Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Den dag Nicolai mistede sit familieliv

Nicolai er med i udstilligen "En rigtig mand" sammen med 15 andre mænd. Foto: Andreas Haubjerg
Den 29-årige Nicolai levede et liv med sin kæreste og sin søn. En dag kom han hjem til et tomt hus, og i dag har han ikke været sammen med sin søn i 15 måneder.

Den ene dag lignede det landsbyidyl på Vestsjælland i et lille bindingsværkhus med udsigt til park og søer. Den ene dag havde Nicolai sin lille familie, og han sagde farvel til sin kæreste og sin søn, inden han tog på arbejde som lagermedarbejder. Den morgen blev en smule hektisk, for Nicolais kæreste havde smidt den forkerte flyverdragt i vaskemaskinen, så sønnen måtte tage en møgbeskidt på i børnehave. Det var dog ikke andet end et af hverdagens små problemer, som Nicolai husker det.

Den ene dag havde han sin lille familie, og den samme dag havde han mistet den. For da Nicolai kom med bussen hjem fra arbejde den 28. november 2019, var der ingen hjemme.

- Jeg kom hjem til et tomt hus, hvor jeg forventede, der var en kæreste og en søn, der var kommet hjem fra børnehave. Der var ingen, så jeg tænkte, det kunne være, hun var taget ud til sine forældre. Jeg skrev til hende og spurgte, hvad hun lavede, men jeg fik ikke noget svar. Da det begyndte at blive aften, og knægten havde sengetid, begyndte tankerne at rumstere. Hvorfor svarede de ikke, når jeg skrev og ringede? Så begyndte femøren at falde, fortæller Nicolai.

Annonce

Hans mavefornemmelse fortalte ham, at kæresten havde forladt ham, for selvom de snart havde været sammen i ti år, havde deres liv ikke været nemt. Hans mavefornemmelse kunne dog ikke advare ham mod det mareridt, han snart skulle befinde sig i, eller mod at han snart skulle se sin søn for sidste gang i mere end et år.

- Vi har til tider haft et udfordret parforhold blandt andet på grund af, at hun havde nogle udfordringer med helbredet, der gjorde, at hun ikke havde et arbejde. Der har også været perioder, hvor jeg havde svært ved at finde et arbejde, så vi havde haft det hårdt rent økonomisk. Jeg har også røget hash gennem mange år, og jeg gjorde det også, mens jeg var sammen med min ekskæreste, fortæller Nicolai.

Uden sin søn

Der gik et par døgn, hvor han ikke hørte fra ekskæresten, men så opsøgte Nicolai hende hos hans svigerforældre. Der fik han klar besked om, at han var uønsket, og så begyndte Nicolai og ekskæresten et liv med fælles forældremyndighed over deres søn, som Nicolai i en kort periode efter bruddet så i weekenderne hver 14. dag.

- Jeg gik på arbejde og prøvede at holde hamsterhjulet kørende. Men til sidst fik jeg at vide, at de på arbejdet kunne mærke, jeg var et helt andet sted. De kunne se, jeg lavede fejl, og jeg fik en uge til at rette op. Det formåede jeg ikke at gøre, for mine tanker var et helt andet sted. Efter knap en måned valgte de at fyre mig, husker Nicolai.


I går græd jeg det meste af dagen af ren lykke, for det er 15 måneders sorg, der nu bliver forløst og erstattet af ren glæde.

Nicolai, efter at retten har givet ham lov til at videochatte med sin søn


Og da jobbet var røget, mistede han huset. Og da huset var væk, mistede han grebet om sit liv, for selvom ekskæresten foreslog, at de genetablerede familielivet, kunne Nicolai ikke se sig selv sammen med hende, efter at hun havde forladt ham på den måde.

- Så gik der ikke lang tid, før alle skyts blev taget i brug. Lige pludselig kunne jeg ikke få lov til at se min søn, og hun beskyldte mig for fysisk og psykisk vold og mordtrusler. Og hun begyndte at køre på mit misbrug. Hun har nu kæmpet 15 måneder for at få frataget mig den fælles forældremyndighed, fordi hun er hævngerrig, forklarer han.

Den 11. februar 2020 var han sammen med sin søn for sidste gang, han har stadig fælles forældremyndighed, men alligevel kan han ikke få lov til at se sin søn.

- Jeg fik afslag på midlertidig kontaktbevarende samvær, fordi de anklager, min eks var kommet med, havde så alvorlig karakter, at det blev betragtet som en risikofaktor, og derfor turde de ikke at lade mig have samvær med ham. Ved foreningen Far fik jeg at vide, at jeg ikke kunne gøre andet end at vente på, at sagen endte i familieretten, for ligesom hun ikke kunne bevise det, hun påstår, så kunne jeg ikke modbevise det, siger han.

Annonce

Hjemløs

Nicolai voksede op i Esbjerg uden at kende sin far. Da han var seks år gammel, fik hans søster leukæmi, og mens søsteren kæmpede for sit liv, kæmpede Nicolais mor ved hendes side, og Nicolai boede hos sin mormor.

- Når man så samtidig ikke har en far, er det alt for nemt at blive en lille rod, der føler sig overset og søger negativ opmærksomhed, fordi det trods alt er bedre end ingen opmærksomhed, siger han.

Da søsteren vandt over leukæmien, fik familiens liv endnu et slag. Hans mor havde fået en ny mand, og Nicolai havde fået en faderfigur, men moderen ville skilles fra ham. Han hængte sig selv, og Nicolai røg ned i et mørke. Han drak, røg hash, og det endte i et blandingsmisbrug, til han var 18-19 år gammel.

Måske var det derfor, at Nicolai ikke spurgte sin familie om hjælp, da han havde brug for den efter bruddet med sin ekskæreste.

- Jeg har måske følt mig meget som en belastning for min familie gennem min ungdom. Jeg havde fra 13-14-års alderen en kriminel løbebane, frem til jeg blev 20. Det føltes meget tabubelagt at række hånden ud og søge hjælp. Man er en mand, og der er en eller anden stigmatisering af, hvad en mand skal være. Han skal kunne klare sig selv, også når livet er hårdt, og det er ikke ok at blive ked af det og vise følelser, siger Nicolai, der i stedet for at søge hjælp valgte at klare sig selv.

Han tog til Vejle for at komme væk fra ekskæresten og for ikke at være for tæt på den søn, han alligevel ikke måtte se.

- Jeg boede på gaden og sov i en sovepose under en eller anden jernbanebro. Jeg havde soveposen, en rygsæk og noget tøj i nogle poser, og så gik jeg og gemte det i buske alle mulige steder i løbet af dagen, så jeg ikke skulle slæbe det hele dagen lang. På den måde tog jeg en dag ad gangen. Nogle dage sov jeg i maven af en træblåhval på en legeplads i Vejle eller i et shelter i skoven, men der var mange nætter, hvor jeg ikke sov, fordi jeg rystede af kulde, siger han.

Annonce

Mandecentret

Selvom om Nicolai aldrig spurgte om hjælp, var hans søster klar til at give ham den. Da hun hørte, at hendes storebror var endt på gaden, og at han ikke længere så sin familie, rakte hun hånden frem, og hun hjalp ham ind på Mandecentret i Esbjerg.

Den 3. august sidste år flyttede Nicolai ind i Kongensgade, efter at han havde levet flere måneder på gaden.

- Det har været det bedste, der er sket for mig. For de har hjulpet mig med at få tag over hovedet og med at få overblik over de problematikker, der er i mit liv. Og hvordan jeg kan lave en plan for at løse dem, siger han.

I dag er Nicolai ude af sit misbrug, og han tør igen drømme om en fremtid. Men selvom der har været møder i familieretten i Næstved, bliver Nicolais drømme hele tiden udfordret.

- Der er gået rigtig mange måneder, uden der sker noget i forhold til familieretten. Jeg fik at vide efter det sidste retsmøde, at der skulle gå 14 dage, til samværet med min søn skulle etableres, men systemet kan ikke overholde det, og ventetiden er længere, end loven foreskriver. Så jeg kunne ikke forvente overvåget samvær med min søn før til efteråret. De har ikke tid til at facilitere overvåget samvær i familieretshuset i Ringsted, hvor min søn er tilknyttet, siger Nicolai.

Han har stadig fælles forældremyndighed over sin søn, men han har stadig ikke været sammen med sønnen i et år og tre måneder. Og sønnen har ikke kunnet være sammen med sin far.

- Der er en enorm stor vrede og bitterhed forbundet med det. De følelser mod systemet har jeg arbejdet meget med, for hvorfor sker der ikke noget? Jeg har fundet ud af, at det bedste våben er tålmodighed, men det er også det sværeste at erkende – altså at jeg ikke kan gøre noget ved det, siger Nicolai, der i stedet forbereder sig på at have kontrol over sit liv, når han igen kan se sin søn.

- Min søn og jeg har så mange gode minder sammen, men det seneste minde var en helt fantastisk juleaften forrige år hos min mor og hendes mand i Gjesing, hvor vi havde bestilt en julemand, og det var en fantastisk oplevelse. De billeder fra forrige jul kigger jeg på hele tiden, for de viser, hvor dejligt vi har det sammen, og det er det seneste rigtig gode minde, jeg har at holde fast i.

Han søger ind som anlægsgartner, og han er i gang med at finde et arbejde, indtil uddannelsen starter.

- Når der er styr på uddannelse, arbejde og økonomi, har jeg et grundlag for at finde min egen bopæl igen, så det gør jeg indenfor et par måneder, hvis det står til mig selv. Nu har jeg overskud og ro i mit liv, siger han.

Torsdag i sidste uge var Nicolai i familieretten. Retten gav ham lov til at videochatte med sin søn hver anden lørdag ti minutter ad gangen, og i lørdags loggede Nicolai via sin telefon ind på videochatten. Han så sin søn for første gang i 15 måneder. Nicolai tænkte, han så lidt genert ud - men også glad.

- Hej far, lød det fra skærmen, og Nicolai var lykkelig.

En rigtig mand

Den 1. juni åbnede udstillingen "En rigtig mand" på parkeringspladsen ved hovedbiblioteket i Nørregade.

Udstillingen sætter fokus på sårbarhed og hvordan den almindelige opfattelse af, hvad ’en rigtig mand’ er, ikke altid stemmer overens med virkeligheden.

Mandecentret inviterede til indvielse, mens Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, holdt åbningstale, og Mandecentrets medarbejdere og dokumentarfotograf Andreas Haubjerg var mødt frem.

- Jeg håber på, at udstillingen kan være med til at udfordre vores opfattelse af, hvad maskulinitet er. Der bør være plads til at være mand på mange måder, både som far og mand uden børn, siger Diana Mose Olsen, forstander for Mandecentret Esbjerg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

NemByg cykelholdet på kursus i førstehjælp: Med de kilometer vi cykler om året, er spørgsmålet ikke, om der sker en ulykke igen, men hvornår

Ugeavisen Esbjerg

Fire dage i sadlen

Ugeavisen Esbjerg

Tilbage til barndommen

Ugeavisen Esbjerg

Patrick er i duoform

Annonce