Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Den dag storetåen bevægede sig og Rasmus turde tro på livet igen

Rasmus Hansen er så sjældent et menneske, at 52 læger fra 38 lande interesseret følger med i hans sygdomsforløb. Selv koncentrerer han sig om at blive sig selv igen.

Annonce

”Jeg stirrede på den storetå i hele to dage uafbrudt. Og så en halv dag mere. Den skulle bevæge sig, skulle den. Jeg ville ikke blive siddende her i kørestolen resten af mit liv”.

I november 2016 var Rasmus Hansen i Finland på forretningsrejse for Siemens Gamesa. Aftenen før han skulle hjem, fik han det skidt. Det var som om kroppen brændte. Specielt omkring maveregionen. Og så var han træt. Falde-i-søvn-på -stedet-træt. I løbet af det næste døgn fik han det dårligere og dårligere. Det føltes som om, han gik i slowmotion, selvom han syntes, at han gik, som han plejede. På en eller anden måde fik han bugseret bilen hjem fra Billund Lufthavn, men han kunne godt mærke, at det var helt galt. Følelsen i benene blev værre og værre.

Der var ingen kontrol rigtigt. I stedet for at tage hjem til huset i Nørregade, tog han direkte til den praktiserende læge, der til alt held har praksis på det tidligere Skt. Josef Hospital. Rasmus Hansen tumlede op ad trappen og kravlede nærmest ind i til lægen, der ringede efter en ambulance. Blå blink til sygehuset i Esbjerg og hurtigt videre til Odense med speederen i bund.

Lægerne kløede sig i hovedet og konsulterede tykke bøger. Først blev der talt om sklerose, så var buddet kræft og endelig var der et gæt på , at immunforsvaret var gået amok og nu angreb nerverne i rygmarven.

Lægerne tog en beslutning.
De ville have alt hans blod skiftet ud. Normalt er det portørerne, der transporterer patienterne fra et sted til et andet, men her var det de høje herrer selv, der skubbede på. De skulle have styr på ham. I elevatoren på vej op til operationsstuen, hvor han skulle indlægges, gjorde de klar til blodudskiftning. Uden bedøvelse åbnede man hovedpulsåren, for det her skulle gå stærkt. Det lykkedes.

Firmaet bakkede op
De næste fire dage svævede Rasmus Hansen mellem liv og død og tættest på syv fod under jorden. Den fjerde dag blev han blind. Det kan man blive, hvis man vinder hovedgevinsten i den negative Lotto-udtrækning. Heldigvis kom synet hurtigt igen. Førlighed havde han intet af. Han lå bare der.

- Det strejfede mig ikke, at jeg kunne dø. Lægerne nævnte det. Men det var ikke en mulighed. Jeg havde familie og job. Det var ikke tiden til at stå af, siger den i dag 39 år gamle Rasmus Hansen.

Lægerne havde søgt og undersøgt og var kommet frem til diagnosen med det sexede navn ”Neuromyelitis Optica Spektrum Disorder”, forkortet blot NMOSD. En sygdom, der kan minde om sklerose. Det er nervebanerne i rygmarven og i visse tilfælde synsnerverne, der rammes. Alt det vidste han ikke noget om. Han tænkte bare på at blive rask, alt imens familien kom til for at trøste og opmuntre.

Han blev liggende på sygehuset i Odense i lang tid, var lige hjemme at vende på hospitalet i Esbjerg og så videre til Vestjysk Center for Rygmarvsskade i Viborg. Rasmus Hansen gik i gang med genoptræningen.

De små fremskridt skulle fejres, som havde han nået toppen af Himalaya. Hansen forblev positiv. Det her skulle ikke få ham ned med nakken.

Kort før jul kom hans chef fra Siemens på besøg. Hun medbragte tre kuverter. En med den officielle julehilsen fra firmaet, en med en bonus for ekstraordinær indsats, og en hvor i der stod, at han var jobsikret. Han skulle ikke bekymre sig. Firmaet ville passe på ham, og lade ham komme til hægterne igen. Rasmus Hansen brød sammen. Af glæde.

Det her er min udfordring
Økonomien var på plads, og familien, der består af ham, konen Chanet og børnene Isabella og Villads, ville ikke komme til at lide nogen nød. Ikke at børnene tænkte over det. De var bare irriterede over, at far var blevet anderledes, men ellers var de vant til, at han ikke var hjemme. Der har været masser af forretningsrejser førhen, så Chanet og børnene havde vænnet sig til det.

Det var Rasmus Hansen, der kæmpede kampen. Inde i hovedet og i træningslokalet. Men alvorlig sygdom er ikke dans for en, den er for to, mindst, hvis ikke den er en kædedans, hvor familie, børn og familie uundgåeligt bliver hevet med rundt. Alle bliver påvirkede, tænker sit eller siger det højt.

Hustruen Chanet, der er uddannet sygeplejerske og interesseret i det spirituelle, tænkte sit.

