Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Demenssprutter beroliger urolige ældre på sygehuset

Hæklede blæksprutter er guld værd for demente, som er under behandling på Sydvestjysk Sygehus. Foto: Tue Sørensen
Ældre på sygehuse får farverige venner.
Annonce

Det kan være en ubehagelig oplevelse for demente at blive indlagt på sygehuset. Omgivelserne og hverdagen er anderledes, og måske forstår den demente slet ikke, hvad der skal ske.

Det betyder, at de bliver urolige, og hvis de ligger med drop og kateter, kan der godt være en risiko for, at de kommer til at hive dem ud, hvilket jo ikke er særligt hensigtsmæssigt. Men det kan der være en løsning på.

Torsdag afleverede fysioterapeut Thomas Weiss nemlig 30 demenssprutter til Sydvestjysk Sygehus. De ligner små blæksprutter og har ben og krop, som patienten kan nulre med. Det var i Aalborg, hvor man først lavede forsøget. Her hentede nogle sygeplejersker på kirurgisk afdeling nogle blæksprutter fra neonatal-afdelingen og gav dem til nogle af de urolige ældre patienter. Og det havde tilsyneladende en beroligende effekt. Sidenhen har eksperimentet bredt sig til andre sygehuse og altså nu til Esbjerg.

- Jeg så et opslag på Facebook, hvor der blev efterlyst ældre, der ville hækle disse demenssprutter, som vi kalder dem. Det lød interessant, og jeg tog ideen med til et møde i Vejen kommune, hvor ideen virkeligt fik fodfæste. Her er der en gruppe ældre kvinder, der mødes en gang imellem.

- De strikker sammen, hygger sig og gør så noget godt for andre, fortæller Thomas Weiss, der er fysioterapeut på ældrecentret Blomsterengen i Holsted, men som bor i Hjerting.

På arbejdet bruger han også demenssprutterne sammen med såkaldte sansekasser, der giver beboerne forskellige sanseindtryk og som på den måde kan virke beroligende.

Annonce

Det varmer

Thomas Weiss gør dette med sprutterne på frivillig basis.

- Jeg synes, det er dejligt at kunne gøre noget for andre, og jeg kan godt lide fortællingen om, at ældre mennesker mødes og har det godt sammen socialt samtidig med, at de kan hjælpe andre, der ikke er så friske som dem selv.

Og det er noget, der bliver gået seriøst op i.

- Sidste sommer fik jeg en sms fra en af de kvinder, der strikker dem, og her fortalte hun, at nu sad hun på Rhodos. Og hæklede sprutter. Det varmer den slags, siger Thomas Weiss.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce