityserien ”Alene i vildmarken” går deltagerne i panik, når nettet filtrer, og fiskene ikke bider. I Grønland er man anderledes i kontakt med naturen.

- Her kan man se Old Nuuk i baggrunden. Foto: Privat

- Selvfølgelig har jeg hjemve indimellem, men mine forældre i Esbjerg og min søster i København er søde til at sige, at der ikke er sket noget nyt. Jeg har aldrig følt mig ensom heroppe, så var jeg nok også rejst hjem igen. Jeg elsker Grønland og skal nå at opleve meget mere af landet. Jeg elsker at være her og kigge ud af vinduet ud på bjerget, men jeg elsker også mit liv i København, når solen skinner og at tage ud med min venner.

- Jeg er heldig at have nogle dejlige danske kolleger på børnehjemmet, der gider at lave noget sammen, når vi har fri. Vi har døgnvagter og 1-2 fridage bagefter, så vi går ture sammen, og jeg har en træningsmakker. Ingen af os har jo familie heroppe, så jeg ses mest med danskere. Jeg kan godt forstå, at mine grønlandske kolleger måske ikke på samme måde orker at engagere sig i endnu en dansker, som tager derfra igen, siger Pernille Juhl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kom med til eksamen

Ugeavisen Esbjerg

Huset har det hele

Ugeavisen Esbjerg

Daimi vendte hjem

Annonce