- Jeg var selvfølgelig bange for, at jeg skulle ende med at have en mand, der ikke kunne bevæge sig og altid ville sidde i kørestol. Men jeg tænkte, at vi alle får vore udfordringer tildelt, og det her var så min. Det gav mig en ro og kræfterne til at bakke Rasmus op, siger hun i dag.

Kom ind! Nu! Han går selv!
Langsomt går det fremad. Med god træning i Viborg, hvor han blev spændt ind i et såkaldt Exo-skelet, der holder ham opretstående og samtidig kan bevæge ham. Det er som om, at kroppen skal genopdage, at den engang kunne bevæge sig selv.

- En dag jeg trænede og Chanet legede med børnene ude i sneen i Viborg, blev de kaldt ind. Kom her, råbte sygeplejersken. Han kan gå selv, han kan gå selv! Jeg havde lige gået mine første skridt. Godt nok måtte jeg støtte med armene. Men mine ben kunne selv. Endnu engang fik jeg håb og troen på, at det nok skulle komme, siger Rasmus Hansen

Fyres eller forfremmes
Han fik tilbudt psykologhjælp, men sagde nej tak. Familien og vennerne er sparringspartnere og må lægge ører til meget, og i øvrigt skulle han nok blive rask, havde han besluttet. Eller bedre i al fald.

Rasmus Hansen var ikke tvivl. Han har altid været positiv og en glad mand. Det der med at han skulle himlen i alt for ung en alder, faldt ham ikke ind. Han skulle fremad. Der blev knoklet og lagt en plan for at komme tilbage på arbejdspladsen. Først nogle timer, så en dag, så lidt mere, og i dag er han oppe på fuld tid med ret til at gå til fysioterapi i arbejdstiden.

Firmaet investerede i en stol til ham på arbejdspladsen, hvor han kunne sidde nogenlunde komfortabelt. Men pludseligt skulle der fyres, og Rasmus Hansen dukkede op til samtale fuld af bange anelser men også med taknemmelighed over alt det, firmaet havde gjort for ham, så han takkede på forhånd og regnede med, at det var så det.

Men det var det ikke.
I stedet for blev han forfremmet. Han blev helt befippet og stortudede. Ikke noget han ellers gjorde. Men glad blev han. I dag er han projektleder og har blandt andet ansvaret for den store udskibning af vindmølletårne, der skal samles i Esbjerg og sidenhen skibes af til Holland i løbet af foråret. Han er dygtig til det, han skal.

Sæt pris på det du har
Men inde bag ved, så lurer tanken jo. Bliver han bedre, ligefrem rask, måske. Han håber det. Chanet tror på det. Langsomt går det fremad. Fysikken bliver stærkere. Selv tilskriver Rasmus Hansen det, at han via den hårde genoptræning er blevet bevidst om krop og sjæl.

Når han kommer træt hjem, lægger han sig gerne en halv times tid og fokuserer på kroppen. Genopdager kontakten med de forskellige dele. Fødder, arme, ben, hænder og fingre. Mindfullness, kalder han det. Og så positive tanker og en fantastisk opbakning fra sygehuset, det offentlige og firmaet.

- Jeg ved godt, at man skælder ud på sygehuse og alt muligt. Folk klager over, at de skal vente en time i et venteværelse. For pokker da. De tænker ikke over, at de kan springe rundt, som de vil. Gøre hvad de har lyst til. Og ikke mindst sætte pris på det. Jeg tror på, at man skal prøve at sætte pris på, hvad man har og tænke positivt. Det er noget, man har inde i hovedet.

- Jeg har altid sat pris på livet og de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg kunne måske sætte mig til at skumle over, at jeg ikke kunne lege med min søn på gulvet, fordi jeg ikke kan komme op igen. Så må jeg ned på gulvet og tage den derfra. Stable mig op på bøger og puder for at komme op igen. Det er vigtigere for mig end en ny bil. Hvis man vil, så kan man, siger han.

- Og han vil livet, hverdagen og kærligheden, der er stærk som aldrig før. Der jo naturligvis også den intime del af et ægteskab.

Journalisten er lidt blufærdig. Går det, spørger han så.
Rasmus Hansen griner. Og ser tilfreds ud. Og så taler vi ikke mere om det..

- Og så er der alle de andre irritationsmomenter i hverdagen. Han tisser med kateter. Han slingrer som om, han var småfuld. Og når man ikke har kontrol fra brystet og ned, så kan man pludselig få en erektion, mens man præsenterer en PowerPoint præsentation foran en masse mennesker. Småpinligt, javist, men så er der ikke andet end at grine af det og være åben om situationen.

Han kan ikke spille oldboys fodbold mere, men kammeraterne har sagt han kan være målmand. Så må han sidde på en havestol midt i målet og nappe de bolde, han kan.

Fornyligt cyklede han frem og tilbage til Hjerting. Nærmest et Tour de France for Rasmus Hansen. Næste år vil han cykle til Viborg for at samle ind til rygmarvscentret bare for at give lidt tilbage.

Bare fordi de fik hans storetå til at bevæge sig igen, og fordi han derfor kunne tro på livet igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce